
The Circle af Dave Eggers. Udgivet af People’s Press i 2015. Oprindeligt udgivet i 2013. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk.

Bogen blev sponsoreret til bogbloggertræf i 2015 af People’s Press.
Da Mae bliver ansat i firmaet Circle, det mest magtfulde internetselskab i verden, tror hun, at hun har fået sit livs chance.
Hendes begejstring vil ingen ende tage, da hun bliver vist rundt i Circles åbne kontorlandskab, ser kantinens uendelige glaslandskab og de hyggelige værelser for dem, der hænger ud og ender med at sove på kontoret. Hun er fascineret og betaget af firmaets dynamik og moderne holdning til arbejde, de fede fester, musikerne, der altid hænger ud på plænen foran, aktiviteterne og klubberne for alt, hvad hjertet kan begære.
Ikke engang da hendes liv uden for kontoret langsomt sygner hen, mærkelige sammenstød med kollegaer ryster hende, eller da hendes egen rolle i Circle bliver mere og mere … offentlig. Det, der begynder som en fængslende historie om en ung kvinde med ambitioner og idealisme, forvandles til en neglebidende thriller, om erindring, historie, det personlige, demokratiets og grænserne for den menneskelige erkendelse.
Det kan lyde sært, men jeg kan lige så godt starte ud med at indrømme, at jeg specielt var ret imponeret over denne her bog, fordi den skræmte mig. Og den gjorde det på den helt rigtige måde. Den er ikke skræmmende, fordi den indeholder monstre eller mord, men fordi den indeholder mennesker. Mennesker som Mae, der gennemgår en ret stor, men gradvis og snigende forvandling i løbet af bogen, som gav mig en knude i maven, der bare voksede, jo mere jeg læste. Og jeg kunne virkelig ikke lade være med at læse videre.
Da vi først møder Mae, er hun lige blevet ansat i firmaet The Circle og er ovenud lykkelig for den chance, hun har fået. Hele hendes arbejde virker ret overældende og der går ikke lang tid, før hun får flere og flere skærme på sit skrivebord og flere og flere ting, hun skal tage stilling til. Hendes vanlige arbejdstider, besøg hos sine forældre og alene-tid i kajakken på søen bliver meget hurtigt et omstridningspunkt, og det er her, jeg tror bogen har en af sine styrker. Jeg blev simpelthen så frustreret over den måde, Mae nærmest går ud fra, at hun kan fortsætte med sit liv som hun plejede før, bliver set ned på og vendt om, så det nærmest bliver Mae, der har gjort noget forkert ved ikke at dele alt. For selv om jeg blev frustreret, og faktisk på et tidspunkt endte med at råbe af min bog, så læste jeg videre. En bog, der kan fremkalde så umiddelbare og voldsomme reaktioner, er virkelig sjælden for mig og det betød kun, at jeg holdt af bogen, selv om den irriterede mig.
For jeg tror egentligt, at grunden til at den irriterer mig, er netop fordi den skræmmer mig. Mae er en fantastisk hovedperson, fordi Eggers igennem hende fortæller en historie, som kunne være om hvem som helst af os, hvis ikke man passer på. På mange måder mindede bogen mig om Netflix-serien Black Mirror, og ikke blot behovet, men kravet om at være online hele tiden. Nu og da blev jeg nærmest helt forskrækket over Maes naivitet, men det er ofte fordi, hun ganske enkelt bliver lige så stille “programmeret” til at tænke på en bestemt måde.
Det bedste ved bogen er, at den er let at læse for alle. Sproget er ikke specielt svært, selv om der nu og da er en del tekniske forklaringer og en masse tal, især i forbindelse med salg og lignende, så der skal man lige holde tungen lige i munden. Men på trods af, at det måske ikke er en stor sproglig bedrift, så er denne her bog en virkelig effektfuld fortælle bedrift. Den bliver ofte sammenlignet med George Orwells 1984 og jeg kan godt forstå hvorfor. Dave Eggers’ bog er i mine øjne en slags moderne udgave eller genfortælling af Orwells klasikker og jeg er vild med begge bøger for hver deres grunde. The Circle virker på mange måder nutidig, og samtidig fremtidsdystopisk, og det er nok det, der gjorde den så skræmmende for mig. Den er ubehagelig, fordi det samfund den præsenterer, virker så muligt. Den kommer til at lægge i baghovedet på mig i et godt stykke tid, selv om knuden i maven er ved at være opløst.