They say she found a way to come back to Oz. They say she seized power and the power went to her head. And now no one is safe. My name is Amy Gumm—and I’m the other girl from Kansas. I’ve been recruited by the Revolutionary Order of the Wicked, and I’ve been given a mission:
REMOVE The Tin Woodman’s heart,
STEAL The Scarecrow’s brain,
TAKE The Lion’s courage,
And then—
DOROTHY MUST DIE!
Danielle Paige vender nemlig op og ned på alting, så den søde og uskyldige Dorothy med sin snarrådighed og pæne lyseblå kjole bliver til den onde i Dorothy Must Die. Der er lidt svært for læseren præcis at finde ud af, hvad der har forsaget denne her enorme forandring, men forandret, det er hun. Og ikke kun hun, også de klassiske følgesvende, hunden Toto, Fugleskræmslet, Løven og Blikmanden er forandrede og ret så skræmmende. Jeg vil ikke afsløre for meget omkring handlingen, men helt klart understrege, at det ikke er en børnebog længere. På nogle punkter er Dorothys kendte følgesvende meget mere uhyggelige end hende, fordi det er meget mere ligetil. Der er ingen karakterer, der vil tale om hvad der er sket med Dorothy.
Det irriterer ikke kun læseren, men også hovedpersonen Amy Gumm. Som karakter er hun ret forskellig fra Dorothy i den oprindelige fortælling, selv om de ender med at blive fragtet til Oz på samme måde, endda fra samme stat. Men der slutter lighederne også mere eller mindre. Amy er vant til at blive nedgjort og overset, og det at hun pludselig står med ansvaret for hvad der sker med Oz i fremtiden er til at begynde med ikke noget, hun har det godt med. Heller ikke den mission, de insisterer på, at hun skal udføre. De som værende de tidligere onde, der nu kæmper imod Dorothys tyranni og endnu en gang får læseren til at sætte spørgsmål ved betegnelser som “wicked”, “good”, “evil” og lignende.
I sidste ende er jeg meget positivt overrasket over Dorothy Must Die og selv om jeg ikke synes, at sproget måske er det mest velskrevne, så var jeg meget opslugt af plottet og den måde, Paige vender alting rundt i et kendt univers. Og egentlig synes jeg ikke, at det er så meget en genfortælling af den originale historie, som det er en viderefortolkning, og meget Danielle Paiges egen. Jeg blev hurtigt glad for Amy, for hendes sarkasme og hendes viljestyrke. Og de mange overraskende afsløringer, både de positive og de mere grusomme var med til at fastholde min opmærksomhed. Det kan godt være, at Dorothy Must Die ikke er stor litteratur, men det er god underholdning og en velstruktureret historie med et væld af spændende karakterer. Det tegner godt for fortsættelsen af serien og jeg skal i hvert fald vide, hvad der sker efter denne bogs cliffhanger.