Skabt for dig af Louise O’Neill

 
Skabt for dig af Louise O’Neill. Oversat af Emilie Sonne Harild Gaardboe. Udgivet af Gyldendal i 2018, først udgivet i 2014 med titlen Only Ever Yours. Læst på dansk, originalsproget er irsk engelsk. 550 sider. 
Anmeldereksemplar tilsendt fra Gyldendal UNG
Louise O’Neills prisvindende bestsellerroman ‘Skabt for dig’ er en dystopisk-feministisk fortælling om en verden, hvor kvinder betragtes som genstande, der oplæres, eller snarere opdrættes, med det ene formål at kunne tjene og tilfredsstille mænd bedst muligt.

“evaer er designet, ikke født. Skolen oplærer dem til at være perfekte: smukke, gode og Altid Villige. Og til ikke at tænke for meget. Det bryder ingen mænd sig om.”

Skabt for dig er Louise O’Neills debutroman og alene det er helt vildt. For det en bog, der sætter et virkelig højt niveau. Med Skabt for dig præsenterer Louise O’Neill et univers, der er så skræmmende realistisk, og bare generelt skræmmende. En fremtid hvor en kæmpe klimakatastrofe har resulteret i at pigebørn ikke bliver født, og i stedet bliver de skabt. Det vilde er, at det her univers er langt ude i fremtiden og efter hele verdensbilledet er drastisk ændret og alligevel føles det ikke så langt ude igen. Selv om piger bliver skabt, ikke som robotter eller noget men på en eller anden mystisk videnskabelig måde som ikke bliver fokuseret særlig meget på, så er den måde de tvinges til at tænke og på uhyggeligt indoktrineret vis også tænker om hinanden og deres plads i verden ikke så langt fra den måde, kvinder bliver opfattet i dag og forventes at opføre sig. Det er det, der gør bogen så skræmmende, den føles ikke så lang fra vores virkelighed og det er også der, hvor bogen virkelig ramte mig hårdt. Det går tæt på og O’Neill lægger ikke fingrene imellem når hun tager fat i fatshaming, slutshaming, victim blaming, urealistiske skønhedsidealer, kvindehad og objektivisering. Det kan godt være, at vi i dag ikke tager en afklædt teenagepige op foran en hel skoleklasse og nedgør hende og hendes krop på samme måde som det sker i bogen, men det sker alligevel på andre måder. Det, at det bliver taget til nye højder understreger bare, at tankerne og den opførsel allerede eksisterer i vores samfund.

En af de ting, der virkelig slog mig hårdt ved at læse Skabt for dig er, at det ikke er en bog om at forandre en dystopisk verden. Det er ikke en historie om nogle karakterers kamp for at ødelægge magthavernes position eller forandre verden. Det er en skræmmende historie om et lille gruppe af pigers liv i det her univers og hvordan deres fremtid udfolder sig i forhold til deres drømme, men mest af alt er det en kommentar til patriarkatet og nærmest en opsang til vores samfund i dag, og en øjenåbner. Jeg kunne for det meste slet ikke holde karaktererne ud, men efter jeg har læst den færdig, har jeg indset at det har meget mere at gøre med hvor ubehageligt jeg fandt det, at de virkelig illustrerer mange af de ting, der er problematisk i vores samfund, end de egentlige karakterer. Det er i mine øjne ret genialt af Louise O’Neill, især i en debutroman, at man på den ene side gerne vil holde med hovedpersonen og at hun skal få det, hun vil have, men samtidig blev jeg i hvert fald så frustreret over den måde, hun og de andre tænker på og deres handlinger derudfra. Det er ikke fordi de er dårligt skrevet, jeg tror det har været en enorm udfordring at skrive karakterer som evaerne, som på en gang skal vise hvor umenneskeliggjort de er og stadig få læseren til at kunne sætte sig ind i deres situation og få medfølelse med dem. Det er en balancegang og jeg synes, at det faktum at jeg fandt dem så ubehagelige at læse om, viser at det lykkedes rigtig godt.

Jeg havde det svært med at læse denne her bog, fordi den netop skaber så mange følelser. Jeg blev både vred og ked af det, jeg fik voldsom lyst til at gøre noget, til at ændre de begyndende tegn i vores samfund. For selv om omstændighederne er anderledes i Skabt for dig, så kan jeg ikke lade være med her efterfølgende at tænke på noget, Louise O’Neill selv sagde til BogForum. Det havde slet ikke været nødvendigt at opfinde denne her kæmpe klimakatastrofe, der har medført at der ikke bliver født piger som baggrund for historien for at forklare den måde, piger og kvinder bliver set ned på og opfattet som ting mere end som mennesker, for det findes allerede i dag.

Jeg kan ikke lade være med at anbefale denne her bog nok. Se bort fra at det er YA, den kan og bør også læses af voksne, det kan godt være det er science fiction og fremtidsdystopisk, men karaktererne og historien er det, der driver den frem ad og direkte ind hos sin læser. Jeg håber virkelig ikke, at nogen lader sig afskrække af, at den allerede på bagsiden gør det klart, at det er en feministisk historie. Det er en bog, der ikke må overses og selv om det er længe siden, jeg har læst den færdig, så hænger den stadig ved i mine tanker. Som sagt, så er det en øjenåbner, en conversation starter og den får alle mine anbefaler med herfra.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.