I am as mad as he / If sad and merry madness equal can be.
Jeg kendte ikke så meget til dette ellers meget popullære Shakespeare stykke før jeg åbnede bogen. Jeg kendte kun i grove træk historien om Viola, som forklæder sig som en ung mand, måske for at være tæt på den mand hun elsker. Derfor var jeg virkelig glad for at opdage, at der er langt mere til dette stykke end blot den ene, meget kortfortalte historie.
På bagsiden af denne bog bliver stykket beskrevet om omhandlende “forvekslede identiteter og uigengældt kærlighed” og det er i så sandt som det er skrevet. Violas identitet er langt fra den eneste, som bliver forvekslet og så bliver hun i forvekslet med to forskellige personer – Cesario (som er det navn hun bruger, når hun er forklædt som mand, så derfor kan man vel argumentere for, at det ikke ligefrem er en forveksling) og hendes bror, Sebastian. Alle disse forvekslede identiteter lægger så til grund for en masse både humoristiske og ofte nærmest pinlige situationer, især hen i mod slutnignen af stykket, hvor alle karaktererne dukker op på scenen og forveksler Viola med enten Cesario eller Sebastian. Det var blot en af de steder, hvor jeg ikke kunne lade være med at grine lidt for mig selv. Stykkets stemning er både lidt melankolsk og komisk på samme tid; komisk mest af alt på grund af disse forvirrende situationer, hvor karakterer hele tiden bliver forvekslet med hinanden på kryds og tværs og melankolsk, når man rigtig begynder at se konflikten mellem hvem du tror, den du elsker er, sammenlignet med hvem de i virkeligheden er/hvem den, du elsker, tror, du er sammenlignet med hvem du i virkeligheden er. Ja, det er forvirrende.
Some are born great, some achieve greatness and some have greatness thrust upon them.
Dette er et virkelig berømt Shakespearecitat, og jeg var faktisk ikke klar over, at det stammer fra dette stykke. Men hvad der virkelig kom bag på mig, er måden det er brugt på i stykket. Det var nemlig langt fra den måde, jeg havde forstillet mig, at dette ellers ret inspirerende citat er opstået på. I stykket bliver det nemlig ikke brugt oprigtigt. Forstået på den måde, at vedkommende som først siger dette, ikke mener det. Det er nemlig en del af et brev, som skrives til en af karakterene, Malvolio, som et led i plan, der går ud på at ydmyge ham. Alligevel mener jeg, at det er et rigtig godt citat og også stadig sandt.
