Da Sagaen om Isfolket er en meget lang serie, og jeg håber på at eje og få anmeldt dem alle 47, har jeg valgt at dele det op på en lidt anden måde, da det ellers ville blive til rigtig mange indlæg. Jeg har gjort mit bedste for at dele det op på en sådan måde, at der ikke er for mange bøger i hvert indlæg, så de ikke bliver for lange. Så jeg har delt mine anmeldelser af bøgerne i denne her serie op efter generationer. For Sagaen om Isfolket er en slægtshistorie, en krønike der strækker sig fra slutningen af 1500-tallet og helt op til 2. verdenskrig og tiden derefter.
For at indlæggene ikke skal fylde for meget på forsiden, kan hele anmeldelsen findes, ved at klikke på nedenstående “læs mere” – eller ved at klikke på titlen, samme resultat. I dette indlæg anmelder jeg de første tre bøger: Troldbunden, Heksejagten og Plejedatteren, som alle omhandler den første generation, som for alvor starter en lang fortælling om en episk kamp mellem det gode og det onde, viklet ind i medlemmerne af slægtens liv på mange forskellige måder.
Troldbunden (Sagaen om Isfolket #1) af Margit Sandemo. Udgivet af Jentas i 2006, originalt udgivet i 1982. Læst på dansk, originalsproget er norsk.
Troldbunden er den første bog i serien og tager sit udgangspunkt i Trondheim i 1581. Her møder vi to unge kvinder, den 16-årige Silje, der er bogens hovedperson og til stadighed en af mine yndlingsheltinder, og den lidt ældre Charlotte, som får en større rolle at spille senere. De to kvinders liv krydses en skæbnesvanger nat i den pestplagede by, hvor der sker en række ting, der påvirker begges liv både på kort og længere sigt.
Silje føles for mig lidt som den idealiserede heltinde, hun er både klog og smuk og venlig og alle hun møder synes at kunne lide hende fra starten af. Men jeg elsker hende alligevel, for hendes næsten håbløse og ret naive tiltro og kærlighed til alt og alle. Selvom pesten hærger i landet endnu en gang, redder hun flere menneskeliv og det er et gennemgående træk ved hende, at hun nærer en stor kærlighed til dyr også – et problem, når man bor og arbejder på en gård.
Denne her bog er i høj grad starten på Siljes historie, hvordan hun introduceres til Isfolket, der på dette tidspunkt er langt mere end én familie, men hel hel bygd skjult i bjergene på grund af deres trolddomsevner – eller fordi de på anden måde er eftersøgte. Silje, efter at have mistet hele sin familie til pesten, finder og skaber sig en ny familie, alle sammen nogen, som også har mistet elskede til pesten. Og senere ved at holde på sit og ikke lade andres fordomme påvirke sine ønsker, da hun må flygte til Isfolkets dal sammen med børnene Sol og Dag. Bogen indeholder en filosofi, jeg har lidt adopteret selv, nemlig at alle mennesker besidder kræfter af skabende, vedligeholdende/bevarende eller destruerende art. Og at der findes arbejde, der hører hjemme i én kategori alene. Silje er en kreativ, skabende sjæl, men hun er en kvinde i 1500-tallet og det eneste, hun derfor bør, er at passe huset, et udpræget vedligeholdende arbejde. Der er ikke noget dårligt ved det, men det er tydeligt, at det ikke er der, Silje hører hjemme.
Bogen introducerer selvfølgelig også Isfolket, forstået som efterkommerne af den Onde Tengel. Jeg spoiler ikke for meget ved at sige, at det drejer sig om Tengel den Gode, som knytter en stærk forbindelse til den unge Silje.
Bogen starter serien og hvis jeg skal kunne sige noget negativt om den, vil jeg nok erklære mig enig i, at der er en tendens til at genfortælle handlingen ret meget i forhold til at lade handlingen udfolde sig, you know, den gode gamle telling versus showing. Men hvor jeg ofte har diskuteret det med andre, så er det ikke noget, der trækker ned for mig. For beskrivelserne, Sandemo giver, er så smukke og for mig altid skaber ret livlige billeder i min fantasi. Der er humor og kærlighed, overnaturlige evner og monstre – så vel som menneskelige monstre. Karaktererne er i mine øjne godt skrevet, både de mandlige og de kvindelige, men jeg er nødt til at sige, at det kan være at min hukommelse spiller mig et puds, eftersom jeg jo har læst hele serien før. Den store, forkromede historie om kampen mellem godt og ondt er slet ikke rigtig begyndt endnu, men fundamentet er lagt, uden at man som læser bemærker det. Men de enkelte familiemedlemmers historier, både i sig selv og i forhold til den store historie, er værd at læse. Selvom denne bog er starten på en meget lang serie, går det ikke ud over bogens eget plot. Og det hele er blandet sammen med historiske fakta, i form af idéer og personer, hvilket får historien til at fremstå som en fuldendt helhed.
Jeg plejer at anbefale denne her serie til alle, jeg kender. Troldbunden er selvfølgelig kun den første bog, men for mig er det en af de bedste.
Heksejagten (Sagaen om Isfolket #2) af Margit Sandemo. Udgivet af Jentas i 2006, originalt udgivet i 1982. Læst på dansk, originalsproget er norsk.
Heksejagten er bog nummer 2 i serien og finder sted 3 år efter den første bog slutter. Heri hører vi om Silje og Tengels liv og deres lille familie, som de forsøger at overleve i den frosne vildmark og længes efter verdenen uden for Isfolkets hemmelige dal.. Det meste af hvad der er sket i de 3 år bliver henvist til, men ikke eksplicit vist, noget, der er i overensstemmelse med den første bogs fortællestil. Normalt er dette et stort nej-nej, men helt ærligt, ville denne serie være endnu længere, hvis vi ikke nogle gange bare få en hurtig gennemgang af hvad der er sket indtil videre. Og det er trods alt begivenhederne, der bliver fortalt, der er de vigtige. En af de ting, jeg virkelig elsker ved denne her bog, er børnene. Sol og Dag, som vi mødte allerede i den første bog og Tengels og Siljes datter Liv, som nu er ældre og mere udviklede, også som karakterer.
Den lille familie kan nemlig ikke blive i dalen til evig tid. Udenfor er soldaterne stadig på jagt efter alle de, der bor i dalen og en dag indtræffer ulykken og den lille familie må flygte, hvis de vil overleve.
Jeg siger ikke for meget ved at afsløre, at naturligvis overlever de. Og som jeg antydede i min anmeldelse af den første bog, får Charlotte Meiden en større rolle i denne bog. Som altid når jeg læser den her bog, kan jeg kan ikke lade være med at være glad for hende. Hun ikke bare få en større rolle, hun får en ny chance. Og hendes og Siljes liv bliver for alvor knyttede sammen, da hun får muligheden for at rette bod på en handling, hun har fortrudt lige siden den første bog.
Den seksuelle spænding mellem Silje og Tengel fra den første bog er mindre i denne , sandsynligvis fordi de er gift og alt det der. Men det betyder ikke, at denne bog mangler seksuelle spændinger. Man vil opdage igennem hele serien, hvis man læser den hele, at ja der er normalt altid en kærlighed-historie eller i det mindste en kærlighedsvinkel til historien. Men de fysiske aspekter er ikke oversete og Sandemo gør et rigtig fint stykke arbejde på det punkt. Jeg kan huske, at jeg engang har læst et interview med hende, hvor hun fortalte, at nogle gange måtte hun krybe under skrivebordet, fordi det blev for pinligt for hende. For igennem hele serien er det ret tydeligt, at Isfolket ikke har nogen problemer med sex, og at de er ret frigjorte omkring det, hvilket også påpeges i denne bog, i en samtale mellem Silje og en af nabokonerne, hvor Silje repræsenterer et langt mere moderne syn på forholdet mellem mand og kvinde end hvad der er normalt i 1580’ere. Men alligevel vil jeg også påpege, at jeg tror, vi har alle læst mere explictte scener, end der er i denne bog og serie.
Jeg har tidligere påpeget, at skrivestilen er lidt mere fortæl end vis, men ligesom med den første bog, er jeg forelsket i den måde, Sandemo viser omgivelserne på Med forsigtigt valgte ord og sætninger, formår hun at beskrive den vinterfrosne vildmarksdal, den ikke længere pest-inficerede Trondheim, de fugtige og regnfulde skove med forfærdelige veje, så de fremstår levende og farverige.
Plejedatteren (Sagaen om Isfolket #3) af Margit Sandemo. Udgivet af Jentas i 2006, originalt udgivet i 1982. Læst på dansk, originalsproget er norsk.
Hvis vi går udelukkende efter generationer, så burde Plejedatteren egentlig først komme med i næste indlæg. I denne bog følger vi nemlig Tengel og Siljes plejedatter, Sol, som Silje reddede for mange år siden. Meg jeg vælger at tage den med her, af grunde, jeg tror vil være mere tydelige, når jeg anmelder den næste bog.
Plejedatteren finder sted omkring 5 år efter begivenhederne i Heksejagten og det er Sol Angelika historie. Jeg har altid elsket hende, for alle hendes fejl og dybt forankerede problemer, er hun meget svær ikke at elske. Måske fordi hun elsker så meget selv, især hendes familie. Men Isfolkets forbandelse hænger over hendes hoved, og uanset hvor meget hun prøver, kan hun ikke finde fred eller ro i den normale verden. Hun er drevet af sit eget instinkt til at bruge magi, på godt og ondt – ofte det sidste. Men hun er stadig en god person, historien illustrerer meget klart, hvordan hun elsker hendes adopterede familie, hendes brødre og søster, og fremmede som den hjælpeløse lille svenske pige Meta, som hun redder fra en forfærdelig skæbne. Faktisk redder hun mange personer i løbet af bogen, men i sidste ende er der en, hun ikke kan redde.
Sol er blevet voksen og rejser vidt omkring. Først til København for at møde sin adopterede bror Dag, der studerer – og for at møde ligesindede. Men Sol er ikke Sol, hvis ikke hun forsøger at bruge sine evner og som Dag selv siger “hun er så fandens uforsigtig”, så det varer ikke længe, før hun må flygte ud af København og kommer til Sverige. På sin jagt efter ligesindede møder hun den foromtalte Meta, som hun på trods af sin eventyrlystne vildskab tager sig af. Da hun kommer tilbage til Norge, er der endnu en, der får brug for hendes hjælp, hendes kusine og plejesøster, Liv. Familien har endnu ikke besluttet aktivt at forsøge at afslutte forbandelse, lige nu forsøger de at leve med den og tænker mere på at leve uden at blive jagtet og anklaget for hekseri. Selvom denne bog følger primært Sols skæbne, følger det også hendes lillesøster, Liv, da hendes liv ændrer sig fra en lykkelig barndom på Lindealléen til at hun er en gift kvinde. Og det er derfor, jeg har taget den med, på trods af at det er “den næste generation” så synes den at høre bedst til her.
Sol Angelika er nok min favoritheltinde nogensinde, når jeg tænker over det. Hvilket er grunden til dette er en af mine yndlingsbøger i serien. Ligesom de to første bøger, ligger fortællingens styrke i omgivelserne. Ligesom mig, Sol synes at have en affinitet for skove og træer, og som sådan, tilbringer hun en forfærdelig stor del af bogen i en skov i Sverige. Og Sandemos beskrivelser er så smukke i deres nærmest uhyggelige atmosfære, der er kombineret med en sær sindsro. Denne bog er en lidt mindre af en kærlighedshistorie og mere et eventyr, eller en desperat, rastløs søgen efter eventyr. De fantasiske eller overnaturlige elementer bringes mere i fokus, ganske naturligt givet Sols evner og manglende evne til at lade være med at benytte sig af sine talenter.. Men det er også mere af en familie historie, eller saga, nu hvor vi har flyttet videre til den næste generation. Tempoet er højt, men begivenhederne er spændende, og der er en hel del sving og overraskelser.
Denne bog altid efterlader mig forpustet på grund af slutningen. Og ikke så lidt trist. Jeg vil ikke give nogen spoilere, men jeg vil indrømme, at det er lidt af en cliffhanger – en, der altid giver mig lyst til at åbne op bog 4 med det samme at få svaret på det sidst stillede spørgsmål.
Har du nogensinde læst Sagaen om Isfolket? Hvorfor, hvorfor ikke? Jeg vil nemlig rigtig gerne diskutere denne serie med andre, men det er ikke alle, der har hørt om den.
Tusind tak for din anmeldelse! Jeg læste de første ti bøger i serien for en del år siden, men nu får jeg da helt lyst til at begynde forfra, og fortsætte med resten!
Jeg vil helt klart anbefale dig at læse dem igen, men jeg er også meget partisk, jeg elsker simpelthen den serie. Har du lyst til at vende tilbage og fortælle hvordan det går? 🙂