anmeldelser

I am Number Four (Lorien Legacies #1) af Pittacus Lore

I am Number Four (Lorien Legacies #1) af Pittacus Lore. Udgivet af HarperCollins US i 2011. Først udgivet i 2010. 440 sider.
John Smith seems like an ordinary teenager, living a normal life with his guardian Henri in Paradise, Ohio. But for John, keeping a low profile is essential, because he is not an ordinary teenager. He’s an alien from the planet Lorien, and he’s on the run. A group of evil aliens from the planet Mogadore, who destroyed his world, are hunting anyone who escaped.
Nine Loric children were sent to Earth to live in hiding until they grew up and developed their Legacies, powers that would help them fight back—and help them save us. Three of them are now dead. John is Number Four, and he knows he’s next….
Okay, indrømmet, I Am Number Four er ikke en af de bedste bøger og jeg ved, at det er en, der har fået meget blandede anmeldelser på Goodreads. Og jeg kan godt forstå hvor folk kommer fra. For mig var det at genlæse bogen som at være tilbage blandt gamle venner og jeg nød det i fulde drag. Og alligevel har jeg valgt at tage et hjerte af min oprindelige bedømmelse fra før 2013. Jeg tror ikke, jeg har genlæst bogen siden da, og fordi jeg vil færdiggøre flere serier i år, er jeg begyndt at genlæse serien forfra, for jeg kan ikke huske nogen detaljer overhovedet.

Mit problem med denne her bog er helt sikkert kærlighedshistorien. Jeg er slet ikke fan af John/Four og Sarahs forhold, der er insta-love, super hurtigt udviklende og mest af alt reducerer det rigtig meget begge karakterers udvikling i bogen. Jeg kan godt lide hvem vi får at vide, at Sarah er: en pige der mere eller mindre har genopfundet sig selv efter at have været kun “cheerleader og quaterbackens kæreste”, men det meste af det man ser til hende i bogen er John, der piver over ikke at være sammen med hende døgnet rundt og beskriver hendes udseende igen og igen. Det ærgrede mig så meget at genlæse bogen og virkelig se hvor fladt deres forhold er og det gjorde også, at jeg ganske enkelt ikke kan lide John/Four. Jeg får sådan lyst til at slå ham i hovedet over den måde han hænger over Sarah på og lader hans følelser for hende styre alle sine valg, selv når han selv eller hans nærmeste er i fare.

Når det så er sagt, så er der også dele af denne her bog, jeg rigtig godt kan lide, også efter så lang tid. Det trækker delt klart bogen op igen fra 3 til 4 hjerter, at jeg stadig er super fascineret af Loric-racen, og de glimt vi får af deres verden og ikke mindst magisystemet. Fordi bogen sætter en serie på syv bøger op, er det til tider lidt for meget info-dump, når det kommer til planeten Lorien og hele historien der sendte de ni børn til Jorden.

Apropos de ni børn, så ved jeg jo så allerede på forhånd at vi kommer til at få flere synsvinkler i de næste bøger, og jeg glæder mig til det. Jeg kunne godt savne lidt mere action i starten af bogen, hvor hele præmisset sættes op og der sker rigtig meget teenagedrama, for i den sidste halvdel af bogen sker der så meget, at det næsten ikke er til at følge med. Og mens en af mine absolutte yndlingskarakterer får lov til at få mere spalteplads, nemlig Sam, der på trods af at han er menneske absolut ikke er udulig i kampen mod den invaderende race af aliens. Jeg kommer til gengæld aldrig over Henri, jeg kan godt forstå at det sker og tabet af en mentorfigur er helt klart central i mange fantasyheltes historier, men det gør ondt alligevel.

Når alt kommer til at, så får bogen nok en lidt højere bedømmelse af mig på grund af nostalgi-faktoren, fordi det føles som at gense gamle venner. Til trods for at jeg kan finde flere mangler i bogen, så er jeg godt underholdt mens jeg læser, og der bliver lagt op til en kamp af episke proportioner. Og bogen er trods alt flere hundrede gange bedre end den film, der blev lavet for nogle år siden, jeg så faktisk den før jeg læste bogen og blev noget overrasket over hvor anderledes bogen er. Jeg vil anbefale I Am Number Four til folk, der kan lide serier, der sættes op lidt langsomt, til folk der kan se bort fra irriterende romantiske subplots, der gør karaktererne fladere, og som er villige til at gå videre med en serie selvom de ikke var blæst bagover af den første bog. For jeg ved, at det bliver bedre, og egentlig synes jeg ikke engang, at det er en dårlig start.

Del dette: