A Court of Thorns and Roses (A Court of Thorns and Roses #1) af Sarah J. Maas

A Court of Thorns and Roses (A Court of Thorns and Roses #1) af Sarah J. Maas. Udgivet af Bloomsbury i 2015.

 

Feyre is a huntress.

A Court of Thorns and Roses har været på min radar så længe, at det er lidt sært, at jeg først har fået læst den nu. Men den var absolut det værd, selv den lange ventetid og de mange forventninger, endte ikke med at overskygge historien. Det er en genfortælling af Beauty and the Beast, men som sådan følte jeg ikke, at det var en decideret genfortælling. Jeg havde ikke en fornemmelse af, at historien holdt sig for meget til det oprindelige eventyr og karaktererne var heller ikke flade kopier, men havde deres egne personligheder og motivationer. Selve historien er ret spændende, jeg havde hele tiden på fornemmelsen, at Feyre nu og da kom tæt på noget og var lige ved at opdage noget, der kunne løse de mysterier eller hemmeligheder, hun er omgivet af. Mest af alt kunne jeg faktisk godt lide, at det er Feyre selv, der aktivt vælger at gøre hvad hun kan for at redde Tamlin, men der er et element af skyldfølelse, der spiller ind.

 

Selve historien er ret velovervejet. Ting, der ikke giver mening i eventyret, har en forklaring i denne her bog. Det tager noget tid, før handlingen for alvor kommer i gang, men derefter tager den også ret meget fart og der sker en masse ting, man skal have med. Den lidt langsomme start gør ikke mig noget, jeg kan godt lide at karaktererne får mere plads til at udvikle sig og universet bliver bygget op. Bogen har et element af konflikt, der ligger og ulmer under alt det andet, konflikten mellem mennesker og feer. Eller Fae, for hvis du tror, at du kommer til at møde Klokkeblomt-lignende feer i denne her bog, så tager du fejl. Feerne i Sarah J. Maas’ univers er langt fra små og søde og menneskets venner. Tværtimod. Men mere i fokus er striden internt mellem Feerne, en strid, som Feyre vil gøre alt for ikke skal nå menneskene, der vil være magtesløse over for Feernes magiske kræfter.

 

Jeg var vild med denne her bog nærmest fra starten af og jeg forstår godt, at den har fået rigtig meget ros rundt omkring. Karaktergalleriet er spændende sammensat, og jeg er så glad for at der er noget dybe i Feyres familie, i stedet for at de bliver castet til “de onde søstre” og derefter glemt til fordel for Feyres nye verden. Men min eneste anke er, at jeg på ingen måde kan sætte mig ind i hvorfor Feyre skulle være forelsket i Tamlin. Det føles fladt og underudviklet og jeg var mere interesseret i hendes venskab med Lucien, der bliver udviklet meget mere og som man virkelig kommer i dybden med. Og den tilsyneladende fjendtlige Rhysand. Det føltes ikke som den irriterende insta-love, der er kendt fra rigtig meget YA, for Feyre er langt, langt fra positivt indstillet over for Tamlin i starten. Det virker bare meget pludseligt, at hun er forelsket i ham. Det forhindrede mig dog ikke i at være glad for bogen på nogen måde, og jeg er glad for, at jeg allerede har de næste bøger stående, for jeg vil virkelig gerne læse videre. Jeg håber, at resten af serien fortsætter i samme fængslende og drømmende stil, med detaljeorienterede beskrivelser, for det er noget, Maas gør rigtig godt i A Court of Thorns and Roses.