The Book of Lost Tales Part One (The History of Middle-Earth #1) af J. R. R. Tolkien (red. Christopher Tolkien). Udgivet af HarperCollins i 2002, originalt udgivet i 1983.
The Book of Lost Tales Part Two (The History of Middle-Earth #2) af J. R. R. Tolkien (red. Christopher Tolkien). Udgivet af HarperCollins i 2002, originalt udgivet i 1984.
Længe før Tolkien skulle opfinde hobitter, Middle-Earth og Den Ene Ring, skrev han en række små historier i en notesbog i Første Verdenskrigs skyttegrave. Lang tid senere skulle disse historier, gennem utallige omskrivninger og gendigtelser, danne baggrund for det psothumte værk The Silmarillion. Men hvad vi i dag kalder The Lost Tales har så absolut meget at byde på i sig selv og som selverklæret Tolkien-nørd og Middle-Earth-elsker, er jeg kun glad for at læse flere bøger, med navnet “Tolkien” påtrykt forsiden.
Serien The History of Middle-Earth skal ikke forstås som universets historie som fortalt af en karakter fra universet. Det handler derimod om tilblivelsen og ikke mindst udviklingen af J. R. R. Tolkiens omfattende mytologi, sprog, folkeslag, racer og ikke mindst deres historie. Det er med andre ord meget nørdet, det her.
Og det er måske derfor, jeg godt kan lide det. For jeg elsker at nørde Ringenes Herre og alting Middle-Earth og derfor passer denne 12 bog lange serie rigtig godt til mig.
The Book of Lost Tales kan egentlig ses som en lang historie, i hvert fald hænger de forskellige historier sammen i en lang rækkefølge (som man igennem Christopher Tolkiens kommentarer og noter kan forstå er blevet lavet om og omarrangeret et vist antal gange). Hvis man kender til The Lord of the Rings, så kender man scenen i Rivendell, den såkaldte Council scene (undskyld, men jeg har altid kun læst Tolkien på engelsk, så jeg kender faktisk ikke de danske ord for de fleste ting). Det er basalt set en masse mennesker, der sidder og snakker om plottet og der sker ikke ret meget andet end det.
Sådan er The Lost Tales også struktureret. Det er forskellige karakterer, som fortæller hinanden historier. Historier, ikke fortællinger. De fortæller om the Valar (more or less Valinors “guder”, men jeg vil hellere kalde dem ånder) og elvernes første møde, om Melkors fald og tilfangetagelse, om Tinúviel og Beren, der er en “gnome” i en udgave, “elver” i en anden og “mand” i en helt tredje udgave. Om Gondolins fald, om dværgene og elverkongens stridigheder, og meget, meget mere. Der er digte og sange, der er drager og hunde- og kattelignende væsner, der kan tale. Der er så mange historier, at jeg ikke vil give mig i kast med at kommenterer og fortælle om dem alle sammen, for så ville vi aldrig blive færdige. Ret beset bliver jeg aldrig færdig, jeg kunne tale om Tolkien i evigheder.
Men jeg bliver nødt til at kommentere på historien om Tinúviel og Beren. Historien er kendt fra The Silmarillion som historien og Beren og Lúthien, men det er den samme historie. Og så alligevel ikke. Før den udgave, jeg kan huske, har Tolkien skrevet ikke mindre end to versioner, hvilket ikke er unormalt for de historier, der findes i The Lost Tales. Men denne her historie ændrer sig på mange måder, hvilket introducerer nogle helt nye temaer og fortolkninger i den endelige udgave end der er i disse to, som Christopher Tolkien har omhyggeligt strikket sammen. Mere om ham om lidt. Jeg holder utroligt meget af historien om Lúthien og Beren, som afspejles i den mere kendte historie om Aragorn og Arwen, og som jeg ved, betød meget for J. R. R. Tolkien selv. Og selvom de mange udgaver er forskellige på mange måder, er det svært ikke at sammenligne dem. De er alle gode, men jeg tror ikke, der er noget forkert i at have en favorit. Og selvom jeg synes rigtig godt om mange af de historier, der findes i The Lost Tales, så bærer de også lidt præg af, at de er skrevet med lang tid i mellem, omskrevet og omstruktureret og ikke mindst, ufærdige. Selvom The Silmarillion var ufærdig ved Tolkiens død og gjort “færdig” og redigeret af hans søn på samme vis som The History of Middle-Earth er det, så foretrækker jeg måske alligevel den udgave.
Jeg nød at fortabe mig i denne historie. Den kunne med fordel læses ud i et, men det tror jeg ikke rigtig kan lade sig gøre. Jeg har hørt mange sige, at The Lord of the Rings er svær at komme igennem, fordi den er så tung. Dette er langt tungere.
Man bliver hjulpet godt på vej af Christopher Tolkiens noter, kommentarer og forklaringer. For som det er med hele denne her serie af bøger, så er de samlet, redigeret og sat sammen af J. R. R. Tolkiens søn. Og i disse her to bøger gør han et rigtig godt og stort stykke arbejde med at føre læseren ind i det enorme arbejde, der lå bag J. R. R. Tolkiens livslange forsøg på at kreere en mytologi for England. Et arbejde som startede med The Lost Tales for næsten 100 år siden og som han aldrig blev færdig med.
Et arbejde, som jeg glæder mig til at læse meget, meget mere om, jo flere Tolkien-bøger, jeg får bragt hjem. For jeg tror ikke, jeg nogensinde får nok. Det er som om der altid er en ny titel, jeg ikke har set før – og der er rigtig mange jeg slet ikke har læst endnu. Og selv hvis jeg en dag får læst alting af Tolkien, så tror jeg godt, det meste kan tåle en genlæsning.
Tolkien er en bedste! Jeg bliver heller aldrig træt af at læse hans bøger – selv når der er tale om ufærdiggjorde skrifter og det, der ligner.
Nej lige netop. Jo mere, jo bedre. Og det er virkelig spændende at se, hvordan en historie har udviklet sig til det, man kender. Åh, jeg bliver aldrig træt af det. Er glad for, jeg ikke er den eneste!