Les Misérables af Victor Hugo. Udgivet af Wordsworth Editions Ltd. i 1994, originalt udgivet i henholdvis 1857 og 1862. Læst på engelsk, originalsproget er fransk.
Det er nok værd at gøre opmærksom på, at selvom den er delt i to bøger, anser og anmelder jeg den som en samlet historie og én bog.
Da jeg først startede denne bog, vidste jeg på forhånd, at jeg meget hurtigt ville opdage, at historien Les Misérables som jeg kender den fra musicalen er langt fra hele historien. Og på dragende vis glædede jeg mig faktisk til at finde ud af, hvor meget jeg ikke vidste. Allerede i første volumen blev det tydeligt, for hele den første del går med at fortælle en karakters livshistorie, en karakter, der på trods af sin enorme indflydelse på Jean Valjean og dermed fortællingens udvikling, ikke har en særlig stor rolle i musicalen, i hvert fald ikke med hensyn til linjer og “screen time”. Og det var enormt fascinerende. I Les Misérable arbejder Victor Hugo med et stort persongalleri, ofte falder en eller flere karakterer ud og det er Jean Valjean, der er den gennemgående centrale figur. Alligevel er der hele kapitler, og dele, der er dedikerede til andre karakterer eller lignende.
“Laughter is sunshine, it chases winter from the human face.”
Måske skal det forklares. Bogen er delt ind i “books”, som igen er delt ind i “parts”, der til sidst er opdelt i “chapters”. Det betyder, at kapitlerne ofte er meget korte, men Victor Hugo formår alligevel af tætpakke dem med informationer, hvilket også kan gøre læsningen lidt tung, men til gengæld er det let at føle, at man har nået at læse en del. Og jeg tror muligvis denne måde at pakke information ind, og som Hugo gør i denne bog dedikere kapitel efter kapitel til ikke bare at beskrive Paris’ kloaksystem, men dets historie eller slaget ved Waterloo, hvor det først bliver klart hvorfor til sidst i kapitlet og man opdager, at det bliver vigtigt senere hen, alt dette er måske en af grundene til at klassikere, eller i hvert fald Les Misérable, kan være svær at læse. Og på sin vis er jeg rigtig glad for, at jeg valgte at strække den over en hel måned, så jeg ikke bare endte med at fare igennem kapitler, der måske har knapt så meget aktion.
“There is a determined though unseen bravery that defends itself foot by foot in the darkness against the fatal invasions of necessity and dishonesty. Noble and mysterious triumphs that no eye sees, and no fame rewards, and no flourish of triumph salutes. Life, misfortunes, isolation, abandonment, poverty, are battlefields that have their heroes; obscure heroes, sometimes greater than the illustrious heroes.”
Les Misérables er en vidunderlig bog. Det er en historie om kærlighed, romantisk og familiær, ærlighed, patriotisme. Livet i almindelighed, fortalt i en fuldstændig ualmindelig historie. En historie om den menneskelige natur. Og jeg har ingen idé om, hvordan jeg på nogen tænkelig måde skal opsummere de 1000 sider på en måde, der giver mening. Men jeg kan ikke undlade at anbefale denne bog. Jeg nød virkelig at læse den i løbet af juli, selv når det føltes langtrukkent og bare alt for langsomt i forhold til plottet (for sådan havde jeg det også nogle gange, Victor. Hugo får en masse information med på meget lidt tid, men hvis du leder efter en plot-dreven historie, er det nok ikke Les Misérables du skal give dig i kast med lige nu).
Men sæt den på din læsteliste. Læs den.
Jeg er sikker på, du vil ikke fortryde det!
Jeg havde det præcis på samme måde med bogen, da jeg læste den – der skete SÅ meget, og jeg følte, den til tider var fyldt med tørre og irrelevante informationer, men alligevel elskede jeg den. Så fantastisk!
Præcis, det er underligt ikke? Der sker SÅ meget, at man helt taber pusten, og samtidig falder man hele tiden over de der lange afsnit med informationer. Jeg er helt enig, den er virkelig vidunderlig!