Shatter Me (Shatter Me #1) af Tahereh Mafi

Shatter Me er den første bog i Tahereh Mafis futuristiske, dystopiske fantasyroman. Her møder vi Juliette, som har været indespærret og i total isolation i næsten et år. Det tager lidt tid før man som læser finder ud af præcis hvad der har ført til dette, for Juliette er meget disciplineret med hensyn til, hvad hun tænker på og den forfærdelige hændelse er aboslut ikke på listen over ting, hun ønsker at tænke på.

I stedet for fylder Juliette sine tanker og sit liv med en underlig form for poetisk snak. Eller tanker, for i al den tid hun har været indespærret, har hun ikke sagt et eneste ord. Hun lever i sit hoved, og tilbringer dagene med at stirre ud af vinduet og se ud på en verden i forfald. En verden, hun ikke længere er en del af. Indtil hun en dag får en cellekammerat. En dreng. Eller ung mand, på hendes alder. Hans navn er Adam og hans tilstedeværelse vender op og ned på hele Juliettes verden.  Og løsner samtidig op for hendes tanker. For en af de ting, jeg også har set mange andre bide mærke i, er sproget. Det kan for mange godt blive for meget ”purple prose”, altså unødvendigt, næsten kunstigt opstillet sprog med billeder og metaforer. For mig fungerer det dog rigtig godt og jeg har hele tiden ment, at det passer godt til Juliettes personlighed. Hendes sprog, og derfor den måde bogen er skrevet på, er farvet af at hun ikke snakker med folk, heller ikke før hun blev spærret inde i isolation interagerede hun ret meget med andre mennesker. I stedet er hendes sprog præget af at hun har læst mange bøger, og sidenhen kun har haft sine tanker til at holde sig med selskab. Hvis man har læst Shatter Me og fandt bogen irriterende at læse på grund af dette, så har jeg allerede læst trilogien, og kan godt fortælle, at det bliver mindre tydeligt jo længere hen i serien man kommer. Så jeg mener ikke, man skal lade sig afskrække af, at sproget er ret specielt.

Jeg elsker Juliette. Som hovedperson er hun for mig rigtig skøn at følge, fordi hun er så unik i forhold til mange andre hovedpersoner. Hun er ret specielt, stoler ikke på nogen overhovedet og faktisk kan jeg ret ofte godt blive irriteret på hende over hvor meget hun nedgør sig selv og tror at det er hendes skyld at ingen tilsyneladende kan lide hende. Hendes måde at forsøge at ændre på dette har altid været at prøve på at være endnu sødere, endnu mere selvopofrende, endnu mere selvudslettende og det betyder at hun på mange måder beskylder sig selv for den måde andre behandler hende på. Det er forståeligt og eftersom Juliette i Shatter Me har levet isoleret længe nok til at hendes tanker og følelser er blevet ret kludret.

De to andre centrale personer i bogen er Adam, Juliettes nye cellekammerat og meget modvilligt en, Juliette tror på, hun kan stole på. Den anden er Warner, lederen af Sektor 45, hvor Juliette er fængslet. Jeg har ikke særligt meget til overs for Adam, for det meste synes jeg han er utroligt egoistisk og jeg kan slet ikke lide de grunde han giver for sine følelser for Juliette. Det får mig til at skære tænder, når han beskriver hendes tidligere selvudslettende opførsel som hende værende sød og god og hjælpsom, når det i langt højere grad var en måde at holde sig selv nede på. Men jeg hader ham ikke, jeg kan virkelig godt lide ham sammen med hans lillebror James og såkaldte bedste ven Kenji, men ikke rigtig med Juliette. Kenji derimod er en af mine absolutte yndlingspersoner i hele serien, han er humoristisk og fandenivoldsk, men han er også utroligt venlig over for dem han møder og generelt bare dejlig at læse om.

Mit primære problem med denne her bog er, at jeg ikke føler, jeg får nok at vide om universet. Juliette fortæller om hvordan samfundet gik ned af bakke dengang hun var lille, vejret blev ekstremt og voldsomt, mad og afgrøder med sparsomme og dyrene blev fodret med mad der var blevet forgiftet og dette spredte sig til mennesker. Men man ser det næsten ikke. Man hører kun karaktererne tale om noget der hedder The Reestablishment, en organisation eller nærmest regering, der nogle få år forinden langsomt fik overtaget magten med løfte om at rette op på skaderne. Det er her det dystopiske element kommer ind i billedet, men jeg føler aldrig det bliver udviklet godt nok til at jeg forstår Juliettes verden.

Shatter Me er en af de flotteste bøger på mine hylder og jeg er gået i gang med at genlæse serien for at genopfriske hvad der sker, før jeg går i gang med den nyeste bog, der udkom i foråret. Det er efterhånden længe siden jeg læste bogen første gang, men den er stadig lige så god som jeg huskede.