Will Grayson, Will Grayson af John Green og David Levithan. Udgivet fra Penguins Books Limited i 2012 (originalt udgivet i 2010).
Will Grayson, Will Grayson af John Green og David Levithan er nok en af mine yndlingsbøger denne måned. En realistisk, nutidig roman om kærlighed, mod, ærlighed og venskab. Men også om så meget mere; om accept af sig selv og af andre, godhed, depression og ensomhed. Det har taget mig rigtig lang tid at finde ordene til denne anmeldelse, for jeg er ikke sikker på, at nogen ord jeg kan finde er gode nok til helt at formidle det, jeg tænker om bogen.
Maybe there’s something you’re afraid to say, or someone you’re afraid to love, or somewhere you’re afraid to go. It’s gonna hurt. It’s gonna hurt because it matters.
when things break, it’s not the actual breaking that prevents them from getting back together again. it’s because a little piece gets lost — the two remaining ends couldn’t fit together even if they wanted to. the whole shape has changed.
Bogens præmis er såre simpel: to teenagedrenge, som ikke kender hinanden, mødes i Chicagos natteliv og finder ud af, at de har det samme navn: Will Grayson. Ved første øjekast er det alt de har tilfælles, men efter hånden som romanens handling skrider frem, blev det for mig tydeligt, at selvom deres situationer er forskellige, så er de langt hen ad vejen ens. Noget af det, som gør romanen så virkelighedsfuld og i hvert fald for mig også rigtig medrivende og rørende er karaktererne. Jeg kunne ikke lade være med at håbe på, at det ville gå dem godt, at de ville finde, hvis ikke en løsning på deres problemer så en måde at leve med dem på. Jeg ville have at den ene Will skulle finde kærligheden sammen med Jane og i lang tid synes jeg, at den anden Will skulle finde sammen med Tiny igen. Jeg var virkelig investeret i karaktererne og jeg fandt det overordentlig let at leve mig ind i deres verden.
Handlingen bringes fremad ikke så meget af de to Will Grayson’er, men af deres venner. Af dem er især Tiny Cooper en stor person, bogstaveligt talt, men også en stor personlighed og tilstedeværelse. Han er såkaldte bedste venner med den ene Will Grayson og er for en kort periode kærester med den anden Will Grayson. Han er højtråbende, påtrængende så det nærmer sig irriterende og alligevel er han en af mine yndlingskarakterer. Han er godhed personificeret, han gør alt for at dem omkring ham skal være glade og have det godt, ofte uden at de lægger mærke til det eller sætter pris på det. Han er åbent homoseksuel, ifølge hans ven Will dater han ofte en ny og insisterer på, at det er den store kærlighed. Men måske er han mest af alt forelsket i idéen on forelskelse og kærlighed.
John Greens Will har to regler for livet i High School: “shut up” og “don’t care”. Han er fuld af selvmedlidenhed og disinteresse for alt og alle omkring ham. Tror han i hvert fald.
David Levithans Will er min favorit. Klinisk deprimeret og homoseksuel forsøger at han klare sig igennem High School årene. I modsætning til John Greens Will som tror at han er ligeglad med alt og alle, så er David Levithans Will ligeglad. Det eneste egentlige lyspunkt i hans liv er hans onlinekæreste Isaac. Hans kapitler er kendetegnet ved at de er skevet med små bogstaver. I starten forvirrede det mig ret meget, men bagerst i min udgave er der en samtale mellem Green og Levithan om bogen, hvor Levithan begrunder dette. Han forklarer, at det ikke så meget skyldes hans depression, men lige så meget at han er et internetmenneske. Hans liv er på internettet, det er her han lever og interagerer med andre mennesker, der han hører til og der han er mere eller mindre lykkelig. Derfor skriver han kun med små bogstaver, som man gør i online chatrum. Og så har han ret i, at det kun er noget man lægger mærke til i begyndelsen af bogen, hvorefter man vænner sig til det.
All sorts of yayness floods my brain. Love is such a drug.
Som sagt er Will Grayson, Will Grayson en af mine yndlingsbøger i denne måned, men også i det hele taget. Jeg ville slet ikke kunne give den andet end 5 stjerner og jeg synes ikkeengang det er nok. Det er helt sikkert en bog jeg vil genlæse. Snart.
Har I læst Will Grayson, Will Grayson og hvad syntes I i så fald om bogen? Hvilken Will Grayson kunne I bedst lide, hvis I da brød jer om nogen af dem?
Jeg var selv meget splittet mht. til den bog. Jeg synes den var svær at komme igang med, og svær at forstå til at begynde med. Jeg har det sådan med de to Will Grayson'er, at jeg ikke har en favorit. John Green's Will, synes jeg var nemmere at "læse" og rarere at have med at gøre. Også selvom han til tider var lidt for ligeglad. David Levithan's Will, havde jeg så ondt af, at jeg ikke kunne lade være med at holde af ham.
De to karakterer synes jeg er vildt fede på hver deres måde 🙂 Og de var helt klart med til at trække bogen op, selvom jeg syntes at handlingen var lidt flad 🙂
Jeg kan kun give dig ret. Det er for mig at se helt rigtigt, at kalde dette en karakterroman. Det er ikke handling, som præger bogen og får en til at vende siderne. Det er derimod karakterene, det hele handler om og det er dem, og deres personligheder, vil jeg sige, som driver romanens handling fremad.
Selvom jeg er vild med bogen, synes jeg det er rart at høre fra andre, som ikke er enige. Og jeg kan sagtens forstå dine grunde 🙂
Tak for svar 😛