Saga, volume one (Saga #1) af Brian K. Vaughan og Fiona Staples. Udgivet af Image Comics i 2012, originalt udgivet i 2012.
En form for “space opera” sat i det ydre rum. Et ægtepar af svorne ærkefjendtlige racer og et lille barn, der fortæller historien. Sådan beskrives Saga-serien, hvis man slår den op på nettet og jeg synes egentlig at det passer meget godt, også selvom jeg kun har læst den første bog ind til videre. Det er en fortælling om langvarig krig, på godt og ondt, men også om kærlighed og familie. Alana og Marko er fra hver deres planet, der har været i krig med hinanden så længe, man kan huske. De to er på flugt, jaget af begge sider, fordi de har vovet ikke blot at forelske sig, men at gifte sig – og nu har de fået en datter. Serien følger dem således mens de forsøger at undgå at blive fanget eller slået ihjel af nogen fra begge deres hjemlande. Men det er svært at finde et sikkert sted at opfostre sin datter, når man er to eftersøgte kriminelle på flugt igennem et univers hærget af krig.
“Once upon a time, each of us was somebody’s kid.
Everyone had a father, even if he never provided anything more than his seed.
Everyone had a mother, even if she had to leave us on a stranger’s doorstep.
No matter how we’re eventually raised, all of our stories begin the exact same way.They all end the same, too.”
Det er efterhånden ved at være længe siden, at jeg i et forsøg på at komme igennem min læsetørke satte mig ned med denne grafiske roman. Jeg havde ikke nogen klar idé om, hvad den handlede om, men jeg havde hørt virkelig meget godt om serien både fra andre danske bogbloggere, men allermest igennem de amerikanske BookTubers. Så da jeg var i London i sidste sommer, købte jeg den med hjem uden at vide, hvad jeg gik ind til.
Lad mig bare starte med at sige, at jeg virkelig godt kan lide denne her bog. Det føles lidt underligt at kalde en graphic novel, egentlig en tegneserie, for en bog, men under alle omstændigheder, så er jeg altså fuldt ud overbevist om, at graphic novels er bøger lige så meget som en roman i den klassiske forstand er.
Historien var virkelig spændende. Og den var meget mere end jeg forventede. Man følger ikke kun de to “star-crossed lovers”, men der er også glimt at de forskellige personer, med meget forskellige motiver for at jage vores hovedpersoner. Noget jeg ikke havde forventet var, at der faktisk også er morsomme momenter ind i mellem en ellers meget voldelig historie og, nå ja, grafisk. Man dumper ligesom bare ind i den og selvom det kan virke lidt forvirrende til at starte med, så følte jeg ikke, at jeg manglede noget baggrundsviden. Det kom løbende, sådan som det passer sig bedst for en bog, der ikke kun er afhængige af sine ord, men i lige så høj grad af sine streger. Og jeg er helt forgabt i tegnestilen i denne her serie. Det er også det, der gør det svært at yde en grafisk roman retfærdighed, for jo, jeg kan sagtens citere nogle af de ting, der bliver sagt, men som sagt er ordene kun halvdelen af bogen. Tegningerne er mindst lige så vigtige og også derfor vil jeg anbefale denne her serie. Personligt glæder jeg mig meget til at få fingrene i de næste bøger, så jeg kan fortsætte serien og følge med i karakterernes videre skæbne.
“When a man carries an instrument of violence, he’ll always find the justification to use it. If we really want to escape this war, we have to stop bringing it with us.”
Har I læst Saga? Måske hele serien? Jeg kunne nemlig godt tænke mig at høre fra andre, der har stiftet bekendtskab med denne her serie. Eller høre, om der er nogen, der vil anbefale andre graphic novels, jeg er nemlig blevet ret glad for dem.
Jeg har læst de første fire "bøger" og jeg kan sige at de kun bliver bedre – og værre. Jeg vil ikke afsløre noget, men der kommer tidspunkter, hvor man bliver bekymret for de forskellige personer.
Jeg er selv blevet ret glad for graphic novels, men jeg har desværre ikke læst andet end Neil Gaimans Sandman. Den kan for øvrigt anbefales, hvis du er til de lidt mere dystre.