Ellekongen (Tågespind #1) af Signe Fahl

Ellekongen (Tågespind #1) af Signe Fahl. Udgivet af Ulven og Uglen i 2017.

At Ellekongen er en roman debut, mærker man ellers ikke særligt meget til. Signe Fahl tager os med tilbage til midten af 1700-tallet, hvor overtro hersker i bedste velgående og hverdagen for en malkepige er ensformig og forudsigelig. Hovedpersonen og fortælleren, Karen, har været malkepige hele sit liv, og været mere eller mindre født til det. Men hun drømmer om mere, selv om hun ikke har andre muligheder i livet end at blive ved med at tjene sin madmoder og husbond, eller blive gift og få børn. Ingen af delene tiltaler hende særligt meget og en dag, da hun er med de andre malkepiger i området ude i skoven for at malke køerne, møder hun en fremmed mand i skoven. En mand, der på en eller anden måde både skræmmer og fascinerer hende indtil hun er meget længere ude end hun kan bunde.

 

Det, der er allermest spændende ved denne her bog er den utroligt stemningsfulde verden, Signe Fahl får skabt. Jeg er ikke den største historieinteresserede person, men tiden, hvor man troede på elvere og andre overnaturlige væsner, der boede i skovene og moserne, har på en eller anden måde altid draget mig og hele fænomenet omkring folketro og myter er en rig skat af fortællinger og materialer til historier. Så derfor gør det mig nok ekstra glad, at Signe Fahl virkelig formår at føre sin læser tilbage til en tid, hvor den slags var hverdagssnak og lige så virkeligt som at solen står op hver morgen.

 

Ellekongens hovedperson er Karen, som til at begynde med virker som en ret anonym personlighed. Det er nok ikke så mærkeligt, givet den position hun har i samfundet, hvor hun ikke er den, der har mest at sige, men det betød stadigvæk, at der gik et stykke tid, før jeg for alvor begyndte at føle at jeg kunne relatere til hende. Det var dejligt forfriskende at opleve en ung, kvindelig hovedperson, der ikke handler totalt uovervejet og naivt, faktisk holder hun sig selv en smule for nar ved stædigt at nægte at indrømme, at der er noget helt galt og at hun muligvis kan være i fare. Som læser kunne jeg godt blive lidt træt af det, men jeg forstod det samtidig godt, og det er et godt greb fra forfatterens side, der var med til at jeg fik sympati med Karen og hendes vanskelige situation. Hendes lille personlighedsquirk med at strikke, når hun er bange eller stresset, var fantastisk! Selve ellekongen, som kalder sig Daniel idet han møder Karen og næsten udelukkende refereres hertil, er en ret interessant figur. Man har et billede af ellekongen som den mægtige elver, der hersker over elverpigerne og i det mystiske og farlige elverrige, men Daniel er anderledes. I virkeligheden er han meget menneskelig, og måske også mere menneskelig end jeg kunne ønske mig. Ellepigerne er uhyggelige og dragende, man ved at de vil føre Karen i ulykke og hun ved det også. Daniel opfører sig så meget som et almindeligt menneske, at han skiller sig rigtigt meget ud fra den opfattelse, jeg har af elvere, og måske er det derfor, jeg ikke helt synes han lever op til sit potentiale. Han virker svagere end elverpigerne og end det, der bor i mosen. Den menneskelige side af ham er det, der gør at Karen drages imod ham, mens det er hans ellekonge-side, der fortryller eller forbander hende – gør hende elleskudt. Jeg håber, man kommer til at se mere til de to sammen i den næste bog, for i Ellekongen handler det mest om hvordan Karen kæmper imod en skæbne som ellepige.

 

Når alt kommer til alt, så kan jeg virkelig godt lide denne her bog. Den er atmosfærisk og stemningsfyldt, der er elementer af både humor og alvor og det fantastiske aspekt er velfungerende. Ellekongen er en bog, der var næsten alt det, jeg håbede på at få, da jeg gik i gang med den og er bestemt en god dansk fantasy roman.