Odinsbarn (Ravneringene #1) af Siri Petterson

Odinsbarn (Ravneringene #1) af Siri Petterson. Udgivet af Høst og Søn i 2016, oprindeligt udgivet i 2013. Læst på dansk, originalsproget er norsk.

 

Det forekommer mig, at alle og enhver nærmest har læst denne her serie allerede, men når jeg snakker om bogen, er der virkelig mange, der ikke kender til den endnu. Og det er virkelig en skam, for Odinsbarn er en fantastisk begyndelse på en serie, jeg ikke vidste, at jeg i den grad manglede. Ravneringene tager sit udgangspunkt i nordisk mytologi, men i en verden, der er helt anderledes end det, man kender til i forvejen. Eller i hvert fald det, jeg kender til nordisk mytologi. Det bliver aldrig helt præciseret, hvor hovedpersonen Hirka og de andre er, hvad deres verden kaldes, men en ting er sikkert. Her er det magi, der er virkelighed og mennesker er nærmere en myte, en overnaturlighed, som de fleste ikke helt tror på. Og midt i denne verden møder vi Hirka, en 15-årig pige, der ikke er helt som alle de andre, ikke kun på grund af hendes personlighed, der gør at hun skiller sig ud fra de andre piger i den lille landsby, men også på grund af hendes og hendes fars isolerede liv i et hus, de andre indbyggere mener er hjemsøgt. Men også fordi hun er den eneste, der ikke har en hale. Det, der sætter gang i handlingen er denne manglende hale, for indtil nu har Hirka, og alle andre, troet, at hendes hale blev taget af en ulv, da hun var et spædbarn. Og da hendes “far” fortæller hende sandheden, at hun aldrig har haft en hale, falder Hirkas verden bogstavligt talt sammen og går op i flammer.

 

Jeg er aldrig stødt på udtrykket “odinsbarn” før i forbindelse med nordisk mytologi, men det giver faktisk rigtig god menneske. Hirka er et odinsbarn, en skabning fra en anden verden, der siges at medbringe en råddenskab fra denne verden, der gør, at hun ved, at alle hun kender vil vende sig imod hende, hvis de lærer sandheden at kende. Og en af de ting, jeg synes var rigtig gode ved denne her tanke er, at Hirka selv har lignende fordomme (der bliver til ret voldsomme bekymringer) om odinsbørn, også kaldet mennskr, og de forsvinder ikke bare lige med det samme, da hun finder ud af, hvad hun er. Hirkas flugt fra den landsby, hun bor i, er ikke kun for at slippe for naboernes reaktioner, men for at redde sit liv. Som 15-årig skal hun nemlig, som alle andre, deltage i Ritualet, hvor alle bliver testet i Evnen. Men som odinsbarn har Hirka slet ikke Evnen og når det bliver opdaget vil hun være i livsfare. Hun rejser ikke ud for at redde verden, men flygter for redde sit liv.

 

Det havde dog været en umådeligt selvisk historie, hvis den stoppede der. Og det gør den heldigvis ikke, faktisk sker der rigtig meget derefter, der får Hirka til at vende om og begynde aktivt at deltage i den årelange kamp for at bevare og beskytte den verden, de lever i. Det tog mig et øjeblik at sætte mig ind i, hvad og hvor jeg var, da jeg begyndte at læse, for bogen starter meget midt i det hele, og man får aldrig rigtig en forklaring på, hvor man er. Siri Pettersons beskrivelser af omgivelserne er livlige og smukke, men jeg ved stadigvæk ikke i hvilken af de 9 verdener i nordisk mytologi, historien tager sit afsæt i. Jeg har dog en fornemmelse, men jeg vil ikke spoile bogen for andre læsere, så det holder jeg lidt for mig selv. På samme måde er jeg heller ikke helt sikker på, hvad karaktererne er. De bliver beskrevet som værende af Ymsslægt, hvilket leder mine tanker hen mod jætter, men så alligevel ikke. Men selv om bogen føles lidt som at snuble over sine egne fødder, så tog det heller ikke lang tid, før jeg var opslugt af universet. De mere end 500 sider forsvandt mellem mine hænder, mens jeg fulgte med i Hirkas rejse tværs over landet, ind i fjendeterritorie og tilbage igen, mens vi en gang i mellem fik kapitler fra to andre synsvinkler, der gav et ret interessant billede på den verden, vi befinder os i.

 

Odinsbarn er den fantasy af den slags, jeg ganske enkelt elsker. Et helt unikt univers, med magiske væsner og finurlige skabninger. Der er politiske intriger, spørgsmålet om godt og ondt bliver vendt om igen og igen, personlige frihed over for familiens forventninger blandet med magiske evner og ganske enkelt bare en virkelig spændende historie fortalt i et sprog, der til tider kan blive lidt tungt, men samtidig er fyldt med sætninger, der skiller sig ud i deres utroligt smukke formuleringer. Den slutter på lidt af en cliffhanger, så jeg glæder mig til at læse videre.