I Inkheart møder vi 12-årige Meggie Folchart, der er vokset op mellem bøger hele sit liv. Hendes far er bogbinder, men i Meggies øjne er han nærmere en bogdoktor, der giver slidte bøger nyt liv. Og det er ikke overraskende at det er en bog, der fører Meggie ud på et eventyr, der er en bog værdig. En dag dukker der nemlig en mystisk mand op ved det lille hus, hvor hun og hendes far bor. Hendes far kalder ham Dustfinger, og Meggies nysgerrighed er straks pirret. Den næste dag beslutter faren at de skal tage hen til en fjern tante til Meggies mor, men selv om Meggie hurtigt regner ud, at det er en flugt fra nogen, Dustfinger måske også er på flugt fra, nytter det ikke noget. Og fra tantens hus tager de fremmede mænd Meggies far og en bog. En forkert bog.
Det viser sig nemlig, at Meggies far har en ganske særlig evne: når han læser højt kan han læse karakterer ud af bogen. Det lyder magisk og de fleste vil måske i første omgang ønske de kunne det samme. Men det er ikke alt sammen lykkeligt, den fremmede karakter hører ikke hjemme i Meggies verden, men hendes far kan ikke læse dem hjem igen. Og når én karakter bliver læst ud af en bog, vil en anden person i stedet blive læst ind i den. Sådan forsvandt Meggies mor, da Meggie var tre år gammel og Dustfinger, Capricorn og Basta blev læst ud af den mystiske bog “Inkheart”. Capricorn vil udnytte farens evne til sin egen fordel, og mens Meggie, faren Mo og tanten Elinor på skift forsøger at redde hinanden, møder de også forfatteren til “Inkheart” Fenoglio og en længe savnet person. Det viser sig, at Mos evne ikke er så unik, som alle hidtil har troet og spørgsmålet er, hvordan historien vil ende.
Inkheart er vidunderlig fantasy, der på en mærkelig måde er stedløs og tidløs. Til tider får jeg en opfattelse af at bogen foregår i en historisk tidsperiode, men med både biler, telefoner, elektricitet og lignende, er det måske alligevel ikke så længe siden. Den verden, Dustfinger og de andre kommer fra, er magisk beskrevet og lyder som et eventyrligt og farligt sted, men ultimativt fuld af magi. Men som læsere ser vi den ikke. Ligeledes er det ret vagt hvor bogen foregår, der bliver nævnt at tanten Elinor bor et sted i Italien, og det øde bjerglandskab, det meste af handlingen foregår i, kunne godt tyde på det. Plottet bevæger sig hurtigt og karaktererne er fascinerende. Meggie, vores hovedperson, har været en af mine yndlingskarakterer siden jeg læsten Inkheart første gang, og den slags både børn og voksne kan holde af og identificere sig med. Intet er meget vigtigt for hende end hendes far, eller familie i det hele taget, men hun er nysgerrig, på jagt efter sit eget eventyr som et af dem, hun har læst så mange af i sit korte liv. Af andre karakterer sidder de, der er kommet ud af bøgerne, altid fast hos mig, og selv om jeg bliver mere og mere frustreret over Dustfinger og mere og mere vred på ham jo længere hen jeg kommer i bogen, så kan jeg ikke lade være med at håbe, han finder en lykkelig slutning alligevel uden at tage den fra en anden. Man siger at en historie kun er så god som dens skurk, men for mig er det ikke Capricorn, der er den mest uhyggelige skurk, det er hans håndlanger Basta. Men det er også ham, der bliver brugt mest i historien, ham der jagter Meggie og de andre og hjemsøger deres nattesøvn med hans sadistiske trusler og truende adfærd.
I stedet er det, der fanger ved bogen, det unægtelige eventyr. Ikke som i prins og prinsesse og “kærligheds første kys” og “happily ever after”, men som i det engelske “adventure”. Der er spænding hele vejen igennem, en magisk kvalitet der især ligger i sproget og jeg er imponeret over det, for bogen er originalt skrevet på tysk, men jeg har kun læst den engelske oversættelse. Det er sjældent, i min erfaring, at en oversættelse har sådan en sproglig kvalitet, men i Inkheart er jeg ikke i tvivl. Det er den slags eventyr, der suger sin læser ind og holder den fast, til historien er slut. For mig er det en perfekt efterårsbog, en god, lang, magisk fortælling om familie, mod, historier, bedrag, ildslugere og bøger til en hastigt mørkere aften og en kop varm kakao.
Comments