Perrault’s Fairy Tales af Charles Perrault. Oversat af A. E. Johnson. Udgivet fra Wordsworth Editions Ltd i 2004. Originalt udgivet i 1694. Læst på engelsk, originalsproget er fransk.
Jeg er vokset op med eventyr. Primært eventyr skrevet af H. C. Andersen, men jeg har, så langt tilbage jeg kan huske, altid haft lyst til at læse andre eventyr, af andre forfattere og fra andre lande. Jeg har en eller anden, måske i løbet af mit studie ret begrundet, idé om at man kan lære ret meget om et land og en kultur ved at læse deres eventyr. Og derfor så jeg frem til at læse Perraults eventyr.
Once upon a time…
Sådan starter de helt klassiske eventyr, og sådan starter denne bog også. Franske Charles Perrault regnes for en af de første eventyrforfattere. Og mange af de klassiske eventyr, som jeg i hvert fald er vokset op med i Disneyfilm udgaver, stammer fra ham. Derfor var der allerede fra den første historie et strejf af genkendelse. Det første eventyr i bogen er nemlig det, jeg senere hen har lært at kende som Tornerose, eller Sleeping Beauty. Ligeledes genkendte jeg klassikere som Den Bestøvlede Kat, Askepot, en noget anderledes udgave af Hans og Grete og ikke mindst en radikalt anderledes udgave af Rødhætte, end den jeg har lært at kende hos brødrene Grimm. Og pudsigt nok er det faktisk disse eventyr, som jeg allerede kendte til i forvejen, som jeg synes bedst om, af alle dem i bogen.
Der var også eventyr, som jeg ikke kunne genkende elementer af på forhånd, eventyr som “The Blue Beard” og “Donkey-Skin” (som jeg dog, i parentes bemærket, synes minder ret meget i sin opbygning om Askepot). Og af en eller anden grund var det også dem, som jeg var knap så begejstret for. Bogen er derfor en blanding af eventyr, som jeg virkelig godt kunne lide og eventyr, som jeg mest af alt synes var ret mystiske.
Hvis I har læst bogen, vil I nok lægge mærke til, at jeg ikke har nævnt det sidste eventyr i bogen, “Beauty and the Beast”. Det er sådan set ikke fordi jeg ikke kunne lide det, det er nærmere et af mine favoritter. Det er mere fordi, jeg synes, at det er pudsigt, at det er med, når det ikke er Perrault, som har skrevet det.
Bogens design er så vel gennemført, de helt klassiske opstillinger med det første bogstav i hvert eventyr stiliseret med snørklede design og efter hvert eventyr er der også opstillet én eller to bud på en morale, hvilekt jeg synes var meget fint, omend lidt pudsigt.
Jeg har nydt at læse Perrault’s Fairy Tales og jeg glæder mig til at få købt og læst de andre samlinger af eventyr i Wordsworth serien. Med undtagelse af H. C. Andersen, dog. Jeg tror simpelthen ikke, at jeg kan finde ud af at læse ham på andre sprog end dansk. Men det er jo også bare fordi, det er det, jeg er vant til efter mange år.
Hvordan har I det med eventyr? Har I læst Perraults tidlige, originale udgaver?