Vi andre bor her bare af Patrick Ness. Udgivet af Gyldendal i 2016, oprindeligt udgivet i 2015 med titlen The Rest of Us Just Live Here. Læst på dansk, originalsproget er engelsk.
De fleste af os er ret normale, vi glemmer det bare af og til. Mikey i “Vi andre bor her bare” er også helt normal. Han går på gymnasiet, glæder sig til galla, er nervøs for at invitere Henna med og så bekymrer han sig forresten også om at bestå sin eksamen.
Det helt normale kan godt være ekstraordinært, det handler bare om at lede efter dét, der kan gøre det, det. “Vi andre bor her bare” af Patrick Ness er en alletiders ungdomsroman, der sætter spørgsmålstegn ved det normale. I Mikeys liv kan selv små ting forandre det hele, det ved han bare ikke endnu.
Jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg først faldt over en internet-post, om de andre Hogwarts-elever på Harry Potters tid og hvor frygteligt irriterende det må være, at ens uddannelse hele tiden bliver forplumret, fordi Harry lige skal redde verden fra Voldemort en gang til. Og nu kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det har været noget lignende, der har inspirereret Patrick Ness til at skrive
Vi andre bor her bare. Den handler ikke om den udvalgte, den der skal redde verden denne her gang – og springer skolen i luften i samme ombæring. Den handler ikke om dem, med de ualmindeligt specielle navne. Den handler om Mike.
Han er på ingen måder udvalgt, i en typisk YA-roman ville han være en af dem, der måske ville blive nævnt ved navn, men egentlig ikke har noget med heltens historie at gøre. Og det er synd. For som Ness viser, så har Mike også meget at byde på. Mike er en typisk teenager, han er snart færdig med high school, hans forældre er måske lidt mere specielle end andre og de fleste af hans tanker kredser om, at han ikke helt tør spørge Henna, om de skal følges til galla. Der er ikke meget specielt over Mike, og så alligevel. Selv om han er den typiske teenager, er Patrick Ness virkelig god til at gøre ham til en unik person. En, hvis særtræk ikke kendetegner ham, men fuldender ham. Og hans historie er på ingen måde kedelig.
“på en måde forstår jeg det nok godt,” siger han. “Du er allerede nioghalvfems procent væk herfra, ikke? Det eneste, du har lyst til, er at bruge de sidste uger på at være så meget sammen med dine venner som muligt, for du har ikke lyst til at skulle forlade dem, når du rejser. Og så kommer den her påtrængende type, som bryder ind i jeres tæt sammenvævede gruppe, lige når du har allermest brug for den.”
Der sker noget ret interessant, når man læser denne her roman. De fleste ville være ret hurtige til at kategorisere den som fantasy, jeg selv inklusive. Men egentlig, når jeg tænker nærmere efter, skabes der i Vi andre bor her bare et møde mellem en klassisk fantasy-historie og en “coming-of-age” ungdomsroman. Og i mødet mellem de to genrer, har Patrick Ness skabt en historie og et univers, jeg ikke har set før. Historien om Stachel og Finn, der skal redde verden bliver fortalt i begyndelsen af hvert kapitel næsten som om det var et kapiteloutline: “kapitel 5, i hvilket ….”, og så får vi Mikes historie bagefter. En historie, der ikke går ud på at redde verden, men om at klare sig igennem hverdagen. Og jeg kan ikke lade være med at beundre det, Patrick Ness gør. Det vidunderlige i det metaperspektiv, han lægger over den klassiske ungdomsroman og i hvordan han undgår at gøre historien til en kliché.
Mike er slet ikke den typiske helt. Oven i hverdagens problemer med en meget politisk mor, der næsten åbenlyst ignorerer problemerne i familien, med den alkoholiserede og meget fraværende far, Mikes søster Mels bekæmpelse af sin spiseforstyrrelse og Mikes egen OCD. Men det, Ness gør så fint, er den måde han behandler alle disse emner på. Mike er ikke sin OCD, Mel er ikke sin spiseforstyrrelse. De er stadig mennesker og mangfoldigheden er stor i denne her bog. Ingen af karakterne er ens, og ingen af dem er flade eller falder i baggrunden. Som de fleste andre, bor de der bare, og forsøger at leve et normalt og sammenhængende liv både inde og uden for hjemmets fire vægge. Vi andre bor her bare er fyldt med karakterer, som man kan se sig selv i, uanset hvem man er eller hvordan man ser ud. Historien er fyldt med humor, på trods af dens mange hårde emner, men det hele går så godt i spænd. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle forvente, da jeg satte mig til at læse denne her bog, men den var alt det, jeg kunne håbe på.
“I behøver ikke behandle mig, som om jeg går i stykker,” siger jeg, “I gør det alle sammen. Mikey med OCD’en. Mikey, nu på medicin…”
“Det har vi aldrig gjort, Mike…”
“Mel døde. Hun har det stadig underligt med mad, men ingen behandler hendes anderledes. Det skal de helleri kke. Det gør jeg heller ikke. Det bruger jeg meget tid på.”
“Jared er kvart gud, Mike. Og jeg har nogle langt-ude forældre, som slæber mig med til en krig for at snakke om Jesus og fødder. Alle har noget. Det er ikke engang kun os, det er alle, vi kender.”
