anmeldelser

Irsk krigspoesi, britiske spøgelsesnoveller, og amerikansk naturnonsens

A terrible beauty is born (Little Black Classics #98) af W. B. Yeats. Udgivet af Penguin i 2016, først udgivet i årene 1988-1923. 52 sider. 
But I, being poor, have only my dreams; / I have spread my dreams under your feet…’

By turns joyful and despairing, some of the twentieth century’s greatest verse on fleeting youth, fervent hopes and futile sacrifice.

Jeg har ikke læst noget af Yeats før og derfor så jeg ret meget frem til at læse det her lille udvalg af hans digte. Udvalget spænder ret bredt fra hans forfatterskab og det gjorde bogen til en ret underlig oplevelse at læse, for der sker en ret stor udvikling i hans forfatterskab fra da han starter og virkelig er inspireret af romantikkens naturhyldest, og til han senere i sit liv bevæger sig mere over i friere skrivestil og i særlig høj grad drager inspiration fra det irske. Især brugen af de irske myter betød, at jeg var nødt til at researche mig lidt frem til hvem det var, han snakkede om, når han bruge indviklede navne på sagnfigurer eller i sine mange digte om Irlands kamp for frihed omtalte rigtige begivenheder og mennesker i meget vage vendinger. Det generede mig dog ikke specielt meget, når jeg havde fundet ud af det, der forvirrede mig, læste jeg ofte digtet igen og jeg nød den måde han bruger sproget på til at skrive om nogle meget voldsomme hændelser. Især titeldigtet var jeg ret vild med og et par andre af digtene om krig og Irlands uafhængighed. Men det digt, der i begyndelsen citeres og også findes i den bagsidetekst, jeg har gengivet, var et af dem, der gjorde et indtryk på mig fordi det var så anderledes end størstedelen af bogen. I det hele taget var det et fint indblik i Yeats’ forfatterskab og jeg kunne godt tænke mig at læse mere og følge hans udvikling.
To Be Read at Dusk (Little Black Classics #86) af Charles Dickens. Udgivet af Penguin i 2016, først udgivet i 1852. 58 sider.

‘The monstrous thought came into my mind as I perused the fixed eyes and the saturnine face, that this was a spirit, not a man.’
Three ghostly tales from a master of the form, ‘The Signalman’, ‘The Trial for Murder’ and the title story, ‘To Be Read at Dusk’.

Jeg er ret sikker på, at jeg har læst i hvert fald en af disse tre spøgelseshistorier før. I hvert fald kan jeg nemt genkende Dickens’ mystiske stil, når han skriver om spøgelser, mystiske hændelser, overtro og lignende. Den første historie, ‘The Signalman’ var nok min favorit, hvor en jeg-fortæller møder en signalmand på datidens jernbane. Hans job er at signalere til togene, og da fortælleren møder han, får han fortalt en meget mystiske historie om spøgelseslignende skikkelser og signaler, der ikke burde være givet. Det hele viser sig at være en forudsigelse af signalmandens skæbne og historien havde præcis den form for uhygge, som jeg husker fra Dickens’ Complete Ghoststories. Jeg tror nok, at alle tre historier i denne her bog, også er i førnævnte samling, hvilket også er derfor, jeg er sikker på, at jeg har læst dem før. Det gjorde bogen ret let at læse og hvis man er interesseret i at læse mere af Charles Dickens, så er den et godt sted at starte. Nok mest fordi den er ret kort og til at overskue, i  modsætning til mange af hans romaner, der er nogle meget store murstene. Men bogen viser også kun en side af et forfatterskab, som jeg ellers holder meget af, det er kun spøgelseshistorier og mysterier og jeg kunne godt savne mere omkring hans meget billedrige social realisme fra tiden, som man finder i hans romaner.
On the Beach at Night Alone (Little Black Classics #10) af Walt Whitman. Udgivet af Penguin i 2015, først udgivet i 1881. 64 sider.

‘All nations, colors, barbarisms, civilizations, languages…’

A selection taken from Walt Whitman’s Leaves of Grass.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet. Jeg har tidligere læst Leaves of Grass af Walt Whitman og fandt ud af, at det var mildt sagt en meget blandet læseoplevelse. Desværre var det som om denne her bog havde samlet alt det, jeg ikke brød mig ret meget om ved hans berømte værk og udvalgt netop de digte, der for mig gav mest mening. Jeg kan godt se, rent teknisk, at det er godt skrevet og han er god til at bruge både sproget og digteformen til at danne billeder hos læseren og fortælle en historie. For mig at se var det meste af det han fortalte desværre bare nonsens, hvor han fortaber sig i naturen og prøver på at beskrive den i overdådige vendinger, nærmest anser sider af den for at være overnaturlig eller lignende. Måske forstod jeg det bare ikke, sådan som han ønskede man skulle forstå det, men at læse On the Beach at Night Alone føltes forvirrende og fjollet og jeg vil hellere læse det samlede værk igen, for der var på en eller anden måde mere sammenhæng i det jeg læse. Men jeg tror godt, jeg kan sige, at jeg nok aldrig bliver fan af Walt Whitman efter flere forsøg.

Del:
RSS
Facebook
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *