Blodets bånd (Morika #3) af Sidsel Sander Mittet. Udgivet af Facet i 2015.
Du kan finde min anmeldelse af de første bøger her, Rent blod og her, Vildhunden og panteren.
Denne bog er et anmeldereksemplar fra Facet, alle meninger og holdninger er mine egne!
Den tredje og sidste bog om Morika hedder Blodets bånd og denne gang følger vi Eshri, Korau og de andre i deres store kamp for at bekæmpe Oryndro og forene hilaerne og morikanerne. Men selvom det sidste er lykkedes til en vis grad og de efterhånden har samlet et ret stor gruppe af begge folkeslag, er det langt fra lige til. Og midt i det hele bliver de unge mennesker også nødt til at indse, at kampen for at gøre det rigtige kan have store konsekvenser, også for dem selv.
“Hvordan var jeg endt her? For et år siden havde jeg været en uskyldig skolepige, nu stod jeg mellem de to mænd i mit liv. Ham jeg havde elsket, og ham jeg elskede – og som om det ikke var kompliceret nok, skulle vi også lige redde Morika.”
Der gik vel 10 minutter fra jeg modtog denne bog med posten til at jeg sad pakket ind i mit tæppe og læste ivrigt med. Jeg vidste på forhånd, at det ikke ville blive muligt for mig at trække den over længere tid og faktisk endte jeg med at læse den hele forbløffende hurtigt. For Sidsel Sander Mittet skriver fantastisk og blander en episk fantasy verden med temaer, der er så velkendte og moderne, at resultatet bliver ret enestående. Efterhånden er jeg kommet til at holde rigtig meget af karaktererne og hvordan de har udviklet sig i løbet af serien og ikke mindst når udviklingen er negativ.
Denne her bog er uden tvivl min favorit i serien. Lige som de to første fordeles fortællerrollen mellem Korau og Eshri og denne her gang betyder det ekstra meget, fordi de to langt hen ad vejen befinder sig to meget forskellige steder – og i modsætning til i vores mobiltelefon-prægede verden har de ikke nogen måde at kontakte hinanden på, hvilket gjorde det lidt mere spændende at følge med i, især når man vidste at løsningen til den ene gruppes problemer lå hos den anden gruppe. Men der var også et par enkelt handlinger fra karakterernes side, jeg godt kunne have undværet.
Der var en hel del overraskelser i denne her bog, mindre afsløringer eller deciderede plottwists som jeg ikke havde set komme – hvilket var ret fedt. Jeg var ret sikker efter Vildhunden og panteren, men med Blodets bånd er jeg ikke i tvivl længere – jeg kan virkelig godt lide det barske og til tider ret vilde, men også mystiske og skønne universe som Sidsel Sander Mittet har skabt i Morika og dets mange folkeslag. Og jeg kom til at holde af karaktererne i sådan en grad, at det er lidt trist, at det er slut. Men når jeg læser slutningen, tænker jeg, at måske er der alligevel en lille dør på klem, en lille mulighed for mere Morika en dag. For jeg har slet ikke fået nok endnu.
“Når verden bliver sindssyg omkring en, er det bedst at blive sindssyg sammen med den.”
