But Nevermore is not what it seems, and the more time Belle spends there, the harder it is to leave. Good stories take hold of us and never let us go, and once Belle becomes lost in this book, she may never find her way out again.
I bogen bliver læseren taget med på Belles eventyrlige, men meget farlige rejse til Nevermore, en magisk verden inden i en bog, der er skabt af Døden. Og her er det at Donnelly får mulighed for at udfolde sit eget univers og magiske regler og karakterer. Den måde hun blander det velkendte med noget nyt er kreativt og legende og det var sjovt at læse om. Men bogen var det forudsigelig og meget præget af de klassiske eventyrtræk som alting i 3, riddere, prinsesser, en ond “dronning” og så videre. Det gør som sådan ikke så meget så længe man er klar over det, når man går ind til bogen og ikke forventer hundrede procent nyskabelse.
Og alligevel er der noget ret specielt ved bogen. Den starter med et væddemål mellem Kærligheden og Døden og midt i deres evighedskedsomhed bliver Belle og Udyret altså fanget. Det er Døden, der lokker Belle til Nevermore for at hun ikke skal ophæve fortryllelsen over Udyret og alle på slottet, som også er fremkommet af de to abstrakte søstres evindelige stridigheder. At gøre Kærlighed og Død til egentlige karakterer på denne måde er ret specielt, men det fungerer fint i et fantasipræget univers hvor det gælder om at være åben for muligheder.
Selv om bogen var meget forudsigelig for mig, så kunne jeg godt lide den. Jeg var godt underholdt og ret fascineret af den verden Donnelly skaber i Nevermore. Historien tager måske sit udgangspunkt i eventyret om Skønheden og Udyret – som jeg i øvrigt slet ikke har noget imod og faktisk er ret glad for – og måske læner den sig også lige rigeligt op ad både denne historie og læserens indforståede viden, men den tilføjer også sit eget til fortællingen. Det er en sød og underholdende lille magisk fortælling, men ikke meget mere end det.
