Skæbnebrevet af Alexandra Nilsson. Udgivet af Forlaget Facet i 2018.
Anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget Facet.
“Det tog tid, hvor DNA-spiralen bare drejede rundt foran hende, og hun nåede at tænke, at der slet ikke var en dato. Måske vidste man alligevel ikke, hvornår ens dødsdag var, eller hendes genom havde været så kompliceret, at Sibylla ikke kunne fremskrive dagen. Hun kunne ikke lade være med at blive lidt skuffet.”
Men Mayas dødsdag kommer til at fremstå tydeligt, for maskinen Sibylla kan forudsige alles død ud fra en blodprøve. Datoen står i Skæbnebrevet, som alle sekstenårige modtager til den årlige Skæbneceremoni. Ikke alle er tilhængere af Sibylla, og et oprør bryder ud, som Maya og hendes ven Max ufrivilligt bliver inddraget i. Inden længe er de eftersøgt af Regeringen og på flugt i følgeskab med Ollie, en beskytter af bøger, og Hannibal, et ensomt menneske. Maya og Max skal bevise de intet har med oprøret at gøre, samtidigt med at Sibyllas Skæbnebrev bliver stadig mere håndgribeligt.
Da jeg først læste beskrivelsen af Skæbnebrevet, var jeg ikke i tvivl om, at det var en bog, jeg ville læse. Og jeg blev bestemt ikke skuffet. Skæbnebrevetforegår 90 år ude i fremtiden, i 2108 og her møder vi de to 16-årige Maya og Max. I deres verden er døden på en måde allestedsnærværende, i og med at den er blevet så stor en del af den måde, samfundet er bygget op på. Alle 16-årige får et ”brev”, hvori deres dødsdag står. Og enormt mange formaninger om, at man ikke skal åbne det for tidligt. Det er nemlig kun datoen, der står der, ikke noget om hvordan eller noget i den retning. Men det er umuligt at omgå eller lave om på. Det mystiske Sibylla har aldrig taget fejl før. Desuden er der en masse regler og love omkring Sibylla, der gør at hvis man bryder en af dem, risikerer man at blive overflyttet til Zonen, et øde og forfaldent område uden for byen, der står som et slags stilbillede af en fjern fortid, hvor teknologien var langt simplere. Hvem der lurer derude, er ikke godt at vide.
Men Maya og Max har en aftale og selv om de ved, at de reelt set ikke må, vil de åbne deres breve. Derfra går det stærkt og de to venner hvirvles ufrivilligt og uforstående ind i et plot mod Sibylla, mod alt det, der får deres samfund til at køre og det er ikke kun deres liv, der står på spil, men deres familier. Samtidig driver indholdet af brevene dem ud på en desperat jagt, der hurtigt bliver til en flugt fra Regeringen og politiets uhyggelige elitestyrker. Det bliver starten på en intens læseoplevelse, der virkelig sætter sine spor. Blandingen af den desperate jagt på svar og en anden løsning, den langsomme erkendelse af ens skæbne og accept af døden som en naturlig del af livet, sammen med den evige flugt fra dem, der ikke vil tro på sandheden, men få Maya og Max’ gerninger til at passe ind i deres egen, politiske agenda, betød at jeg havde virkelig svært ved at lægge bogen fra mig. Den er spændende og medrivende, Alexandra Nilssons verden er virkelig levende, men et skræmmende scenarie at forestille sig. Sproget fungerer virkelig godt, og jeg fik en helt klar fornemmelse af Mayas udvikling. I det hele taget er det nogle interessante hovedpersoner, man bliver præsenteret for. Maya og Max’ venskab er så rart at følge og det er så fedt, at de er gode venner, men ikke mere end det og det lader ikke til, at det er noget problem i mellem dem. Jeg kunne godt lide den lille detalje med deres private jokes. Dog kunne jeg tænke mig lidt mere viden omkring de andre karakterer. Jeg elskede Ollie og SaiTai, men jeg savnede mest noget mere viden om de ”onde” i bogen, dem der styrer systemet og udnytter det.
Jeg håber, at der kommer mere i denne her serie, eller det her univers, for selv om Skæbnebrevetabsolut er en afrundet historie, der ikke ender på en kæmpe cliffhanger, så er den for god til, at der ikke bør komme mere. Og der er nogle personer eller ting, man kunne tage fat på, især med hensyn til Max og Sibylla. Samtidig har jeg en idé om, at det faktisk ville fungere ret godt, hvis det var en enkeltstående bog. Det er ikke den typiske dystopiske roman, hvor hovedpersonerne forsøger at redde hele verden og nedbryde systemet, men det kunne det blive til. Jeg ved ikke, om det er noget, jeg kunne tænke mig, men i og for sig er det også lige meget. Uanset hvad er Skæbnebreveten virkelig velskrevet bog, der sætter en del tanker i gang omkring liv og død, samtidig med at den underholder fra start til slut. Den får en stor anbefaling fra mig til både yngre og ældre læsere, der både kan underholdes af plottet og snakke længe om de forskellige temaer.