Blodbæst (Ovanienprofetierne #2) af Lene Dybdahl

Blodbæst (Ovanienprofetierne #2) af Lene Dybdahl. Udgivet af Tellerup i 2017.
 
Reklame. Anmeldereksemplar fra Tellerup.
Jeg har her anmeldt den første bog i serien, Skyriel.
 
I nattens mulm klæder de onde sig. Kronprins Drystan står over for sit livs udfordring da kongen rammes af en frygtelig sygdom og et hemmeligt broderskab truer hans ret til tronen.
Han udlover en dusør til den som kan fange Alainon Domwiz, og det bliver startskuddet til et kapløb mellem to umage dusørjægere om at blive den første som slår kløerne i rigets mest eftersøgte magiker.
Skyriel ønsker brændende at de skal flygte til det eksotiske Port Deseo, men Alainon lader sig ikke sådan overtale. Da det andet himmelvarsel viser sig, må hun i stedet følge sin skæbne og finde blodets profeti. Det bliver begyndelsen på en rejse gennem det iskolde Askarien hvor naturens vildskab og sagnomspundne mørkevæsener venter i vinternatten.
 
Blodbæstfortsætter i bedste stil derfra hvor Skyrielslap. Endnu en gang tager Lene Dybdahl læseren med rundt på en fantastisk rejse i Ovanien og igennem de mange forskellige kulturer, hun har skabt. Det er spændende at følge med i Skyriels forsøg på at redde Alanion, især nu hvor der ikke blot er en dusør udlovet til den, der kan fange ham igen og bringe ham tilbage til kronprins Drystan, men også Skyriels morfar er interesseret i at få fat i denne magiker Alanion, for at redde sin datter. Samtidig er en ukendt og dødelig sygdom kaldet blodbæs begyndt at sprede sig imellem befolkningen, især hos de fattigere, men selv de rige går ikke fri. Alene af den grund er det blevet endnu farligere at være magiker i Ovanien, for det giver blot endnu en grund til at jage dem. Tempoet er højt og igennem de mange forskellige synsvinkler betyder det, at jeg ikke rigtig følte, at jeg kunne nå at opfange alting eller bearbejde det ordentligt, før der kom noget nyt ind og bragte en eller anden karakter i fare.
 
Apropos karaktererne, jeg er vild med piraten Skarpskygge. Han er præcis sådan en type pirat, jeg forbinder med Pirates-filmene og jeg kunne ikke lade være med at holde af ham, selv om han er en løgner og en kujon og alt muligt andet, for han har også hjertet på rette sted. Skyriel virker stadig ret umoden og handler lidt for ofte ret impulsivt til, at jeg helt kan forstå hende. Jeg ville have troet, at de ting hun kommer ud for i den første bog, ville have haft større indflydelse på hendes personlighed, men det har i det mindste ikke dæmpet hendes viljestyrke og iver efter at hjælpe dem, hun elsker. Også dem hun knapt nok kender. Derudover er der den nyere tilføjelse af Eldria, der er mere en biperson i den første bog, men som virkelig får en personlighed og en yderst nervepirrende, men skøn historie at følge med i. Det er en af de ting, jeg virkelig er vild med ved denne her bog, og serie generelt, de mange forskellige karakterer får lov til at komme frem og vise hvem de er, når læseren lige så langsomt får lov til at bevæge sig ind i deres tanker og deres fortid. Jeg hørte Lene Dybdahl tale om bogen til BogForum og var meget fascineret af de tanker, hun havde gjort sig om dette med at rejse – en rejse rundt i landet og en rejse ind i karakterernes liv. Det er tanker, jeg godt kan se i bogen og som jeg også oplevede i min læsning. Blodbæst er bestemt en fantasybog, der henvender sig til både unge og voksne læsere, for der er andet og mere på spil en kampen mellem det gode og det onde. Det er underholdende, men også med nogle tankevækkende politiske og personlige lag, som er værd at lægge mærke til. I det hele taget er jeg ret glad for denne her serie og hvordan den formår at blande så mange forskellige figurer som drager og sultaner, pirater, skruppelløse fangevogtere og mange flere og med et skønt og læseværdigt resultat.

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.