Fangirl af Rainbow Rowell

 

Fangirl af Rainbow Rowell. Udgivet af Pan Macmillian i 2014, først udgivet i 2013. 459 sider.

Jeg ved aldrig helt, hvor jeg skal starte, når det kommer til denne her bog. Jeg har læst den to gange nu, første gang jeg læste den, var jeg selv lige startet på universitetet ligesom hovedpersonen Cath og selv om der er mange forskelle på danske og amerikanske universiteter, så havde jeg aldrig før og sjældent siden identificeret mig så meget med en karakter, som jeg gjorde det med Cath. Jeg var også selv utroligt nervøs omkring det at starte på universitetet, jeg var lige flyttet hjemmefra og boede for mig selv for første gang og der ville være så mange nye mennesker og nye indtryk, at jeg vidste, at jeg ville blive udmattet inden ret længe. Min og Caths tid det første år på universitetet var dog ret forskellige.

Cath er introvert og vil helst bare leve i en verden, hvor hun kan sidde alene og læse og skrive fanfiction og det præger hendes første måneder ret meget. Men for Cath er udfordringen ikke kun, at hun bliver mødt af så meget nyt, det er også første gang, at hun rigtig gør noget alene, uden sin tvillingesøster Wren, som også går på samme universitet, men i nogle helt andre cirkler. Cath møder dog personer, som hun har det godt med, hendes roommate Reagan og hendes ven Levi bliver dem, hun tilbringer mest tid sammen med og langsomt lærer hun dels at stå på egne ben, og at hun kan klare det, også uden Wren, men begge søstre lærer også at det ikke behøver være alt-eller-intet, bare fordi de er tvillinger behøver de ikke dele alting og gøre alting sammen, mens de heller ikke behøver at undgå hinanden totalt.

Fangirl er en virkelig god historie, som handler om så meget i en ung piges liv, at det er umuligt at koge det ned. Rowell gør et skønt stykke arbejde med at vise mange forskellige sider af Caths liv, og især det at hendes mor rejste fra familien, da tvillingerne var små, fylder meget i historien, og i Caths liv. Også det at skrive, hvilket måske var det, der fik mig til at samle bogen op i første omgang. CAth er nemlig ihærdig fanfiction-forfatter og hendes glæde ved at skrive får hende til at melde sig til et Creative Writing kursus, hvilket indleder en lang indre kamp for at finde ud af, hvordan hun skriver, når hun ikke skriver fanticfion, samt en diskussion af hvorvidt fanfiction er tyveri eller ej. Jeg er stadig vild med at Rowell tager den slags op, og præsenterer argumenter for begge sider og jeg mindedes sådan dengang jeg selv, for mere end 10 år siden selv startede med at skrive ved at skrive fanfiction. Det er et ofte debatteret emne, også uden for Fangirl. Bogen er nørdet, og handler om det at være lidt nørdet omkring noget, man virkelig elsker, måske noget man er vokset op med og hvordan man stadig kan være passioneret omkring det som voksen. Hvis man kan. Og for mig var det tydeligt, at Rowell vidste hvad hun skrev om, sådan at det ikke blev en karikatur af fangirls/boys og nørder.

Anden gang jeg læste bogen var 4 1/2 år senere eller der omkring, og jeg var selv lige blevet færdig med universitetet. Og jeg må indrømme, at jeg var meget spændt på, hvad jeg ville synes om bogen nu. Ville jeg være vokset fra den, finde den kedelig eller langtrukken? Ville jeg have mistet interessen i karaktererne? Det sker ofte med bøger, man har læst tidligt i livet og man vender tilbage til dem, at det er som om magien er lidt forsvundet, der er ting der irriterer en langt mere og overtager fokus, men det korte af det lange er dette: det skete ikke for mig med Fangirl. Jeg fløj igennem den mindst lige så hurtigt som sidst og nød bogen i fulde drag. Jeg var langt mere optaget af den plottråd der omhandlede Cath og Wrens mor og hvordan det har påvirket pigerne, og hele temaet omkring familie, som jeg følte fyldte mere denne gang end første gang. Men mest af alt var det et glædeligt gensyn med både Cath og Wren, sidstnævnte så jeg mig selv i meget mere denne gang, og hele Simon Snow universet, som Rowell har skabt – Harry Potter-viben er i øvrigt fuldstændig med vilje fra hendes side – med den rapkæftede og til tider ret dominerende Reagan, der viser sig at være en skøn veninde for Cath og med Levi. Levi, der siden jeg læste bogen første læsning har været et af de der fiktive crushes. Han er på mange måder modsat Cath, han læser ikke, han virker af og til umotiveret og let at distrahere, men han er også et af de sødeste mennesker på jorden. Ikke fordi han lader som om, det falder ham bare helt naturligt at møde folk med smil og jokes og latter og det er helt umuligt ikke at kunne lide ham. I hvert fald for mig.

Selv om bogen har nogle år på sig efterhånden, så vil jeg mene, det er en af de bedre realistiske ungdomsromaner, jeg har læst. Stadigvæk. Den er morsom og ironisk, men behandler sine tungere emner med en seriøsitet, jeg virkelig blev glad for. Jeg mødte Rainbow Rowell til Herlufsholm Fantasymesse sidste år og det glemmer jeg aldrig, for det var så fedt at møde en forfatter, som jeg har beundret i så mange år og som har skrevet det, der stadig er en af mine yndlingsbøger. Det sker at man falder over en kliché, men sproget virker rigtig godt og tempoet er hurtigt, uden at man bliver forpustet. Der er plads til karakterernes udfoldelse i Fangirl og der er plads til læseren.