Simple living af Nadia Plesner. Udgivet af Lindhardt og Ringhof i 2015.
Bogen blev sponsoreret af
Lindhardt og Ringhof til bogbloggertræf i 2015. Alle meninger er mine egne.
“Simple living. Kamp og kunst fra en campingvogn” er skrevet af Nadia Plesner, der fortæller sin historie om hvordan man som en helt ung og ukendt kunststuderende kan kæmpe en hård kamp for kunstnerisk ytringsfrihed.
Nadia Plesner tog til udlandet for at leve et drømmeliv med mand og studie, men snart fandt hun sig selv bedraget og forladt i en klam campingvogn, og så begyndte hendes livs kamp mod modehuset Louis Vuitton.
“Simple living. Kamp og kunst fra en campingvogn” er en spændende og biografisk fortælling om hvordan man kan gøre det næsten umulige.
Jeg ved ærligt talt ikke, hvordan jeg skal anmelde denne her bog. Det er sjældent, at jeg læser non-fiktion, og jeg tror heller ikke, jeg har anmeldt noget før. For mig afhænger en læseoplevelse af alle mulige elementer som plottet, karakterene, universet og ting, jeg slet ikke tænker over, men som er med til at jeg lever mig ind i historien. Man kan bare ikke lægge de samme tanker ned over en bog som Simple living, for det handler ikke om karakterer, men om meget virkelige mennesker. Det handler ikke om et eller andet fantastisk univers, eller opfundne karakterer i en verden der ligner vores til forveksling. Det er vores verden og den er fuld af mindst lige så mange problemer og uretfærdigheder, for ikke at sige rene uhyrligheder, som fiktionens verden kan være.
Når jeg nu skriver det, kan jeg ikke lade være med at se det i bogen selv, i det mærkværdige forhold til verden omkring om, som Nadia Plesner beskriver og oplever det igennem avisernes overskrifter og hvad de vælger at dedikere spalteplads til. Den rigtige verden, der er grusom og til tider direkte uhyggelig, er ikke nær så spændende som underholdningsstoffet. Det er det uforklarlige forhold, som sætter Plesner i gang med det, der skulle blive til en tegning, der førte til retssager, invitationer til FN, muligheder for at gøre noget for andre og meget andet.
Jeg har ofte haft det svært med tonen i nødhjælpskampagner. For uanset hvor prisværdigt budskabet er, og hvor nødvendigt det er at hjælpe det pågældende sted, så er der altid et element af underholdning. I Danmarks Indsamling samler vi millioner af kroner ind til gode formål, e det er med kulørte lamper, stjerner, jingles og flotte præmier. Hjælp de sultende og vind en bil! Og det er tydeligt, at enhver god sag helst skal have en berømthed til at stå forrest. Skal vi underholdes, for at vi kan forhold os?
Jeg kan virkelig godt lide denne her bog. Det var for mig helt umuligt ikke at blive påvirket af Nadias historie, både den personlige og den professionelle, og da de to kolliderer. Det er muligt, at det ikke er den største litterære bedrift, men historien er stærk nok i sig selv. Og den er helt sikkert stadigvæk relevant, selv om det ikke er alle, der ender i kæmpemæssige retssager og midt i en mediestorm, det er ikke engang alle, der er kunstnere. Simple living er en biografi, det er en bog, der vil appellere til kunstinteresserede, den stiller spørgsmål om menneskets vilje til at hjælpe andre eller lukke øjnene forrest, viser forskellige sider af, hvordan man bedst kan hjælpe uden at tage fuldstændig stilling til, hvilken metode der er rigtig, skønt det er at vakle på en knivspids. Men det er også en personlig historie, om en ung kunstner, der forsøger at finde sig selv, at finde kærligheden og at finde ud af, hvad hun skal med sit liv. Og at man ikke behøver gøre det samme hele livet. Jeg vil ikke sidde og påstå, at man straks går ud og forsøger at redde verden, når man har læst bogen, men den er tankeprovokende, ligesom den er hjerteskærende, morsom og indlevende.
Det betyder noget at vi er her, og det betydre noget, hvad vi siger.
