Ursiderne (Spektrum #3) af Nanna Foss

Ursiderne (Spektrum #3) af Nanna Foss. Udgivet af Tellerup i 2017.

 

Reklame. Anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup.

Læs mine anmeldelser af de første bøger: Leoniderne og Geminiderne.

 

Jeg døde da jeg var ti år.
Var det ikke for drengen med de grå øjne,
havde det været min eneste død.
Men jeg fik en ny chance dengang.
En chance jeg ikke har tænkt mig at spilde.

16-årige Nasrin møder den dreng som reddede hendes liv da hun var lille. Han kan bare ikke huske hende, og han er ikke blevet ældre i de syv år der er gået. Desuden var han ikke blind. Men hun er helt sikker: Det er den samme person. Drengens venner er mistroiske over for Nasrin. De snakker om uhyggelige skyggevæsner og om tidsrejser. Nasrin vil ikke blandes ind i deres mærkelige projekt. Men hun ønsker desperat at forhindre noget i fortiden. Én bestemt ting. Og måske kan det rent faktisk lykkes. Hvis hun tænker sig om. Hvis hun tager de rette beslutninger. Spørgsmålet er om man kan ændre noget som allerede er sket. Det vil hun snart finde ud af.
Det er kun et spørgsmål om tid …

Ursiderne er tredje bind i serien SPEKTRUM,  hvor venskab, kærlighed og skæbnesvangre valg bindes sammen på tværs af tid.

 

Okay, lad os bare få det ad vejen med det samme. Det her indlæg kommer til at indeholde en mængde fangirling. For hvis der er en bog, jeg har glædet mig til rigtig, rigtig længe, så er det Ursiderne. Den tredje bog i Spektrum-serien introducerer os ikke bare for en ny hovedperson, men for en helt ny karakter. Nasrin er en pige, der på ingen måde lader andre bestemme, hvad hun skal gøre. Hun er helt sin egen person, mærket af en virkelig traumatisk oplevelse, da hun var yngre og som har efterladt hende med en følelse af tomhed. Hun bliver introduceret for de velkendte ansigter fra Spektrum igennem et tilfældigt møde, eller måske ikke så tilfældigt igen? Og meget snart er hun også en af de tidsrejsende teenagere med lysende hænder – i blå, må jeg godt blære mig lidt med at jeg lige som mange andre havde regnet det ud i forbindelse med afsløringen af hovedpersonens identitet? Og dermed er hun en del af et fællesskab på en helt anden måde, end hun er vant til og måske også har lyt til. Til at begynde med er Nasrin nemlig ikke specielt glad for nogen af de andre karakterer og vil i hvert fald slet ikke have noget med deres mission at gøre. Hun har sin egen mission og stædig og uafhængig som hun er, tager det noget tid før hun indser, at hun har brug for de andre, ligesom de har brug for hende.

 

Jeg er ret vild med det, Nanna Foss gør i denne her bog. Man kan mærke, at hun har udfordret sig selv, Nasrin er virkelig en karakter helt for sig selv og i en serie med så mange fortællere er det så vigtigt, at de ikke minder for meget om hinanden. Selv om ventetiden har været lang, har det helt bestemt været værd at vente på, for Nasrins historie er en med mange følelser, mange filosofiske tanker, mange nye spørgsmål, afsløringer, samt hemmeligheder og mysterier. Til at begynde med var det lidt sværere for mig at komme ind på livet af, hvem Nasrin var og set i bakspejlet er det genialt skrevet, at man også som læser får den følelse. For sådan er hun. Men ligesom jeg virkelig endte med at holde af Nasrin, så får man også lov til for alvor at opleve, hvordan hnedes venskab med dandre karakterer udfolder sig. En af måderne, hendes karakter træder frem på er igennem det grafiske, der er lidt anderledes end i de andre bøger. Egentlig plejer jeg at være ret vild med den slags, men det var ikke altid, at jeg følte, at det ramte rigtigt i denne her bog, desværre.

 

Jeg har ikke tænkt mig at sige alt for meget om selve plottet, for jeg vil ikke risikere at spoile hverken denne her bog eller de foregående, specielt fordi det her er en serie, jeg anbefaler til højre og venstre.  Men jeg tør godt love, at man på intet tidspunkt keder sig. Spektrum er en karakter-drevet serie, og der bliver brugt meget tid og energi på at udfolde og udvikle karakterer, bog til bog og i løbet af en bog, men det sker hele tiden igennem et eller andet, der viser sig at være vigtigt. Der er fart på, når der bliver fulgt op på afsløringer fra de tidligere bøger eller når der bliver gjort opdagelser, der leder til nye spørgsmål og de lige knap 600 sider forsvinder mellem hænderne på en. Det gjorde de i hvert fald på mig. Hele tidsrejse-fænomenet bliver også lige genopfrisket for Nasrins skyld, og det at have en helt ny karakter opdage det gør, at man kan tage nogle andre vinkler på nogle af problemerne og det var ret spændende at se. Forvent en bog, der sender en masse følelser igennem kroppen på dig, for der er både sjove og sørgelige scener og som altid er slutningen lidt af en cliffhanger. Men jeg var vild med den og især det, der sker. Mere vil jeg ikke sige.

 

Hvis du er en af dem, der ikke er kommet i gang med at læse Spektrum-serien endnu, så kan jeg kun anbefale den. Selv glæder jeg mig selvfølgelig allerede til bind 4 (jeg tror også jeg ved, hvem der fortæller det og vedkommende har en lækker musiksmag!), men hvis der er en ting, jeg er sikker på, så er det, at den bliver værd at vente på. Og indtil da, er jeg ret sikker på, at jeg genlæser de første tre bøger, for jeg er faktisk meget vild med Emilie, Pi og nu også Nasrin.

 

 

PS. Hvis du undrer dig over vandmændene på billedet, så er det fordi jeg har det tilfælles med Nasrin, at jeg hækler små dyr til neonatalafdelingen på sygehuset. Hun hækler blæksprutter og jeg hækler vandmænd.