anmeldelser

Djævelens lærling (Den store djævlekrig #1) af Kenneth Bøgh Andersen

Djævelens lærling (Den store djævlekrig #1) af Kenneth Bøgh Andersen. Udgivet af Høst & Søn i 2007, først udgivet i 2005. 310 sider.

Filip er en god dreng, en rigtig god dreng, som ved et uheld påkøres af en bil, dør og lander i Helvede, åbenbart udset til Djævelens arvtager. Det går nu hurtigt op for Lucifer, at det ikke er den rigtige dreng, men han er nødt til at oplære ham alligevel. Det er blot et spørgsmål om at finde Filips skyggesider, og det bliver langt nemmere, da Filip pludselig forelsker sig og oplever jalousiens stærke kræfter. Filip får hurtigt både venner og fjender i den sære dystre underverden. Og pludselig får han også færten af et ondsindet komplot mod den sorte trone.

Har jeg sovet i timen? Måske lidt, men det bliver der lavet om på nu. Strengt taget er Djævelens lærling en genlæsning. For et par år siden hørte jeg den som lydbog, og hvis man er interesseret i lydbøger, så kan jeg klart anbefale den. Det er forfatteren selv, der læser den op og det er nærmest hypnotiserende at lytte til.

Denne her gang har jeg så læst den i papirform og det kan altså også virkelig anbefales. Det kan godt være, at Djævelens lærling har hele 14 år på sig, og jeg var 12 år dengang det udkom, men det føltes ikke sådan. Jeg er nogle gange lidt forsigtig med at læse især fantasy eller bøger til unge, der er så gamle, for de kan let komme til at føles outdatede. Det gør Djævelens lærling på ingen måde, det er fantasy i særklasse, der stadig er lige så læseværdig efter halvandet årti.

En af de ting, der virkelig slår mig, når jeg læser bogen, er hvordan Kenneth Bøgh Andersen formår at bygge Helvede op. Det er et enormt fascinerende sted med mange forskellige djævleracer, vil jeg kalde dem, med forskellige arbejdsopgaver og meget forskelligartede udseende. Bøgh Andersens Helvede har mange lang, et mærkbart samfundssystem, og på mange måder minder det mig lidt om Dantes berømte Inferno, der er mærkværdigt fascinerende i sin grusomhed og kreative system. På samme måde er jeg vild med Bøgh Andersens opbygning af denne her verden og den måde han får læseren til at forestille sig det hele baseret på de ting Filip ser og oplever.

Sammen med opbygningen af universet er der karaktererne. En af mine favoritkarakterer overhovedet, ikke kun fra denne her serie, er Djævelen selv, også kaldet Lucifer. Første gang man møder ham er han nærmest midt i en administrativ krise der får en til at grine og det er et af kendetegnene for hele bogen. Det kan godt være den foregår i Helvede og de taler om at pine sjæle, men der er også en masse humor og helt almindelige hverdagsting. Jeg kan rigtig godt lide Kenneth Bøgh Andersens karakter af Djævelen, fordi han både kan være skræmmende og meget djævleagtig, og også nogle gange opfører sig lidt om en hyggelig person. Det meste af tiden. Filip er selvfølgelig også en spændende karakter, hans oplæring i ondskab er spændende at følge med i, selv om jeg synes det er ærgerligt at det store fremskridt sker på baggrund af hans forelskelse.

Lad være med at gøre som mig og soven i timen. Djævelens lærling er uden tvivl værd at læse, både for de yngre læsere der vil more sig over humoren og det anderledes og kreative univers, mens de ældre læsere også sagtens kan nyde begge dele uden at det bliver kedeligt. Findes der virkelig nogen, der ikke har læst denne her bog endnu? I Djævelens lærling blander Kenneth Bøgh Andersen humor og mytologi med et mystiske komplot og det hele foregår i et både spændende og meget anderledes univers. Bogen er den første i en serie på seks, og min plan er at fortsætte med resten af serien i løbet af forårets og sommeren. Jeg kan ganske enkelt få nok.

Del:
RSS
Facebook
Twitter

En kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *