Angelfall (Penryn and the End of Days #1) af Susan Ee

Angelfall (Penryn and the End of Days #1) af Susan Ee. Udgivet fra Hodder and Stoughton i 2013, først udgivet udgivet i 2011.

Jeg glædede mig rigtig meget til at læse Angelfall, for det jeg havde hørt om den, har været ualmindeligt godt. Og det tog heller ikke lang tid for mig at blive godt og grundigt investeret i, hvordan det skulle gå Penryn og hendes lille familie og jeg blev også ved med at håbe på, at det ville lykkes både for Penryn at redde hendes lillesøster fra en ukendt, men uden tvivl skræmmende og forfærdelig skæbne, men også for Raffe at overleve, at få sine vinger igen og alt det der.

Tempoet er højt i Angelfall, der bliver ikke spildt nogen sider på at forklare, hvad der er sket med hele verden, blot hvordan den indesluttede, men resourcefulde Penryn forsøger at få sin kørestolsbundne lillesøster og sin skitzofrene mor i sikkerhed i en verden, hvor der ingen rigtig sikkerhed er tilbage. Men selvom tempoet er højt og der er flere “baggrundsting”, der ikke bliver forklaret lige med det første, sidder man ikke som læser og føler, at man ikke kan følge med i handlingen. Tværtimod synes jeg, at det var med til i høj grad at drage én ind i handlingen. Jeg kunne helt ærligt ikke lægge bogen fra mig og læste den således i ét drag. Og jeg ærger mig lidt (meget) over, at jeg ikke har resten af serien.

Ved første øjekast mindede Penryn mig meget om Katniss Everdeen fra Hunger Games trilogien, men selvom det ikke er en direkte dårlig ting, så er jeg alligevel glad for, at det også kun var ved første øjekast og at der ikke gik længe, før det alligevel blev ret let at skille de to fra hinanden. Selvom det ikke er meget, hun er med i denne første bog i serien, er jeg alligevel ret glad for Penryns mor, som man ikke får navnet på. Hun er anderledes, hun er fanget i sit eget hoved, i et mareridt der let kan rivalisere den virkelighed, der er opstået i kølvandet på engelens altødelæggende fremfærd. Alligevel bukker hun ikke under, alligevel formår hun at hjælpe både Penryn og dennes lillesøster, Paige.

Jeg ved slet ikke hvor jeg skal begynde med Raffe. I et univers, hvor engle ikke er disse lyse og skønne væsener, som de så tit bliver beskrevet som, er Raffe på en måde anderledes, selvom han heller ikke er spor fin i kanten. Selvom de er på flugt og alting går ret stærkt, så var jeg vild med, at man ser ham og Penryn ganske langsomt forme, hvis ikke et venskab, så i hvert fald en våbenhvile. For man skal ikke tage fejl, mennesker og engle er helt klart fjender i dette univers, skønt Penryn også ved, at der er mange fjendskaber blandt menneskene, som prøver at overleve i denne smadrede verden og efterhånden opdager hun også, at der er interne problemer blandt englene.

Men mest af alt, synes jeg, at det, der virkelig gjorde Angelfall til en virkelig god bog er, at den var spændende lige til det sidste. Alle mine gæt var forkerte, og det kan sagtens skyldes, at jeg er dårlig til at gætte hvad der vil ske, men jeg vælger at tro, at det også skyldes, at Susan Ee har været rigtig dygtig til at holde sine læsere hen og med vilje guide dem i den forkerte retning.

Hvis man endnu ikke har givet sig i kast med Susan Ees bøger, så vil jeg hermed komme med en opfordring: læs Angelfall. I mine øjne falder den ikke i nogen af de sædvanlige “YA-pitfalls”, men jeg kan selvfølgelig ikke svare for hele serien. Endnu.