Den magiske sten (Forbandelsen over Laitana #1) af Sissel Moody. Udgivet af Forlaget Solvind i 2017.
Anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget Solvind efter aftale med forfatteren.
Linea har ingen venner. Hun bliver mobbet og hendes liv består af kedelige, ensformige dage uden noget at glæde sig til. Hun forestiller sig ofte, at der findes en mere magisk og eventyrlig verden – en verden, hvor hun passer ind. Hun tegner de væsner, hun forestiller sig bor i den anden verden, og pludselig sker det, hun altid har ventet på. Hun får kontakt med et fremmed, magisk land ved navn Laitana.
Laitana er ramt af en forbandelse, og har brug for Lineas hjælp. Hun rejser med til det magiske land, hvor mod, styrke og evnen til at danne venskaber bliver vigtige egenskaber, når hun skal tage kampen op og være helten i sit eget eventyr.
Tror du på magi?
I Den magiske stenfølger vi den 17-årige Linea på et fantasifyldt og spændende mission. Hendes opgave er at hjælpe befolkningen i Laitana med at bryde en forbandelse. En som kun hun kan bryde. Jeg kan virkelig godt lide den måde historien er bygget op på, det tog mig lidt tid at komme ind i bogen, fordi der går ret lang tid, før handlingen kommer i gang. Men når vi så kommer til den anden verden, denne mystiske, nærmest svævende ø Laitana, så var jeg totalt opslugt af bogen. Der bliver nogle gange forklaret lige lovligt meget historie, som ligger bagved og har ført karaktererne til der, hvor de er, men det betyder til gengæld også, at jeg ikke har noget problem med at forestille mig Laitana. Det er også der, jeg ser bogens styrke: fantasyuniverset er virkelig godt bygget op, selv om der er meget af det man ikke ser i denne første bog. Det er fyldt med spændende og sjove væsner, og en hel del uhyggelige af slagsen også, hvilket skaber en dejlig balance. Selve historien kan man godt mærke er begyndelsen på en lidt længere serie, for som sagt så tager det noget tid, før den for alvor kommer i gang. Men jeg er fan af den slags, jeg er fan af hvis man lader en verden bygge op og de vigtigste karakterer udfolde sig, så man virkelig føler, at man kender dem.
Eller genkender. For jeg kan virkelig genkende meget af 17-årige mig i Linea, skoletræt, ensom, og gemmer sig mere eller mindre totalt i bøgernes fantastiske universer. Men jeg har bare aldrig fået lov til at tage med ud på en rejse og opleve at være helten i mit helt eget eventyr på samme måde som Linea meget bogstavligt gør. Hun er en skøn karakter, der voksede på mig i takt med at hun virkelig udfolder sig og tør være sig selv. Det er skønt at se og det er bestemt ikke noget, der er for meget af i litteraturen og jeg er så glad for, at Sissel Moody har skrevet en hovedperson, der er virkelig elskværdig og sød, mens hun samtidig viser sig at være modig og stærk i sig selv, selv om man ikke har den fornemmelse til at begynde med. Det er dog en ting ved Linea som fortæller, som jeg virkelig blev irriteret over og det er særligt i de første 100 sider eller sådan noget af bogen. Her skifter hun nemlig totalt inkonsekvent mellem at kalde sine forældre for mor og far eller Ninna og Leo. Jeg kan ikke mindes, at jeg på noget tidspunkt har omtalt mine forældre ved navn, når jeg har tænkt eller talt om dem, som for eksempel ”jeg synes altid det var hyggeligt at hjælpe Ninna i køkkenet”. Det forvirrede mig helt vildt, fordi hun har en plejesøster og jeg troede, at det så heller ikke var Lineas biologiske forældre, for jeg vil mene at det er meget unaturligt og underligt at bruge deres fornavne på den måde i stedet for bare at sige mor og far. Det blev kun mere forvirrende af, at det skiftede frem og tilbage og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvorfor det er noget, der er med i bogen.
Tilbage til karaktererne. Lurany er simpelthen den mest spøjse mand, jeg længe er stødt på. Han er ikke sådan en Dumbledore-type, hvis tossethed er et udtryk for en genialitet, han er virkelig bare en rar mand og en eller anden form for hyggeligt bedstefar-type. Sammen med ham var vi hans nevø Nuga, der er den type, jeg tror man altid gerne vil have med på en mission som Lineas. For han finder altid på en plan. De to sammen er desuden rigtig sjove. Og det er skønt med Viola og Linea og at se, hvordan de bliver venner i stedt for af uvisse grunde at være på nakken af hinanden.
Selve plottet i Den magiske sten tager lidt af nogle twists til slut, hvor jeg blev en smule overrasket over selve slutningen, der virkelig lægger op til at der kommer en bog mere. Det var nu meget godt, at det var med, for ellers havde jeg nok haft en fornemmelse af, at det sidste kapitel var en smule overflødigt. Det er det i hvert fald ikke. Men der er også et par afsløringer henimod slutningen, som jeg lidt mere havde luret, selv om de stadig gjorde historien noget meget spændende og læseværdig. Bogen er skrevet til et lidt yngre publikum, men jeg vil altså godt mene, at den lidt ældre læser også godt kan være med uden at komme til at kede sig. Det er alligevel dejligt, at der med Den magiske sten er kommet et seriøst bud på en god fantasyserie på dansk til et lidt yngre publikum.