Moderlandets drage (Transformationsmaskinen #2) af Nikolaj Johansen. Udgivet af Calibat i 2018.
Anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget Calibat.
Læs min anmeldelse af den første bog her: Transformationsmaskinen.
Imperiet Eire slår sprækker, og det er kun et spørgsmål om tid, før riget bliver badet i blod.
Argone og hans venner er på flugt fra imperiets soldater. Kaptajn Kavanaugh vil have hans hoved på et fad, men da alt håb synes ude, kommer der uventet hjælp fra de indfødtes land …
Moderlandets drage er andet bind i steampunk-trilogien om revolutionen i Eire, en hæsblæsende fortælling om venskab og om at finde sin egen vej.
Moderlandets drage er efterfølgeren til Nikolaj Johansens Transformationsmaskinen og jeg har glædet mig ret meget til at læse den. Lige som den første, er det første udkast skrevet til NaNoWriMo, hvilket jeg egentlig kun ved, fordi jeg mere end en gang har siddet ved samme bord på Odense Centralbibliotek som Nikolaj og skrevet i flere timer. Men det er faktisk ikke meget, jeg har har vidst om bogen på forhånd og det var jeg ret glad for.
I denne her bog sætter vi tempoet lidt ned fra den første bog. Eires steampunk version af koloniseringsperioden får lov til at udfolde sig mere og det er brugt mere tid på at udvikle hovedpersonener. Efter de voldsomme oplevelser i den første bogs døgns tid, er den ragtag gruppe af outsidere spredt for alle vinde, nogen er på flugt, nogen gemmer sig og nogen prøver at vende tilbage til en tilværelse der ligner den, de havde før. Jeg nød virkelig meget at se karaktererne udfolde sig mere og selv om jeg blev mere og mere irriteret på Argone, der tilsyneladende slet ikke forstår de mennesker, han vil skabe en revolution for og hans ret klodsede handlinger fik mig til at blive ret forvirret over, hvem han er. Forstået på den måde, at han i den første bog ikke virkede på mig som denne her klodsede type, der gang på gang siger eller gør den helt forkerte ting, fordi han har for travlt med sin egen agenda og lidt glemmer andre menneskers vilje. Til gengæld nød jeg gensynet med Eamonn, selv om han også irriterede mig lidt, mest fordi det store plottwist i bogen for mig virkede ret åbenlyst og det skete lige under hans næse. Men jeg kan også godt forstå ham, når han bliver optaget af at forsøge at redde dem, han opdager er taget til fange og har hårdt brug for hjælp.
Der er mere fantasy over denne her bog end der var over den første, der var mere steampunk. Egentlig virker opdelingen ret mærkelig for mig, men steampunk er mere science-fiction agtig end ren fantasy. Introduktionen af drager ind i det her univers er et af de helt store fantasy elementer, men det er ikke fordi steampunk-siden er blevet glemt og der er bestemt stadig opfindelser af både god og ond oprindelse og karakter. Grunden til at den føles mere som fantasy end science-fiction er nok, at der er mere fokus på karakter og verdensopbygning end på kampen mod monsterrobotter, der fyldte hele den første bog. At tempoet er blevet sat ned, bliver tydeligt i den måde, historien er fortalt på. Hvor den første bog foregår over et hæsblæsende og ufatteligt actionfyldt døgn, strækker Moderlandets drage sig over længere tid, hvilket giver tid til at karaktererne kan nå at reflektere over deres handlinger. Jeg nød bogen på baggrund af denne refleksion, fordi det gav karaktererne mulighed for at udvikle sig mere og blive mere deres egne personer end de var tidligere. Det er en personlig preference, jeg holdt meget af det høje tempo og action i Transformationsmaskinen, men jeg blev glad for, at de to bøger adskiller sig fra hinanden på dette punkt.
Jeg håber, at der snart kommer en slutning på serien, for jeg spoiler ikke for meget om serien ved at sige, at Moderlandets drage slutter på lidt af en cliffhanger – og jeg vil vide mere. Jeg kan klart anbefale serien til steampunkfans, og actionglade læsere, for der sker rigtig meget, også i denne her bog. Og som det sidste vil jeg gerne lige knytte en kommentar til den forside, for den er virkelig flot og der sker rigtig meget i den. Jeg er spændt på, om den sidste forside lever lige så godt op til indholdet som denne her gør. Forsiden lover et spændende eventyr med drager og maskiner og kampscener, der får en til at føle sig helt forpustet – og leverer lige præcis dette på skøn vis.
I denne her bog sætter vi tempoet lidt ned fra den første bog. Eires steampunk version af koloniseringsperioden får lov til at udfolde sig mere og det er brugt mere tid på at udvikle hovedpersonener. Efter de voldsomme oplevelser i den første bogs døgns tid, er den ragtag gruppe af outsidere spredt for alle vinde, nogen er på flugt, nogen gemmer sig og nogen prøver at vende tilbage til en tilværelse der ligner den, de havde før. Jeg nød virkelig meget at se karaktererne udfolde sig mere og selv om jeg blev mere og mere irriteret på Argone, der tilsyneladende slet ikke forstår de mennesker, han vil skabe en revolution for og hans ret klodsede handlinger fik mig til at blive ret forvirret over, hvem han er. Forstået på den måde, at han i den første bog ikke virkede på mig som denne her klodsede type, der gang på gang siger eller gør den helt forkerte ting, fordi han har for travlt med sin egen agenda og lidt glemmer andre menneskers vilje. Til gengæld nød jeg gensynet med Eamonn, selv om han også irriterede mig lidt, mest fordi det store plottwist i bogen for mig virkede ret åbenlyst og det skete lige under hans næse. Men jeg kan også godt forstå ham, når han bliver optaget af at forsøge at redde dem, han opdager er taget til fange og har hårdt brug for hjælp.
Der er mere fantasy over denne her bog end der var over den første, der var mere steampunk. Egentlig virker opdelingen ret mærkelig for mig, men steampunk er mere science-fiction agtig end ren fantasy. Introduktionen af drager ind i det her univers er et af de helt store fantasy elementer, men det er ikke fordi steampunk-siden er blevet glemt og der er bestemt stadig opfindelser af både god og ond oprindelse og karakter. Grunden til at den føles mere som fantasy end science-fiction er nok, at der er mere fokus på karakter og verdensopbygning end på kampen mod monsterrobotter, der fyldte hele den første bog. At tempoet er blevet sat ned, bliver tydeligt i den måde, historien er fortalt på. Hvor den første bog foregår over et hæsblæsende og ufatteligt actionfyldt døgn, strækker Moderlandets drage sig over længere tid, hvilket giver tid til at karaktererne kan nå at reflektere over deres handlinger. Jeg nød bogen på baggrund af denne refleksion, fordi det gav karaktererne mulighed for at udvikle sig mere og blive mere deres egne personer end de var tidligere. Det er en personlig preference, jeg holdt meget af det høje tempo og action i Transformationsmaskinen, men jeg blev glad for, at de to bøger adskiller sig fra hinanden på dette punkt.
Jeg håber, at der snart kommer en slutning på serien, for jeg spoiler ikke for meget om serien ved at sige, at Moderlandets drage slutter på lidt af en cliffhanger – og jeg vil vide mere. Jeg kan klart anbefale serien til steampunkfans, og actionglade læsere, for der sker rigtig meget, også i denne her bog. Og som det sidste vil jeg gerne lige knytte en kommentar til den forside, for den er virkelig flot og der sker rigtig meget i den. Jeg er spændt på, om den sidste forside lever lige så godt op til indholdet som denne her gør. Forsiden lover et spændende eventyr med drager og maskiner og kampscener, der får en til at føle sig helt forpustet – og leverer lige præcis dette på skøn vis.
Comments