Vejen til Panteon (Panteon-sagaen #1) af Boris Hansen

Vejen til Panteon (Panteon-sagaen #1) af Boris Hansen. Udgivet af Tellerup i 2016.

 

 

I fremtiden er verden blevet en anden. Lucas og de andre forældreløse børn og gamle mennesker, samfundets svageste, sendes til et område uden for Storbyen, kaldet Zonen, et gennemgående gråt og trist sted. Da Lucas’ bedste ven, den hemmelighedsfulde Cassandra, en nat forsvinder sporløst fra Zonen, er det eneste Lucas kan tænke på at finde hende igen. Sammen med en lille gruppe af venner fra Zonen, finder han frem til et skjulested, hvor de finder en masse ting og sager, der giver hints til, hvor Cassandra er. Deres bedste ledetråd er en liste, hun skrev og tallet 12, der er gentaget og gentaget igen og igen henover skjulestedets vægge. Lucas og de andre opdager, at Cassandra ikke længere er i Zonen, faktisk ikke engang i deres verden, men er rejst til en fremmed verden, der er alt det, Zonen ikke er: farverig, levende og overvældende. Men det er en verden, hvor løgne og hemmeligheder og sammensværgelser fylder meget og hele verdenen er på randen af en krig. Men Lucas er ligeglad, han vil bare finde Cassandra. Hvis den Cassandra, han kender, er til at finde i en verden spundet ind i løgne og forklædninger.

 

 

 

Det er ikke uden grund, at jeg i løbet af det meste af BogForum weekenden gik rundt og sagde “læs den!”, hver gang jeg så nogen, jeg bare tilnærmelsesvis kendte, stå med denne her bog i hænderne. Selv læste jeg den på en enkelt aften, og jeg ville lyve, hvis jeg ikke sagde, at jeg blev totalt opslugt.

“Kølig, frisk luft der rensede hans lunger og hans sjæl. En antydning af noget stort og solidt der rejste sig lige ved siden af ham.
Og så et behov for at vende tilbage til det velkendte, at samle tankerne og bearbejde alle indtrykkene inden han mistede forstanden.”

Vejen til Panteon er en fantasy-roman, der er en hyldest til genren. Og den er fyldt med referencer til kendte fantasyromaner eller -serier, så som Lord of the Rings, Harry Potter og endda Percy Jackson and the Olympians. For mig personligt vandt Boris lige lidt ekstra point ved at referere til Alagaësia, det land, eller univers om mand vil, som bøgerne om Eragon finder sted – det er nemlig en personlig favorit af mine og som jeg altid synes, bliver overset herhjemme.

 

Men det fungerer for bogen. Det fungerer måske især fordi, det er karaktererne selv, der laver referencerne, og altid i forhold til deres eget liv. Og jeg kan virkelig godt lide denne lille gruppe af karakterer. Lucas fortæller langt det meste af historien, og han er lidt af en sjov hovedperson. For i starten synes jeg faktisk, han var rimelig irriterende, fordi han havde en tendens til ikke rigtig at gøre noget ved de ting, han tænkte på og lidt for meget en idé om, at skulle redde især Cassandra. Men det gik også op for mig, at Lucas’ karakter er en af bogens styrker. For Lucas er ligeglad med krig og den fremmede verdens skæbne. Hans eneste mål er at finde Cassandra og hjælpe hende tilbage til Zonen og til ham. Til det liv, de kender. Og fordi Lucas ikke er den, der skal redde den anden verden fra krig eller overhovedet vil dette, får vi en historie, der på en gang føles som det bedste i klassisk fantasy og samtidig en ny vinkel. Læseren er lige så forvirret som Lucas over den anden verden, og hvor man kunne sige, at det ville forvirre mere end godt er, betød det for mig, at mysterierne omkring den anden verden netop blev så spændende. Jeg kunne ikke lade være med at forsøge at gætte, og jeg gættede helt sikkert forkert. Og til sidst kom jeg alligevel til at holde rigtig meget af Lucas.

“”En ganske anden slags rigdom. Jeg fornemmer helt ind i sjælen at det her sted har set meget, oplevet meget, og at årtusinders hemmeligheder ligger begravet overalt omkring os.”

Det der med at gætte forkert, det vil jeg lige sige lidt mere om. Jeg har ikke tænkt mig at give spoilers, blot vil jeg sige, at der virkelige er nogle overraskende twists – som ikke burde være twists, de efterlod mig mere med følelsen af “det burde jeg da have regnet ud selv”. For der var små tegn og hints. Og nogle gange bare nogle overraskelser. Og blandingen af de to er kun godt, det betød at jeg hverken sad og følte mig forvirret (mere end højst nødvendigt) og heller ikke kedede mig (på ingen måde).

 

Som sagt fortæller Lucas det meste af historien, men vi får også kapitler fra en af Empyrias engle, Saida. Jeg er meget spændt på at se, hvordan de to historier kommer til at flette sig ind i hinanden, forhåbentlig, og at vi kommer til at høre mere fra hende. Både fordi det var en meget fængende måde at få et indblik i den Anden Verden og få noget af det at vide, som Lucas ikke ved og ikke er interesseret i at finde ud af. Især fordi, jeg virkelig godt kunne lide hende og hendes forhold til den verden hun lever i og de andre engle, hun omgås. Bogen er kun på 429 sider, men der sker så meget fordelt mellem de to karakterers historier, at det slet ikke føles sådan. 

 

 

Som sagt, så er min første indskydelse at “pushe” denne bog til alle, der har en interesse i fantasy. Jeg har i mange år ikke rigtig læst dansk fantasy, ikke fordi det ikke rigtig har været der, men måske fordi jeg har haft en fornemmelse af, at det ikke kunne leve op til at brede udvalg fra Amerika.

 

Men Vejen til Panteon er helt sikkert et stærkt bud på dansk fantasy, når det er bedst. Jeg føler mig stadig en smule blæst bagover, selvom det er to uger siden jeg vendte den sidste side. Og jeg er spændt på, hvad der venter i det næste bind. Ind til da kan man altid gå ind på den tilhørende hjemmeside og læse mere bagom bogen og karaktererne.