Solbiens brod (Krøniken om Morika #2) af Sidsel Sander Mittet

Solbiens brod (Krøniken om Morika #2) af Sidsel Sander Mittet. Udgivet af Forlaget facet i 2017.

 

Tusind tak til Facet for anmeldereksemplaret. Alle meninger og holdninger er mine egne.

Jeg har her anmeldt den første bog i serien: Sandsnogens bid.

Den første serie, Morika, findes her: Rent blod, Vildhunden & panteren og Blodets bånd.

 

Krøniken om Morika er den anden serie, der foregår i landet Morika. At vende tilbage til Itua og Aatons univers var en ubeskrivelig glæde, til trods for at det er en på mange måder særdeles ubehagelig oplevelse. Vi kommer nemlig så tæt på krigen, som det næsten kan lade sig gøre, på begge sider, eller måske mere korrekt alle sider. Mittet kan noget særligt på det punkt, at få en til at føle en form for forståelse med begge fronter og under alle omstændigheder et klart billede af, at ingen side er rene helte eller engle. Konflikten, som optrappes i den første bog, begynder for alvor at bryde ud og mens jeg sad og læste, kunne jeg ikke lade være med at føle, at den lå og lurede lige under overfalden hele tiden, så det blev næsten umuligt at vende den næste side af frygt for, hvad der ville ske, samtidig med, at jeg på ingen måde ville lægge bogen fra mig. Heller ikke selv om der ikke bliver lagt skjul på de ret grusomme sider af krigsfærd.

Det første, der slog mig, da jeg begyndte at læse denne her bog, var, hvordan det konstant imponerer mig, hvor meget Sidsel Sander Mittet må have i hovedet om dette univers. Morikas historie, geografi og mange folkeslag, vis udlægninger af de samme begivenheder er så forskellige, at jeg godt kan forstå at karakterer i begge serier føler sig forvirrede over det, de får at vide eller lærer om deres eget land, folk eller fortid. Og derfor var det også for mig en rigtig positiv oplevelse af se spor af ting fra Morika-serien, detaljer som de forskellige slettefolks alliance eller de forskellige guddommes sammensmeltning. Jeg både gruer for og glæder mig til, hvad der sker næst og med den måde, som Solbiens brod slutter på, er det svært at vente. I en serie, hvor politiske spil, interne stridigheder og krig er så meget i fokus, er der ind i mellem alt dette strøget de yndigste vers fra sange eller digte, der hører hjemme in-universe, og minder læseren om, at det hele ikke er død og ødelæggelse, men også kærlighed, familie, forpligtelse over for ens folk, venskab og tolerance.

Jeg holder endnu mere af Itua i denne her bog end den forrige. Efterhånden er hun for alvor ved at blive til den sagnomspundne heltinde, som omtales i Morika-serien, og jeg elsker det. Hendes udvikling fra stædig, men uvidende adelig til en kampdygtig, snedig og opofrende kvinde er så skøn at følge med i, at jeg næsten kan tilgive, at hun meget af tiden ikke befinder sig sammen med Aaton. Jeg vil bare gerne have, at de skal være sammen! I det hele taget er det let at mærke, at karakterene får flere sider og bliver mere brogede efterhånden som historien skrider frem og det er noget, der virkelig får mit læserhjerte til at banke. Spring i tid og sted bliver båret af, at karaktererne handler som de gør og selv et par karakterer, som jeg ikke brød mig spor om i Sandsnogens bid begyndte at vinde indpas. Måske ender jeg endda med at elske dem, i den næste bog? Ind til dag, kunne jeg godt finde på at læse alle Morika-bøgerne igen, for Solbiens brod og resten af Morika-universet er en af de danske fantasyserier, der er kommet frem i de seneste år, som jeg ville ønske, jeg kunne anbefale til dem, der ikke læser dansk.