

Krøniken om Morika er den anden serie, der foregår i landet Morika. At vende tilbage til Itua og Aatons univers var en ubeskrivelig glæde, til trods for at det er en på mange måder særdeles ubehagelig oplevelse. Vi kommer nemlig så tæt på krigen, som det næsten kan lade sig gøre, på begge sider, eller måske mere korrekt alle sider. Mittet kan noget særligt på det punkt, at få en til at føle en form for forståelse med begge fronter og under alle omstændigheder et klart billede af, at ingen side er rene helte eller engle. Konflikten, som optrappes i den første bog, begynder for alvor at bryde ud og mens jeg sad og læste, kunne jeg ikke lade være med at føle, at den lå og lurede lige under overfalden hele tiden, så det blev næsten umuligt at vende den næste side af frygt for, hvad der ville ske, samtidig med, at jeg på ingen måde ville lægge bogen fra mig. Heller ikke selv om der ikke bliver lagt skjul på de ret grusomme sider af krigsfærd.
Det første, der slog mig, da jeg begyndte at læse denne her bog, var, hvordan det konstant imponerer mig, hvor meget Sidsel Sander Mittet må have i hovedet om dette univers. Morikas historie, geografi og mange folkeslag, vis udlægninger af de samme begivenheder er så forskellige, at jeg godt kan forstå at karakterer i begge serier føler sig forvirrede over det, de får at vide eller lærer om deres eget land, folk eller fortid. Og derfor var det også for mig en rigtig positiv oplevelse af se spor af ting fra Morika-serien, detaljer som de forskellige slettefolks alliance eller de forskellige guddommes sammensmeltning. Jeg både gruer for og glæder mig til, hvad der sker næst og med den måde, som Solbiens brod slutter på, er det svært at vente. I en serie, hvor politiske spil, interne stridigheder og krig er så meget i fokus, er der ind i mellem alt dette strøget de yndigste vers fra sange eller digte, der hører hjemme in-universe, og minder læseren om, at det hele ikke er død og ødelæggelse, men også kærlighed, familie, forpligtelse over for ens folk, venskab og tolerance.
Verden er våd og lys, himlen er tung af væde, sagde en af morikanernes gamle digtere. Hjertet er tungt af lykke, lykkelig nær ved at græde.
Jeg er glad for, at jeg ikke er den eneste som vil se Itua og Aaton lidt mere sammen 😉 skøn anmeldelse!
Ja ikke? Nu har man jo ventet og ventet på det i den første bog og så er de bare adskilt næsten hele tiden i denne her? Blev lidt trist xD Men måske i den næste … Mange tak, det er jo en skøn bog også!