Ravnenes hvisken 2 (Ravnenes hvisken #2) af Malene Sølvsten. Udgivet af Carlsen i 2017. Ebog læst hos Mofibo.
Anmeldelse af den første bog: Ravnenes hvisken.
Tre vil dø. To vil hun svigte. En må hun slå ihjel.Hvor langt vil hun gå for at standse Ragnarok?En gammel ven opsøger Anne, dødeligt såret, og når kun lige at fortælle hende, at hendes søster er taget til fange.
For at befri sin søster må Anne selv risikere livet og krydse over til en verden, hun aldrig har set. Ukendte farer lurer, og imens bliver hun plaget af synet af sit eget mord. Men hvorfor bliver hun ved med at se det? De fik jo afværget det i tide. Eller gjorde de?
Hele sit liv er Anne blevet forladt. Nu indser hun, at for at redde sin søster må hun selv svigte dem, hun elsker. Men kan hun gøre det?
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har en forkærlighed for bøger, der er baseret på mytologi. Og næsten hvilken som helst mytologi. Men nordisk mytologi har en helt særlig plads i mit hjerte, jeg ved ikke om bare er fordi jeg er dansker, eller om det er fordi jeg også finder præcis de myter og sagn enormt spændende. Under alle omstændigheder var det i hvert fald det, der først ledte mig til Ravnenes hvisken og nu videre til bog to. Selv om den holder en høj standard og fortsætter den karakterfyldte og spændende historie fra den første bog, så er jeg på en eller anden måde alligevel ikke helt så glad for bog to, som jeg var for den første.
Der var mange nye ting i den første bog, selv om det er en fantasytrilogi var der også indblandet mordmysterier og andre elementer, der gjorde det samlede indtryk meget unikt og det vandt virkelig indpas hos mig. Desværre kan jeg ikke sige helt det samme om to’eren, der er lidt mere klassisk, eller strømlinet fantasy om man vil. Det er bestemt ikke dårligt og jeg er stor beundrer af fantasygenren, men for mig havde Ravnenes hvisken på en eller anden måde formået at have mere at byde på end det, uden at det blev for fladt.
Ikke forstået sådan, at jeg ikke kunne lide bogen. For det kunne jeg bestemt. Jeg synes, det var så fedt at tage med Anne til Hrafheim (det er i øvrigt vildt svært at stave til) og til en helt anden verden, end den hverdagsagtige i Nordjylland, som i den første bog. Alting bliver lige som vendt på hovedet, så i stedet for fantasy og mytologiske elementer i vores egen verden i en krog af Danmark og Anne, der forsøger at løse gåden om, hvem der slår de rødhårede piger ihjel – og hvorfor, så er det nu Anne og vores verden, der kommer til den mytologiens, til Hrafheim. Her forsøger Anne ikke at redde sig selv, men sin søster og tingene udvikler sig hurtigt.
Jeg kan vildt godt lide de personer, man møder i Hrafheim, de står tydeligt nok frem, men måske mest fordi jeg ikke følte den største forskel i omverdenen. Hrafheim føltes på lidt for mange måder som Midgård, men for flere hundrede år siden. Det ærgrerede mig lidt, for jeg havde lidt håbet på, at denne anden verden ville føles mere … mytologisk på en eller anden måde.
Men nu til noget, jeg vildt godt kunne lide – plottet. Den simple mission for at redde sin søsters liv fører Anne langt omkring i Hrafheim og hun lærer en del om både den verden og om, hvad der er sket siden Ragnara kom til magten. Og specielt de sidste 200 sider, hvor der kommer virkelig fart over feltet og en del overraskende afsløringer, der fik bogen hevet lidt op i niveau for mig. Desværre føler jeg ikke, at den er lige så god som den første bog og jeg tror, den lider en smule af at være den midterste bog, hvor der skal ske noget, der får historien fremad og opbygget til den store slutning, men uden at det løber løbsk. Jeg glæder mig til slutningen, for jeg ved, at Malene Sølvsten kan skrive bøger, der får mig til at knuge hårdt fast om siderne i tilbageholdt spænding over, hvad der sker næst.
Comments