John Logan, tredjeårsstuderende på Briar University, kan få alle de piger, han vil. Ishockeystjernens liv er én lang række af fester og engangsknald, men bag den afslappede charme og det flirtende smil gemmer han på en voksende fortvivlelse over den mur, han kommer til at banke panden mod, når han dimitterer. En tur i kanen med den sexede førsteårsstuderende Grace Ivers er derfor lige præcis den afledning, han har brug for. Men på grund af en tåbelig misforståelse lægger Grace ham på is, og Logan beslutter sig for at bruge sit fjerde og sidste studieår på at bevise, at han er værd at give en chance til.Efter et alt andet end fremragende første år er Grace tilbage på Briar efter sommeren, og hun er ældre, klogere og så meget ovre den arrogante ishockeyspiller, hun havde været lige ved at forære sin mødom. Der er ingen, der skal ynke hende, og hun er ikke længere den stille mus, hun var, da de først mødte hinanden. Og hvis Logan forventer, at hun bare lægger sig på ryggen og tigger ham om mere, så må han tro om igen. Hvis han vil have hende tilbage, så må han arbejde hårdt for det.
Han har ret. Munsen har ikke det helt store at byde på. Så ser jeg på dammen i stedet for og ser Logan for mig som lille dreng. Hans skøjter flyver hen over isen, de blå øjne stråler, mens han styrter af sted, overbevist om, at hans dam er et helt hav. Verden er stsor og lys og fuld af muligheder.
Men som sagt, så kan jeg virkelig godt lide historien. Jeg elsker Grace og hendes imødekommenhed og ligefremme væremåde, der betyder at hun ofte ender med at sige de mest fjollede ting, når hun bliver nervøs. Og det er svært for mig ikke at holde endnu mere af hende, da hun vender tilbage til Briar efter sommeren og skal i gang med sit andet år og beslutter sig for at tage mere kontrol over hendes eget liv. Selv om det er langt fra uproblematisk og faktisk meget dramatisk, så nød jeg at følge udviklingen i hendes venskab med Ramona, eller måske det lidt modsatte. Og det samme med Daisy. Graces to veninder er så gennemgående forskellige, men på hver deres måde kan jeg godt lide dem alligevel.
Men det er Logan, der stjæler min opmærksomhed. Jeg er ikke lige så vild med ham, som jeg var med Garrett efter den første bog, måske fordi han er lidt for emo med hensyn til sin fremtid efter universitetet. Ikke at det ikke er forståeligt, faktisk tror jeg, at de fleste ville have det lige sådan, hvis de stod over for samme fremtidsudsigter, som han gør. Jeg elskede ham dog sammen med Grace. Hans flabede humor kombineret med hendes væremåde gjorde dem til en sand fornøjelse at følge. Denne her bog tilføjede også en del mere om Logan og de tre andre, han deler hus med uden for campus: Garrett, Dean og Tucker, hvilket jeg synes er fint, især fordi det er med til at binde bøgerne sammen endnu mere end de er, ved at karaktererne er med på tværs af hele serien.
“Skiderik!” råber hun, men hun fniser samtidig med, at hun knalder arrige knytnæver mod mig. “Jeg troede rent faktisk på, at du fortalte hende det!”
“Det var også meningen,” hulker jeg af latter og ruller os begge rundt, så hun kommer ned på ryggen, og jeg tårner ind over hende. “Undskyld. jeg kunne simpelthen ikke modstå fristelsen.”
Grace løfter hånden og knipser mig på panden. “Skid.”
Jeg taber kæben. “Knipsede du mig lige?”
Hun gør det igen.
“Knipsede du mig lige én gang til?”
Nu er det hendes tur til at hyle, for jeg kilder hende til døde. Og hun vrider sig på sengen og gør, had hun kan for at undslippe mine nådesløse fingre, alt imens jeg når til adskillige konklusioner.
Den første: Jeg har aldrig haft det så sjovt med en pige før i hele mit liv.
Den anden: Jeg har ikke lyst til, at det her nogensinde får ende.
Comments