anmeldelser

Revolution (Dæmondræberen #3) af Louise Haiberg

 
Revolution (Demondræberen #3) af Louise Haiberg. Udgivet af Tellerup i 2015. 482 sider.
Læs mine anmeldelser af de første to bøger her: Oprører og Udvalgt.
Mit navn er Syranthia.
Jeg er en falden engel.
For tusinder af år siden faldt jeg fra Himlens nåde for at leve sammen med et dødeligt menneske. Da jeg mistede ham, sank jeg ned i en dyb sorg.
Så mødte jeg Dominic … en dæmon hvis sjæl lyste mere klart end de fleste engles. Han udfyldte tomrummet som min elskede havde efterladt, og nu er jeg villig til at rejse til Helvede for hans skyld.
For vores skyld …

REVOLUTION er tredje bind i serien Dæmondræberen
– en serie om udødelig kærlighed og kampen mellem det gode og onde.

Jeg havde meget store forventninger til Revolution og måske er det derfor, det tog mig lang tid at læse den, selv efter jeg faktisk havde fået den hjem. For jeg var virkelig nervøs for, om den kunne leve op til de første to bøger, som jeg var virkelig imponeret over. Og jeg vil også gerne starte med at sige, at det ikke er min favorit i serien. Ikke fordi jeg ikke bryder mig om den, men den føltes lidt flad i forhold til de tidligere bøger, der holdt mig hen i spænding og nærmest febrilsk bladren for at nå til slutningen.
Revolution nyder naturligvis på et gensyn med Dominic og Tia, og alt deres personlige drama, der for alvor bliver stort i denne her bog, da Tia opdager deres fælles fortid og først bliver godt og grundigt og meget forståeligt stjernegal på Dominic over at han har holdt det hemmeligt. Men det var for mig at se ret fedt, at det betød at hun kom til at stå meget mere på egne ben og måtte tackle udfordringerne alene. Det giver hende plads til at skinne igennem på en måde, jeg savnede i den foregående bog. Ikke fordi Dominic overskygger hende, men i Revolution er Dominic mere eller mindre hele tiden sat ud af spillet og det er op til Tia og alle Dominics og hendes mange, brogede allierede at hjælpe Dominic ud af de enorme vanskeligheder, han er kommet i. Og det er virkelig en broget forsamling og jeg tror, at det er det, Michael mener. Ærkeenglen er ligesom Dominics “kontaktperson” til englene og mener at Dominics indflydelse rækker langt bredere end han eller nogen anden er klar over og det beviser bogens handling også. Men jeg savnede på en eller anden måde en større sammenhæng med Dominics meget lange historie i menneskeverdenen, som blev udforsket i bog to og som var et af mine yndlingsmomenter.
Naturligvis byder bogen også på et gensyn med Benjamin, som til at begynde med er lidt af en nar, lige som han var i den første bog og det er svært at holde med ham, når alt han gør er at brokke sig, og han bitterhed og vrede har tidligere været næsten uudholdelig. Men i Revolution får hans og Michaels forhold lov til at udvikle sig og Benjamins personlighed vokser rigtig meget og han bliver en større, bedre, person. Og så blev jeg så glad, da Haiberg lige pludselig introducerede Lucifar, ikke Dominics kat, men the real deal. Og han er virkelig skræmmende, på sådan en måde, der er svær at sætte fingeren på. Der er helt bestemt noget i vejen med ham, men han virker ikke alene ond, markaber og grusom, men også på en eller anden måde forstyrret. Det var helt perfekt. Det bliver også introduceret en lang række bipersoner, hvoraf nogle af dem får en skæbne, jeg blev meget ked af at læse om. I det hele taget synes jeg at slutningen føltes en smule rushed, og jeg kunne godt have ønsket mig noget mere.
Hvad der virkelig fascinerer mig ved denne her bog, og ved Haibergs univers i det hele taget, er at det ikke føles som noget, jeg har læst før. Serien er sprængfyldt med humor og morsomme ord og vendinger, samtidig med at den tackler nogle virkelig store temaer som synd og død, liv og tilgivelse, og frihed. Haiberg er endnu en gang rigtig god til at blande fantasiske elementer med ideer omkring disse store spørgsmål på en måde, så læseren føler sig underholdt hele vejen igennem. Og så var det så fedt endelig at komme ned på “den varme underetage” og opleve Haibergs version af Helvede med egne øjne. Det er et skræmmende sted, hvor det bestemt kan mærkes, at der ikke er plads til rigtigt at slappe af eller sænke paraderne hundrede procent. For eksempel afsløres den markabre kilde til dæmonernes ellers morsomme og humoristiske broderier og det passer virkelig godt til Haibergs version af Helvede.
Jeg har været rigtig glad for at læse Dæmondræberen-trilogien og det er en rejse, jeg ikke ville have været foruden. Revolution er lige som resten af serien fuldt af humor og virkelig meget sarkasme, sort humor og deslige, mens den fortæller en historie om mod og frihed, kærlighed og så meget mere, at man kunne være bange for at bogen ville falde sammen under vægten af alt det. Men det sker ikke. Og som slutning på serien føles Revolution lidt anderledes end de andre, men det er en god slutning og kan godt måle sig med de to første. Og det er langt fra for sent at stifte bekendtskab med en ret så drømmefyr-agtig badboy som Dominic og Haibergs skønne, unikke univers.

Del dette:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.