Aftalt Spil (Off-Campus #1) af Elle Kennedy

Aftalt Spil (Off-Campus #1) af Elle Kennedy. Udgivet af Flamingo i 2016, oprindeligt udgivet i 2015. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk.
Hannah er på alle måder fuld af selvtillid; bare ikke når det kommer til sex og forførelse. Nu er hun blevet forelsket i Justin, men hvordan skal hun fange hans opmærksomhed? Den eneste måde er, at gøre ham jaloux. Også selvom det indebærer, at hun skal privatundervise den irriterende, barnlige, selvtilfredse ishockey-holdkaptajn, Garrett, i bytte for en såkaldt ‘date’. 
 
Men det går hurtigt op for Garrett, at han ikke bare vil være en brik i et barnligt spil. Han bliver nødt til at overbevise Hannah om, at den fyr, hun i virkeligheden er forelsket i, er ham.
 
Efter at have læst og nydt Cora Cormacks Losing It-serie, var jeg faktisk ret hooked på NA-genren. I lang tid har mine reoler været præget af Young Adult i mange forskellige genrer, men New Adult er primært “contemporary” og det er faktisk ret forfriskende, også at læse om karakterer i 20’rne. Karakterer, der går på universitetet og kæmper med de samme ting, som jeg kan genkende i min hverdag. Så jeg gav mig i kast med en serie, jeg havde set rundt om i blogland, nemlig Elle Kennedys Off-Campus. Først som lydbog, men jeg kan godt afsløre, at jeg forelskede mig så meget i serien, at jeg sidenhen har købt dem.
 
Den første bog, Aftalt spil handler om det noget umage par, Hannah og Garrett, i deres tredje år på college. Tropen “fake boyfriend” er mig langt fra ubekendt (fra de mørke fanfiction-teenage-år), men der er så meget mere i historien end det. Det er svært for mig ikke at holde inderligt meget af Hannah, der på trods af en dyster fortid stadig er et varmt og åbent menneske, og jeg elskede at man får så godt et indblik i hendes forhold til hendes roomie og bedste veninde Ally i løbet af bogen. I det hele taget er det en af de ting, jeg virkelig holdt af, at sidekaraktererne føles lige så veludviklede og helstøbte som hovedpersonerne – jeg kan da også lige så godt afsløre af i lig med Losing It-serien, så dukker en eller flere af bipersonerne fra denne bog op som hovedpersoner i de følgende bøger.

“Nogle gange sniger folk sig ind på én, og pludselig forstår man ikke, hvordan man nogensinde har kunnet leve uden dem.”

Muligvis er det, der gjorde at jeg i sidste ende ikke kunne andet end at give bogen fem hjerter, den måde Elle Kennedy fortæller både Hannah og Garretts historier. Det ville ikke give den mindste smule mening at fortælle det hele på én gang, men derimod langsomt, løbende, efterhånden som de begynder at stole mere og mere på hinanden. Og det er svært for mig at sætte fingeren på præcis det sted, hvor det sker. Lidt lige som ovenstående citat fra bogen siger. Jeg ved stadig ikke, hvordan jeg skal opsummere mine tanker op om denne bog. Jeg elskede den. den fik mig til at grine højt mange gange, græde, til tider meget, og alt der imellem, og jeg nød hvert øjeblik af det. Den er morsom og hjertevarmende, den er barsk og hjerteskærende, alvorlig og sjov – og sexet.
 
Jeg bliver nødt til at nævne Garrett. Ved første øjekast lader han til at være en total nar, den stereotypiske sportsidiot og mere eller mindre alt det, jeg ikke bryder mig om både ved karakterer og mennesker. Men fordi Elle Kennedy fortæller historien fra både hans og Hannahs synsvinkel, bliver det ret hurtigt gjort klart for læseren, at det blot er en stereotyp. Ganske vist en, Garrett langt hen ad vejen lever op til – udadtil. Men han er også typen, der vil gå langt for sine venner og selvom han godt kan opføre sig som en nar, er han samtidig nogle gange så latterlig at høre på, at det er svært at tage ham helt seriøst.
 
Lad være med at dømme den på bagsideteksten, der kan lyde som en slidt trope, for bogen gemmer på en rigtig fin historie mellem sine sider. Men jeg må også give en advarsel, for den arbejder også med nogle voldsomme emner, nemlig voldtægt og nogen der slår mindreårige. I samme åndedrag vil jeg så også gentage, at jeg absolut beundrer Elle Kennedy for den måde, hun behandler det på. For mig er bogen helt klat læseværdig.

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.