Crescenda (Sjælevandrer #3) af Charlotte Fischer. Udgivet af forlaget Facet i 2019. 386 sider.
Anmeldereksemplar fra Forlaget Facet!
Jeg har også anmeldt de første to bøger i serien her: Diali og Ourea.
Cawi ligger i koma. I drømmesyn gennemlever han de sidste år af sit liv som sjælevandrer. Han vender hjem til sjælevandrerfolket i de eventyrlige Tågebjerge. Cawi er en mægtig hærfører for De Gyldne Vagthunde, der kæmper mod kaosvæsener. Men Cawi har en forbandet sjæl og da han møder storfyrstinden, sættes freden for alvor på spil.
Cawi og Dahlias yngste datter, Hollie, tager med sin kæreste på en romantisk rejse. Ferien tager en uventet drejning og bliver en rædselsvækkende kamp for overlevelse. Da Hollie pludselig befinder sig i Diali, møder hun en velkendt sjælevandrer.
Dahlia er sunket dybt i sin sorg over Cawi. Hun tvinges til at lægge al svaghed bag sig, da Hollie forsvinder sporløst. Dahlia må finde sin styrke i jagten på Hollie. Da alt er mørkest, møder Dahlia en mystisk fremmed. Han afslører dystre hemmeligheder fra Cawis fortid.
Hvis man har læst min anmeldelse af den foregående bog, så vil man kunne forstå, hvorfor jeg tøvede ret meget med at læse denne Crescenda. Jeg var nemlig slet ikke glad for Ourea, og jeg var ret nervøs for om jeg ville have lignende følelser omkring denne her bog. Og om den ville være lige så svær for mig at læse, især fordi jeg kunne se at Hollies historie måske kunne gå hen og blive ret voldsom.
Så jeg gik forsigtigt i gang med bogen, men jeg nåede også til det punkt hvor jeg var ret opslugt af bogen. Jeg nød at lære mere om sjælevandrernes verden og deres historie, eller Cawis historie og det er helt sikkert den side af bogen, jeg synes er mest spændende. Da jeg gik i gang med bogen, vidste jeg ikke om det ville være den sidste i serien, men det fandt jeg ud af at det ikke er. Derfor holder jeg også fast i håbet om at der er en grund til at en stor del af denne her bog handler om det der sker uden for Cawis tur tilbage i tiden – og ind i et andet univers. Jeg ville ikke spoile for meget, men der er helt sikkert en vigtig lede tråd i Crescenda, både bogen og stedet. Jeg kan slet ikke regne ud, hvordan den her serie skal ende, især ikke efter den måde denne her bog slutter på med noget af en mavepuster af en cliffhanger. Den udvider også universet ret meget, og introducerer engle og dæmoner og i det hele taget er fantasyaspektet af bogen det, der interesserer mig mest.
Den anden side handler om Dahlia og Cawis datter Hollie, som er så naiv en karakter, at det næsten gør helt ondt. Men ingen fortjener det rædsler hun kommer ud for. Til at begynde med fandt jeg det lidt forvirrende at hun og hendes Absolutte Kærlighed tager til et andet land, vi aldrig rigtig har hørt om, men som er et både voldeligt, misogynt og decideret farligt sted at befinde sig. Hollies naivitet i begyndelsen af bogen forsvinder selvfølgelig hurtigt, og at læse om hendes oplevelser med tortur, manipulation og nærdødsoplevelser var faktisk meget svært for mig. Det gjorde ondt at læse om, det var nærmest ikke til at holde ud til tider og det er også grunden til, at jeg har tilføjet bogen til min “trigger warning” hylde på Goodreads. I modsætning til den foregående bog bliver det til gengæld gjort utvetydigt klart at det er forkert, det der sker, og at denne mands gerninger er onde, de bliver ikke romantiseret eller noget i den stil og det havde jeg virkelig brug for at se.
Jeg er så glad for, at jeg trods min tøven valgte at læse videre i serien. Jeg synes at historien hænger mere sammen i denne her bog, der er stadig mange sider af den store historie, jeg har spørgsmål omkring, men da jeg opdagede at det ikke var en trilogi, har jeg stadig håb om at de bliver besvaret. Godt nok er min bedømmelse af bogen gået et hjerte op fra den foregående bog, men hvis jeg havde givet halve hjerter, var den nok endt der. Min favorit i serien er stadig Diali, selv om den forvirrede mig meget, men jeg kan også se en udvikling i karaktererne og i Charlotte Fischers skrivestil. Nogen kategoriserer bogen som YA, personligt vil jeg mere sige måske New Adult eller bare voksne, men den kan godt læses af teenagelæsere, der ikke er bange for at læse om de mere mørke sider af mennesker. For en af de ting, Charlotte Fischer ikke gør, er at lægge et slør henover de grusomme detaljer, tværtimod kan det godt gå hen og blive for meget. Crescenda var en bog, der skubbede til min grænser, men ikke overtrådte dem på samme voldsomme, personlige måde som Ourea gjorde. Den er værd at læse, når man ved hvad man går ind til. Jeg er i hvert fald blevet mere nysgerrig på hvad der kommer til at ske.