anmeldelser

Anne fra Grønnebakken (Anne fra Grønnebakken #1) af L. M. Montgomery

 
Anne fra Grønnebakken (Anne fra Grønnebakken #1) af L. M. Montgomery. Oversat af Gitte Nordbo. Udgivet af Høst & Søn i 2016, først udgivet i 1908 med titlen Anne of Green Gables. Læst på dansk, originalsproget er canadisk. 352 sider.
Anne drømmer inderligt om at høre til. Så indsatsen er høj, da det gamle søskendepar fra Grønnebakken adopterer hende. Marilla og Matthew har egentlig brug for en dreng, der kan hjælpe til på gården, men det er Anne, der står på stationen. Rødhårede, ukuelige Anne, som er svær at komme udenom. Hun har fuld fart på, taler uafbrudt, drømmer og glemmer alt omkring sig. Ikke lige den hjælp, søskendeparret på Grønnebakken havde tænkt sig. Men Anne får hurtigt vendt op og ned på gårdens stille liv, og snart har Matthew og Marilla faktisk svært ved at forestille sig Grønnebakken uden Anne.
Jeg kan ikke komme i tanke om, hvornår jeg først hørte om Anne Shirley, bedre kendt som Anne fra Grønnebakken, men jeg kan godt sige, hvornår jeg endelig stiftede bekendtskab med hendes historie. Det er nemlig første gang, at jeg har læst bogen. Og hvilken en læseoplevelse det var. Der var en ting, der slog mig, da jeg læste bogen og det er hvor anderledes den var end jeg egentlig troede.
En stor del af bogen går ret hurtigt, hvilket kom bag på mig. Den foregår over en meget længere periode end jeg havde regnet med og det betød at der er virkelig, virkelig meget årenes løb, som ikke bliver fortalt noget om. Det passer godt til historien, fordi det nok mest er det mest unødvendige, der bliver sprunget over og man kan uden tvivl mærke at L. M. Montgomery ved hvad hun gør. Historien fortælles i et tilpas tempo til, at man kan lægge bogen fra sig og den egner sig virkelig til at læse samen med andre.
Jeg kan virkelig godt lide Anne, selv om hun er meget anderledes end mig. Anne er højlydt, på mere end en måde. Lange afsnit i bogen består af Annes rablende monologer omkring hendes forestillinger og fantasier. Det er dette, der kom bag på mig, jeg havde ventet langt færre monologer, for til tider føles de som om de virkelig stoppede handlingen. Men selv når hun ikke siger noget, en sjælden gang, er hun altid så meget til stede og hendes impulsive handlinger og konsekvenserne af dem fylder virkelig meget. Anne er en skøn hovedperson at følge, hun er impulsiv og fantasifuld til den store guldmedalje, hun er følsom og nu og da ret rørstrømsk, men hun er også forfængelig, naiv og kan være ret selvoptaget som så mange unge kan være. Men selv om det kunne frustrere mig endeløst når hun snakkede side efter side, så endte jeg med at holde ret meget af hende. Af de andre karakterer kan jeg ikke lade være med at tænke på Marilla og Matthew, som tager Anne til sig og ikke mindst Annes mange skoleveninder og Gilbert. Jeg kunne godt lide at de alle sammen føltes ret normale, selv om Anne viser sig at være rigtig god i skolen og sådan, så føltes de som normale børn at læse om.
At læse Anne fra Grønnebakken var en fornøjelse og jeg nød bogen så meget, at jeg bestemt kan sige, at jeg har forelsket mig i Anne og hendes verden. Bogen mindede mig om de mange gange jeg læste bøgerne om Pollyanna, da jeg var yngre og jeg kan ikke lade være med at sammenligne de to. Jeg knuselsker Pollyanna-bøgerne og har gjort i mange år og den første bog om Anne Shirley gav mig virkelig meget af den samme følelse. Annes historie er en tidsløs fortælling, der føltes mere nostalgisk end outdated, og handler om mod og venskab, om at følge sine drømme og så meget mere. Anne fra Grønnebakken var en helt uventet positiv læseoplevelse og jeg er i den grad ramt af Annefeber, så jeg er glad for, at jeg har de to næste bøger også.

Del dette:

En kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.