
Transformationsmaskinen (Transformationsmaskinen #1) af Nikolaj Johansen. Udgivet af Forlaget Calibat i 2016.

”Argone hørte dragens tænder knage, før de smækkede sammen foran ham, og de sidste rester af sollys forsvandt. Det mekaniske uhyre havde slugt ham.”Sammen med en præst, en kriger, en opfinder og en listetyv tager oprøreren Argone de Bellegarde kampen op mod de morderiske robotter, som pludselig angriber hans by. Jagten fører dem både gennem mørke gyder og storslåede luftskibe. Argone er overbevist om, at soldaterne fra Eire står bag, men sandheden kan vise sig at være endnu mere rædselsvækkende …
Transformationsmaskinen er et forrygende steam-punk-eventyr om mod og maskiner.
Med Transformationsmaskinen bevæger vi os ind i det helt særligt univers. Det er ikke mange steampunk-bøger, jeg har læst endnu, men i det her tilfælde har Nikolaj Johansen skrevet en bog, der på mange måder er en virkelig godt billede på genren. Den særlige blanding af historie og teknologi, der kendetegner genren bliver i Transformationsmaskinen tilsat et actionfyldt eventyr, hvor der knapt nok er tid til at stoppe op og trække vejret. Også for karaktererne. Faktisk var det for mig lidt underligt, at det gik så stærkt, for universet er noget ret unikt og det var for mig ret forvirrende at blive kastet direkte ind i handlingen. Fordi der aldrig rigtig var tid til at stoppe op og lære mere om universet, havde jeg svært ved at forstå, hvad det er, Argone de Bellegarde gør oprør imod, der er masser af referencer til andre steder og en lang historie, men de blev lidt for ofte overskygget af handlingen. De betød at jeg ikke rigtig havde investeret noget i de Bellegardes revolution, før det for alvor blev tydeligt, at der var noget helt galt i det samfund, han prøver at befri.
Det er egentlig ikke noget, jeg vil mene er en svag side af bogen, for den lægger op til et hæsblæsende eventyr, hvor karakterer må flygte for deres liv. Og selve steampunk-elementet, de underligt levende robotter der dræber alt på deres vej, er mareridtsagtige og fungerer virkelig godt. De er nemme at forestille sig ud fra beskrivelserne, men jeg tror ikke engang at min fantasi kan leve op til det, det kunne blive til hvis man feks. filmatiserede dem. Monsterrobotterne er et af bogens stærkeste sider, for det står helt klart, at de er livsfarlige og samtidig afslører de afsluttende kapitler en dybere side af dem, der kom bag på mig og fik det til at stikke i mit hjerte. Og det er derfor, bogen ikke skuffer, selvom den er forvirrende, for det er ikke en længere historisk roman, hvor baggrunden for den nuværende situation skal udforskes. Det er action og handling og øjeblikkelige beslutninger med store konsekvenser. Det er overraskende plottwists og et løfte om et spændende univers, der forhåbentligt udvides og uddybes mere i de næste bøger.
Den lille gruppe af hovedpersoner er en meget blandet flok. Selv efter flere uger er der stadig øjeblikke, der står klart for mig, når jeg tænker på bogen og jeg kunne ikke lade være med at holde af krigeren Rosheen og præsten Eamonn, men desværre følte jeg ikke den samme forståelse over for hovedpersonen Argone de Bellegarde. Jeg tror det har meget at gøre med hans meget diffuse motivation, der ligger bag ved hans originale plan om at starte en revolution. Da han midlertidigt lægger revolutionen på hylden for at redde både sit og så mange andres liv som muligt, fik hans ligesom også mere personlighed, men han stjal aldrig rigtig showet helt.
Jeg er ret imponeret over Transformationsmaskinen. Det er en ret hurtigt læst bog, hvor der sker virkelig meget og man keder sig ikke under læsningen. Og samtidig er der visse detaljer, der vidner om en interessant mulig problemstilling i fremtiden, og jeg er efterladt med spørgsmålet om, hvad man kan tillade sig for frihed. Transformationsmaskinen er en skøn læseoplevelse, især hvis man er interesseret i steampunk-genren og til dem, der er til action og velskrevne kampscener. Jeg vil især anbefale bogen til drenge, for hvem jeg tror bogen har alle de rigtige elementer, men piger kan altså også godt være med.
Comments