Måske for evigt af Malene Ripullone. Udgivet af mellemgaard i 2017.
Reklame. En stor tak til forfatteren Malene Ripullone og forlaget for anmeldereksemplaret. Alle meninger er mine egne.
Mille og Marco har været sammen i sytten år og er nået til en blindgyde i deres forhold. De sidste mange års kriser, hverdagslivet med job, regninger, to små døtre og praktiske gøremål tager al deres tid, og de glemmer sig selv og hinanden. Opgivende og uden håb rejser Marco væk og efterlader Mille tilbage med børnene. Han tager til sin familie i Italien for at reflektere over sit liv, og om de har en fremtid sammen. I mellemtiden står Mille tilbage og må bearbejde de sorger, der følger med deres brud. Via tilbageblik til den sommer i Paris, hvor de indledte et passioneret og lidenskabeligt kærlighedsforhold, genfinder hun sig selv og sine drømme. Men er Marco en del af dem? Måske for evigt er en intens og forførende kærlighedshistorie om store følelser, livets kriser, om at tabe og genfinde sig selv. En kærlighedshistorie, der går lige i hjertet.
Denne her bog altså! Måske for evigt var en virkelig rar læseoplevelse, på trods af at den tager udgangspunkt i en virkelig hård situation. De første 100 sider tog da også længere tid at læse end jeg havde ventet. Det er aldrig sjovt eller rart på nogen måde at gå igennem et brud, og Malene Ripullone beskriver meget rammende de tanker, hovedpersonen Mille går rundt med, så jeg ikke kunne lade være med at blive påvirket af det. En gang i mellem blev jeg derfor simpelthen nødt til at lægge bogen fra mig et øjeblik og trække vejret. Jeg kunne ikke lade være med at bemærke en detalje, som jeg synes var umådeligt interessant, selv om jeg ikke var særlig sikker på, hvorvidt den havde nogen betydning. Mille tænker, i hvert fald i begyndelsen, utroligt meget i definitive baner; Marco vil rejse, fordi han ikke elsker hende, fordi han vil gå fra hende for altid. På trods af at det ikke er det, han siger, så er det, hvad Mille hører. Det er blot en detalje, men en, jeg ikke kunne lade være med at hænge mig fast i. Lige på det punkt fandt jeg Mille både irriterende, men også en karakter, der var spændende at følge, for jeg kunne virkelig mærke hendes udvikling igennem bogen. Det er igennem hende vi får langt, langt det meste af historien og derfor er det også hende, der får meget af min sympati, simpelthen fordi det er hende, man lærer bedst at kende.
Måske for evigt præsenterer forholdet mellem Mille og Marco på to forskellige måder; begyndelsen i al dens stormfulde passion, men også usikkerheder og forvirring, og så det, der måske er slutningen. Begyndelsen fylder meget mere end slutningen, og det føles heller ikke rigtigt at kalde den det. Det er ganske vist slutningen på bogen, men man behøver kun at skæve mod titlen for at indse, at det ikke er definitivt, hvorvidt den krise, Mille og Marco befinder sig i, er slutningen. De to forskellige tider gør, at man ikke kun får et indblik i, hvordan karaktererne og deres forhold har udviklet sig, men det er stadig kun to tider med 17 års mellemrum og jeg ville så gerne have haft noget fra ind i mellem de to tidspunkter, noget der kunne forbinde de yngre karakterer med dem, der er blevet til. Måske naturligt nok identificerede jeg mg mest med de unge Mille og Marco, der møder hinanden i starten af tyverne og derfor er mere jævnaldrende med mig end de 17 år ældre personer. Jeg har aldrig været i slutningen af trediverne eller stået i en situation, der bare minder mig om den, som Måske for evigt handler om, og derfor ser jeg det som en klar styrke i bogen, at den alligevel fik mig til at føle, at jeg forstod dem. På det punkt mindede den mig om bøger, jeg har læst af Jojo Moyes, for lige som de bøger, fortæller Ripullone en skøn og virkelighedstro kærlighedshistorie, der samtidig inddrager de mindre fine sider som jalousi og tab, behovet for at være sig selv uden at glemme at være et par, at være kærester samtidig med at man er forældre og meget andet. Bogens slutning kom en smule bag på mig, men som den i grunden håbløse romantiker jeg er, kan jeg ikke lade være med at forestille mig at jo, det kan godt være for evigt.
