anmeldelser

Skyggesøsteren (De syv søstre #3) af Lucinda Riley

Skyggesøsteren (De syv søstre #3) af Lucinda Riley. Oversat af Ulla Lauridsen. Udgivet af Cicero i 2017, først udgivet i 2016 med titlen The Shadow Sister. Læst på dansk, originalsproget er irsk engelsk. 567 sider.

Jeg har anmeldt de to første bøger i serien her: De syv søstre og Stormsøsteren.

Star D’Aplièse står ved en skillevej i sit liv, efter at hendes elskede adoptivfar, Pa Salt, er død. Ligesom sine fem søstre har Star også modtaget en ledetråd til at finde sine rødder. Men Star – der er den mest forsigtige og tryghedssøgende af søstrene – er bekymret for, hvad det kan betyde for hendes forhold til de andre søstre, ikke mindst den dominerende CeCe. Hun beslutter sig dog alligevel for at følge det første spor, Pa Salt har efterladt hende, hvilket fører hende til et gammelt antikvariat i London, hvor hun skal spørge efter en kvinde ved navn Flora MacNichol.

Hundrede år tidligere lever den nittenårige Flora MacNichol et lykkeligt og ubekymret liv i det naturskønne Lake District, hvor hun bor tæt på sit store idol, forfatterinden Beatrix Potter. Men skæbnen vil det anderledes og fører Flora til London, hvor hun indlogeres hos en af selskabslivets største personligheder, Alice Keppel, der er kong Edward 7.s elskerinde. Her bliver Flora en uskyldig brik i et spil, som hun ikke kender reglerne til.

Efterhånden som Star dykker længere og længere ned i Floras utrolige historie, bliver hun også klogere på sin egen og måske klar til endelig at træde ud af sin søsters skygge.

Den tredje bog i serien om D’Aplieèse-søstrene følger måske den mest anonyme af søstrene, Star, og ind til videre er hende historie også den, der kommer nærmest en skandale. Alene ud af bagsideteksten kan man hurtigt se, at det her er en bog, der tager en tæt på en stor hemmelighed og spørgsmålet om, hvor Star egentlig stammer fra, viser sig at være meget kludret og der er så mange falske spor og misforståelse, for ikke at tale om hemmeligheder, at det faktisk var svært at regne ud.

Jeg var ikke lige så vild med Star som person, som jeg har været med de to foregående hovedpersoner, men jeg tror også, at det har noget at gøre med at en meget stor del af bogen er dedikeret til Flora MacNichols historie, så det er begrænset hvor meget plads, der egentlig er til at man kan lære Star at kende. Da jeg var færdig med bogen, havde jeg en fornemmelse af at jeg stadig kendte Flora bedre end jeg kendte Star, hvilket på ingen måde var den følelse, jeg håbede på at have. Og dog får man mange glimt af Stars personlighed og hendes holdninger, så det er ikke fordi, hun er fuldstændig endimensionel. Især hendes kærlighed til andre mennesker og ønske om at hjælpe, det er en så oprigtig og ærlig opførsel og Lucinda Riley formår at gøre det til en styrke. En der er let overset og udnyttet af dem, der ønsker det, men også kan bringe meget til ens liv.

Floras historie startede med at interessere mig mest fordi den involverer Beatrix Potter, men Floras egen skæbne blev også ret interessant at følge. Hendes baggrund viser sig at være lige så mystisk som Stars og langt mere skandaløs end man kunne forestille sig. Det var svært ikke at blive opslugt at hendes historie og selv om der er mange hemmeligheder, er der også nok at beskrivelser af baller, royale intriger og meget mere. Det er en spændende historie, og jeg vil ikke spoile for meget ved at gå i detaljer, men for mig var det på flere punkter Floras historie, der styrkede bogen.

I hvert fald ind til man begynder at nå hen mod slutningen, hvor Star ikke længere leder efter sig selv, men er begyndt at tro mere på sig selv og sin egen styrke, og det i stedet kommer til at handle om familie. Ikke bare de mennesker Star møder igennem sin søgen efter Flora og de mulige familiemedlemmer, men også da hun finder ud af, hvem hendes mor er. Det leder til både konfrontationer, forklaringer, undskyldninger og ikke mindst en del modstridende følelser hos Star. Men det er en skøn historie, både for sig selv og som den del af den store historie om de forskellige søstres ophav og ikke mindst alle mysterierne omkring deres adoptivfar, Pa Salt. Jeg er kæmpe fan af denne her serie, og måden forfatteren er i stand til at tage en ny hovedperson hver gang og gøre deres historie spændende, levende og tilføje nye sider til allerede kendte karakterer. Der er visse begivenheder, der overlapper og de understreger, at ind til videre har bøgerne foregået over nogenlunde den samme tidsperiode. Det er meget at holde styr på, men i Skyggesøsteren havde jeg ikke nogen problemer med at følge med i hverken den ene eller den anden fortælling.

Bogen har desuden den mest vidunderlige døve karakter, og jeg har på fornemmelsen at der ligger en del research bag ved beskrivelsen af hans liv og derfor gjorde det måske også bare endnu mere ondt, når man får at vide hvem hans forældre er. Det slog mig, mens jeg læste Skyggesøsteren, at alle har en historie, og man ved ikke alt om en persons fortid eller tanker. Det er en svær tanke at skrive ind i en bog og leve op til, men Skyggesøsteren gør et godt forsøg, især med tanke om at Star ikke er den mest selvhævdende person, der findes.

Del:
RSS
Facebook
Twitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *