Tre nervepirrende fortællinger fra Irland, Tyskland og England

 

Green Tea (Little Black Classics #90) af Sheridan Le Fanu. Udgivet af Penguin i 2016, først udgivet i 1873. 53 sider.

Green Tea er den af disse tre historier, som jeg mindst vidste, hvad jeg skulle forvente mig af. Og den er i sandhed også forvirrende. For mig som læser havde jeg næsten lige så svært ved at skelne mellem det virkelige og det mystiske eller overnaturlige, det der ikke rigtig er der men er fremkaldt af den mystiske drik, som hovedpersonen har. Når de skriver, at værket er gennemsyret af en aura af mysterier, så kan jeg kun erklære mig enig, og jeg er overhovedet ikke sikkert på, om jeg fik det hele med af det, der foregik. Men det var utroligt spændende at læse om og jeg kan sagtens forestille mig, at det er en bog, jeg vil vende tilbage til igen på et andet tidspunkt, genlæse og måske opdage andre sider af. I første omgang var den dog ret mærkværdig at læse og den endte med at forvirre mig mere end jeg forstod den.

 

The Sandman (Little Black Classics #108) af E. T. A. Hoffmann. Oversat af Peter Wortsman. Udgivet af Penguin i 2016. Først udgivet i 1816. 64 sider.

Jeg har læst The Sandman før og jeg bliver hver gang slået af, hvor anderledes denne her historie er i forhold til den eneste anden, jeg har læst af forfatteren, nemlig Nøddeknækkeren. Vi læste denne novelle til et af mine fag omkring ondskab i litteratur på universitetet og jeg kan godt se, også ved genlæsning, hvor velvalgt den har været. En lille dreng oplever som barn at når en mystisk fremmed kommer på besøg, så forandres hans fars ellers varme personlighed fuldstændig. Og nysgerrig som han er, udspionerer han de to mænd, og overværer faderens død. Som voksen begynder han at synes, at han ser denne mystiske mand, der stjæler og sælger øjne af en eller anden grund, han ser ham over det hele og da ingen andre lægger mærke til ham, begynder den nu unge mand langsomt at blive vanvittig. Om han virkelig ser den mand, der tog hans fars liv, eller blot en dobbeltgænger, bliver aldrig forklaret og egentlig giver jeg mere denne her bog 4 hjerter for den måde, hovedpersonens tiltagende vanvid bliver skildret frem for det egentlige plot, der stadigvæk føles rodet og lidt for hullet til at give mening.

 

Lot No. 249 af Sir Arthur Conan Doyle. Udgivet af Penguin i 2016, først udgivet i  1892. 57 sider.

Ud af de tre mere uhyggelige eller pirrende, prikkende fortællinger, var denne her min favorit. Det var den, der fik hårene til at rejse sig i nakken på mig og det løb mig koldt ned af ryggen. Vi følger et par unge studerende, der bor på hhv. første og anden sal i en etageejendom. Og igennem ham, der bor øverst, får vi fortalt en mystisk historie om hans underbos hurtige forfald og stigende vanvittige opførsel, der forvirrer hans venner og bekendte. Historien er velkendt for fans af Conan Doyles berømte detektiv, selv om historien absolut ikke har noget at gøre med Sherlock Holmes. Men så samme måde fornemmer man som læser, at der er rigtig meget, som Conan Doyle ikke skriver direkte. Det er i sandhed et mysterium og jeg synes det er ret ærgerligt, at bagsideteksten afslører, at det drejer sig om en egyptisk mumie med overnaturlige kræfter, der har påvirket den unge studerende og som skaber så meget postyr og usikkerhed. For jeg tror ikke, jeg havde gættet det lige med det samme, hvis ikke det var fordi, det svar var givet på forhånd. Der er dog tegn på det, han studerer trods alt noget med Egypten og man får da også at vide, at han især er interesseret i de hieroglyffer, han har set et eller andet sted, men det var ikke en detalje, jeg dvælede ved, netop fordi jeg vidste, at det var et tidligt hint til mumien. Historien er der dog som sådan ikke noget i vejen med og den er bestemt værd at læse. En “god” lille fortælling til en halvmørk efterårsaften.