

Jeg tror ikke rigtig, jeg før har læst en kærlighedsroman, hvor jeg egentlig ikke kunne se, hvordan de to hovedpersoner skulle finde sammen. Langt hen ad vejen var jeg ikke engang sikker på, om jeg ville have det eller ej. Colleen Hoover skriver virkelig skønt, noget jeg har hørt mange andre fortælle mig og derfor glædede jeg mig også til min første bog af hende. Og det var sandelig også en bog, der formår at spille på mange følelser, der var øjeblikket hvor jeg følte mig vred og oprørt på Sydneys vegne, ked af det på vegne af Ridge og smilende på grund af både store og små øjeblikke. Jeg var især glad for at opdage, at Hoover også har gjort noget ud af de andre karakterer, deres indbyrdes forhold og jeg er helt sikker på, at jeg aldrig ville have lyst til at bo sammen med Sydney og Warren, ikke fordi de ikke kan sammen, men netop fordi de så let bliver venner og deres hang til pranks ville drive mig til vanvid. Men jeg blev så glad af deres venskab. Selv om det er en rigtig sød bog og nok en meget virkelighedstro historie, så var der bare en del ved slutningen, som jeg ikke brød mig om. Jeg tror, jeg beskrev det som et “cop out” første gang jeg beskrev den. Det betød ikke, at jeg ikke nød historien, jeg kunne næsten ikke få mig selv til at lægge bogen fra mig, selv om jeg var træt og egentlig burde have delt læsningen ud over to dage. Jeg ville gerne se, hvad der skete, vide hvordan det skulle lykkedes for Sydney og Ridge at blive et par.
Der er kun seksogtyve bogstaver i det engelske alfabet. Man skulle tro, at det ville være begrænset, hvad man kan gøre med seksogtyvebogstaver. Man skulle tro, at der var et begrænset antal ting, de bogstaver kan få en til at føle, når de bliver blandet og skubbet sammen for at danne ord.
Min absolutte yndlingsdel af bogen er den rolle, musikken spiller. Jeg følte så meget lyst til at sætte mig ned med min egen guitar og spille, på trods af at jeg slet ikke kan finde ud af det. Sydney og Ridges kærlighed til musikken er så medrivende, at den smitter. Det er det, der i første omgang bringer dem sammen, før de overhovedet lærer hinandens navn at kende. Jeg spoiler ikke for meget ved at afsløre at Ridge er døv, hvilket jeg først ikke forstod, for han spillede guitar og sådan. Men jeg tænker som en, der kan høre og efterhånden som Sydney lærer, hvordan han har lært sig at spille, begyndte jeg også at forstå det. I øvrigt kan man faktisk høre de sange, Ridge og Sydney arbejder på i bogen, det kan gøres lige her. Jeg elskede det, jeg lyttede til en ny sang hver gang teksten dukkede op i bogen og selv om det på mange måder er langt fra den type af musik, jeg kan lide, så passede de så fint til bogens karakterer, at jeg kun kunne nyde det.


Fine billeder, Regitze! Det er sådan en fin og fjerlet bog, og det er virkelig skønt at se, hvor godt forfatteren formår at inkorporer musikken i bogen. Det fungerer virkelig godt.
Tusind tak, Nikoline! Det er virkelig kommet bag på mig, hvor mange der har synes om det, jeg morede mig bare med at prøve noget andet (selv om det blæste og var vildt koldt!) Lige netop, det var noget helt nyt og samspillet fungerede så fint.