Skyggernes dronning (Ravenspire #1) af C. J. Redwine. Udgivet af Turbine i 2016, oprindeligt udgivet i 2016 under titlen The Shadow Queen. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk.
Bogen blev sponsoreret af forlaget Turbine til bogbloggetræf 2016. Alle meninger er mine egne!
Lille spejl på væggen der. Hvem er den mest magtfulde i landet her?
The Shadow Queen – Skyggernes dronning er en mørk fantasy-fortælling inspireret af eventyret om Snehvide. Lorelai Diederich, kronprinsesse på flugt, har en mission: at dræbe den onde dronning, der tog Ravenspire-tronen og slog hendes far ihjel. For at gøre dette, må Lorelai bruge det ene våben, hun og dronning Irina har til fælles: magi. Lorelai bliver nødt til at være stærkere, hurtigere og mere kraftfuld end Irina, den farligste troldkvinde, Ravenspire nogensinde har set.
I det nærliggende rige Eldr får den næstældste prins Kol pludselig ansvaret for at redde sit kongerige, da Kols far og storebror bliver dræbt af en invaderende hær af trolde.
Kong Kol får brug for magiens kræfter, og hans eneste mulighed er at lave en aftale med dronningen af Ravenspire. Han skal være dronningens personlige jæger og bringe hende Lorelais hjerte.
Men Lorelai er slet ikke, som Kol forventede – hun er smuk, hård og ustoppelig – og på trods af hans brug af mørk magi tiltrækkes Lorelai af den lidenskabelige og plagede konge. Mens Lorelai kæmper for at være et skridt foran dragejægeren – som hun fatter langt mere sympati for, end hun burde – gør hun alt i sin magt for at ødelægge den onde dronning. Men Irina vil ikke give op uden kamp, og hendes sidste skridt kan koste prinsessen den ene ting, hun stadig har tilbage til at miste …
På trods af, at dette her er en genfortælling af eventyret om Snehvide, så overraskede bogen mig faktisk positivt. Jeg er glad for eventyrgenfortællinger, men mange af dem har det med at holde sig så meget op af det originale eventyr, at der på trods af de mange ændringer, nye elementer, karakterer og en ny verden, forbliver forudsigelige og kedelige. Skyggernes dronning gjorde ikke dette. Set uppet er klassisk Snehvide, og der går da også linjer igen i løbet af bogen, som virker direkte taget ud af det gamle eventyr. Men det afviger også hurtigt. Hele universet er anderledes, og med hjælp fra kortet i starten af bogen, var det let nok at holde styr på, hvor i den opbyggede verden, man befandt sig. Jeg fandt Lorelai ret flad til at begynde med, det virkede som endnu en bueskydende YA-heltinde. Jeg ville sammenligne hende med Katniss, indtil hendes personlighedstræk for alvor begyndte at vise sig, og hun kom til at fremstå meget mere kompliceret. Men egentlig ville jeg virkelig gerne have set mere fra den anden hovedpersons synsvinkel, prins Kolvanismir. Jeg ved, at der er en bog til i serien og jeg håber virkelig på, at han får mere “screen time”. Selve historien læner sig meget op af det originale eventyr, plotmæssigt, så derfor er der få overraskelser undervejs.
“Hvis hun bad inderligt nok om det, ville skovbunden måske åbne sig og opsluge hende. Hvis der var bare den mindste retfærdighed til i verden, ville den også opsluge Leo.”
Det, der nok for alvor gjorde, at jeg var så glad for bogen, er karakterernes indbyrdes forhold. For historien lider nogle gange ret voldsomt under den gamle knaste: “show, don’t tell”. Der bliver genfortalt en del og jeg kunne godt savne lidt action og lidt variation i tempoet undervejs. Men den måde, de forskellige karakterer opfører sig over for hinanden var til gengæld veludført i mine øjne. Specielt forholdet mellem Lorelai og Leo, hendes lillebror. Jeg nød at se, at på trods af at de mister deres forældre tidligt og har levet på flugt i årevis ved bogens start, har de stadigvæk indbyrdes morsomheder, og Leos sarkasme var helt sikkert en medvirkende faktor til, at Lorelai ikke kom til at virke alt for grublende. På samme måde var det fedt, at Kols venner også får lov til at være med og vise sig som mere end bare navngivne venner, der forsøger at hjælpe ham med at redde landet. De har helt tydeligt deres egne personligheder, der var med til at gøre læseoplevelsen interessant.
Jeg var underholdt. Og jeg kunne faktisk godt lide Redwines fortolkning af det klassiske eventyr, som på trods af nogle mangler, formåede at være en ret god historie. Der kommer desuden en bog til i serien, hvilket jeg glæder mig til. Jeg vil meget gerne læse mere om Kol og Lorelai og de andre og forhåbentlig få mulighed for at lære mere om deres verden.
Comments