Lucas’ jagt på Cassandra fører ham til Skrønebugten hvor en konflikt mellem ældgamle kræfter er på kanten til at bryde ud. Før han og hans venner kan finde Cassandra igen, må de først opsøge Akkana, gådernes gudinde, og prøve at forstå de mystiske begivenheder der truer med at opsluge hele Panteons verden.
Samtidig modtager krigerenglen Saida en anonym besked der sætter hende på sporet af en forsvunden ven. Hendes efterforskning afslører en side af Empyria hun ikke kendte til, fyldt med konspirationer og løgne. Nogen forsøger at skabe splid mellem englene, men alles blik er rettet et andet sted hen, for noget tyder på at Empyria snart må drage i krig mod en frygtindgydende fjende.
Alt dette er Mehmet uvidende om. Han lever et ensomt liv i skyggerne af Storbyens skyskrabere, men selv i en verden uden guder og engle findes der hemmeligheder. Rygter siger at hjemløse mennesker er begyndt at forsvinde fra byens regnvåde gader. Og da Mehmet modtager et råb om hjælp fra fortiden, begynder hans egen rejse … ind i Storbyens mørke hjerte.
Som bagsideteksten afslører, følger man i denne her bog tre forskellige personer, Saida og Lucas, hvis synsvinkel man også fik i den første bog, og Mehmet, Lucas’ og de andres ven fra Zonen. De to første befinder sig i den fremmede verden, hvor deres historier udspiller sig og Mehmet i Storbyen. Og i Akkanas Gåde får man for alvor den blanding af fantasy og dystopisk science fiction, som der blev hintet til med den første bog. Og personligt er jeg ret imponeret over den måde, Boris Hansen formår at få begge dele til at blive lige spændende og gøre mig lige interesseret i begge, eller alle tre, spor i historien. Det sker nemlig ofte, at når en bog er fordelt mellem flere forskellige synvinkler, så er det ikke ligefrem alle, man er lige interesseret i. Men jeg ville både vide, hvad der skete med Saida og Mardelus og hvad der er afbilledet dybt nede under Empyria, mens jeg ville følge Lucas, Ron og Theodors jagt på at finde Cassandra og deres oplevelse med Akkanas gåde og ikke mindst hvad der foregår i Storbyen og hvilken hemmelighed, Mehmet og Julia kommer på sporet af. Der sker så meget i denne her bog, takket være de tre plotlinjer, og det var ikke altid let at lægge bogen fra mig, når jeg blev nødt til at sove.
Det er sådan med denne her serie, at bøgerne ikke ender på en klassisk “hvad-sker-der-nu” cliffhanger. Jeg vil stadig utroligt gerne vide, hvad der sker næst, og glæder mig allerede virkelig meget til at finde ud af det, men der er en anden følelse, der fylder mere. Og det har været den samme for begge bøger. Der sker nemlig noget hen mod slutningen af denne her bog, som fik mig til at stoppe op et øjeblik, og så tænkte jeg “hvorfor i al verden havde jeg ikke set det komme?”. Præcis som med den første bog kommer der en afsløring, en slags plottwist, der giver så meget mening, at jeg sad og tænkte på, hvorfor jeg ikke havde set det komme. De to sider af historien, de to genrer, som bogen er blandet af, hænger sammen på en helt speciel måde, der fik mig til at måbe. Ikke fordi det ikke gav mening og ikke fordi, jeg ikke brød mig om det. Men fordi det er genialt. Og fordi det gav nogt af et sug i maven, da jeg læste det.
Jeg hørte Boris tale om bogen til Fantasyfestival, hvor den udkom, og han snakkede meget om, hvordan denne her bog er spørgsmålenes og mysteriernes bog. Hvor Vejen til Panteon er forholdvis klassisk fantasy, fuld af eventyr og nye fantasiske steder og opdagelser, er Akkanas Gåde en masse spørgsmål. Nogle bliver besvaret og andre gør ikke. Endnu. Vi følger stadig Lucas, Ron og Theodor i deres søgen efter Cassandra og det er ret fedt at se, hvordan deres oplevelser har ændret dem og særligt Ron er en karakter, jeg virkelig er begyndt at holde af. Ganske vist er han stadig lidt af en idiot nogle gange, men han har en klar udvikling og jeg er lidt nervøs for, hvilke planer Boris kan have med Rons karakter, der får mere plads nu – jeg håber bare, at han ikke kommer noget til. Ligeledes blev jeg faktisk ret glad for at se, at Lucas også har forandret sig fra at nærmest virke til at forvente at Cassandra er hjælpeløs og har brug for at blive reddet til at indrømme, at han godt ved, at det er naivt af ham at tro, at alting kan blive som det var før. Theodor er som altid en skøn nørd, men hvis jeg skal nævne en karakter, som jeg for alvor holdt af i denne her bog, så er det Mehmet. I den første bog er han mere end en biperson, men nu får han lov til at udfolde sig og jeg kunne bare virkelig godt lide, at han på trods af at han havde en masse gode intentioner og planer, ikke rigtig er end der, hvor han gerne ville. Hele hans personlige historie i Akkanas Gåde er så godt fortalt igennem små detaljer i hans opførsel eller omgivelser, uden at det overskygger den dystopiske side af bogen, som hans synvinkel primært står for. Krigsenglene er en ret fed opfindelse og Saidas historie er bestemt ikke kedelig i forhold til de andre. Hvis man følte, at Saidas historie i den første bog ikke rigtig hang sammen med Lucas’, så er jeg helt sikker på, at man ændrer mening efter Akkanas Gåde hvor der bliver lagt op til, at de kommer til at påvirke hinanden, men nu får vi at se om jeg får ret. Der sker noget i denne her bog, der lægger op til noget episk. Lige som det sker for Mehmet, opdager Saida at alting i Empyria ikke er, som hun har troet, og hun bliver viklet ind i et mysterium, der kan ende med at koste hende alting, men hun tøver ikke med at forsøge at redde en ven i nød alligevel.
Jeg er stadig rund på gulvet af denne her bog. Der sker så meget og de små og store tråde, der binder det hele sammen er så godt spundet, at det ikke er til at sige, hvordan jeg ikke havde set det komme. Akkanas Gåde lider på ingen måde under at være den anden bog i en serie, tværtimod tager den alt det bedste fra den første bog og tilføjer lidt ekstra oveni. Selv om serien ikke er færdig, kan jeg ikke anbefale den nok og den spænder bredt over genrer, at der er noget for enhver smag. Og personligt glæder jeg mig virkelig meget til at finde ud af, hvad der sker med Lucas og de andre, hvordan de reagerer på det, Mehmet har at fortælle. Og til at se, hvordan det kommer til at gå med Panteons Prøve.
Comments