Panteons prøve del 1 + del 2 (Panteon-sagaen #3) af Boris Hansen. Udgives af Tellerup den 1/5 2018.
Anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup.
Anmeldelser af de første to bøger findes her: Vejen til Panteon og Akkanas gåde.
Panteons Prøve er nært forestående.
Om tyve dage vil guder, engle og efterkommere stå over for hinanden i Empyria. Derefter vil intet nogensinde være det samme.
Fader Prias børn rejser mod den gyldne fæstning fra alle verdenshjørner for at nå frem inden Prøven begynder. Det samme gør Lucas og hans venner, men først venter et møde med fortiden, med Zonen, med Storbyen. Og med det mysterium der har opslugt Mehmet og Julia.
Samtidig fører skæbnen Saida ned i det mørkeste dyb af dem alle: Empyrias underverden hvor en skjult sandhed venter. Og hendes eget indre hvor den røde engel blomstrer.
Jeg bliver nødt til at starte med to advarsler: først, det er med stor sandsynlighed for spoilers, at jeg skriver denne her anmeldelse og dernæst, Panteon-sagaen er en seriøst vanedannende serie og man bør forberede sig på at blive hooked.
Når det så er sagt, så lad os vende tilbage til bog tre, Panteons prøve. Hold nu fast hvor har jeg glædet mig til at læse denne her bog og taget i betragtning af, at den forrige bog udkom tilbage i september, blev jeg totalt overrasket over, at Panteons prøve udkommer allerede her til foråret. Men jeg skal bestemt ikke klage. I Panteons prøve følges der op på både Lukas’ og Saidas samt Mehmets historier, denne gang bliver det lejlighedsvist afbrudt af føreren for Empyrias engle, Tarvalis, som er ved at fortælle den lange historie om englenes kamp mod Vecra, og den 950 sider lange bog er propfyldt med action og spændende detaljer, at jeg virkelig ikke ved, hvor jeg skal begynde henne. Specielt fordi det er så finurligt udført hvordan de forskellige tråde bliver viklet sammen og ikke mindst hvordan de giver både svar og spørgsmål til de andre. Blandingen af det dystopiske science fiction-univers og Panteons fantastiske verden bliver mere og mere udvandet og går begge veje. Det er fedt at opleve, når jeg læser den, fordi der samtidig er en helt tydelig opbygning af de to forskellige verdener, hver for sig og sammen.
Det har været sådan med denne her serie, at hver bog har efterladt mig med en følelse af ”hvorfor i al verden havde jeg ikke tænkt på det?”, det sker nemlig rigtig tit, at der kommer en overraskende plottwist ind fra venstre og overrumpler mig. Og det skete bestemt også med Panteons prøve. Alting viser sig at være meget større end jeg troede og det er sådan en skøn måde at læse en serie på, hvor det langsomt vokser sig større og i en verden som Panteons er der simpelthen så meget at tage fat i. De fire synsvinkler giver som sagt både svar og spørgsmål til hinanden på kryds og tværs, så det kunne være snublende nært at tænke, at man ville sidde med en følelse af, at de dog bare burde snakke sammen. I stedet havde jeg i stedet en sjov fornemmelse af, at jeg flere gange blev tvunget til at læse færdig om en karakter for at vende tilbage til en anden og den situation, de stod i sidst man så noget til dem. Det er noget, der fungerer, fordi Boris Hansen er vildt god til at gøre alle karaktererne spændende og fylde deres historier med så mange detaljer og dragende elementer, at jeg ikke har det sådan, at der er en af dem, jeg ikke er lige så interesseret i som de andre. Der er vildt meget at holde styr på og jeg er imponeret over, hvor godt det lykkedes.
Der sker nogle ting i Panteons prøve, som kom fuldstændig bag på mig, det stod klart hvor stort universet faktisk er og ikke mindst, hvor meget planlægning der må ligge bag ved. Endelig er tiden kommet til Panteons prøve, til det tidspunkt hvor Cassandra og hendes halvsøskende skal kæmpe i en ukendt kamp om at overtage den tomme trone i blandt de andre guder. Hvad det så end vil indebære. Cassandra har klare ideer om, hvad det er, hun vil gøre, hvis hun vinder, og det er nok noget af det, jeg synes bedst om, endelig lader det til, at Lukas forstår og accepterer vigtigheden af prøven for Cassandra og sætter sin egen drøm lidt på hold, for at hjælpe hende. Ligesom alle forsøger at hjælpe hende, også når det er livsfarligt. Og selvfølgelig kan jeg ikke sidde og sige noget om, hvad der sker i bogen, men der er godt nok mange op og nedture i den følelsesmæssige rutsjebane. Jeg hader det bestemt ikke. Der sniger sig nye fantasy-referencer ind i denne her bog og jeg kunne ikke lade være med at smile over det og måske nok fordi Theodors entusiasme minder så meget om min egen.
Der er en ting, der virkelig er fedt ved denne her serie, ud over den sindssygt gode historie, og det er forsiderne. De er så flotte! Jeg kunne sidde længe og se på detaljerne på disse to forsider og fundere over, hvordan lyset i palæet er slukket på den første del og tændt på del to. Og det er bare en enkelt detalje, jeg ikke kan lade være med at bemærke. Det passer virkelig godt til historien, som jeg læste ud i én uden at holde en pause, da jeg bestemt ser det som en bog. Det er en utroligt lang bog, men jeg havde utroligt svært ved at lægge den fra mig for at læse til mit speciale ved siden af.
I skrivende stund er der lidt tid til at Panteons prøve udkommer, men jeg vil bestemt anbefale, at man får fat i den, når den kommer på hylderne. Ind til da kan man altid nå at læse de første to bøger. For Panteon-sagaen er en af de allerbedste danske fantasyserier og en, man bør unde sig selv at læse. Panteons prøve er en mere end værdig fortsættelse i serien og jeg må sidde i åndeløs forventning før afslutningen.