anmeldelser

Savn mig ikke af Carrie Fountain

Savn mig ikke af Carrie Fountain. Oversat af Louise Urth Olsen. Udgivet af CarlsenPuls i 2019, først udgivet i 2018 med titlen I’m Not Missing. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk. 314 sider.

Anmeldereksemplar fra forlaget CarlsenPuls.

Nogle gange er venskaber så stærke, at de erstatter al familie.

Det er sådan Miranda og Syd har det med hinanden. Deres mødre er væk, og de har kun deres fædre. Syds far er alkoholiseret, Mirandas far er overbeskyttende, så pigerne bruger så meget tid sammen, som det er muligt.

En dag forsvinder Syd bare og efterlader en knust Miranda. Hvorfor? Det bliver et spørgsmål, der plager Miranda nat og dag, og til sidst beslutter hun sig for at finde Syd, for hun kan ikke bære tanken om, at hendes bedste veninde er alene med de problemer, som hun tilsyneladende har fortiet.

Det bliver en rejse, der afslører hemmeligheder om Syd, hendes familie, og ikke mindst om … Miranda.

Savn mig ikke er historien om to pigers venskab, der er så tæt at de ikke bare er veninder. De er ikke engang søstre. På mange måder er det som om de er en person. Det er en historie om venskab på mange måder, om hvad der sker når et venskab går i stykker, når et venskab bliver giftigt eller uligevægtigt, det er en historie om bedste venskaber, der står imod alle mulige udfordringer og det er en historie om, hvad venskab egentlig er for noget.

Miranda og Syd er bedste veninder, og på mange måder er Miranda helt afhængig af Syds stærke personlighed. Især i begyndelsen af bogen, men også i løbet af bogen sker det flere gange at Miranda ønsker, at Syd var der til at reagere på Mirandas problemer for hende, så hun ikke behøver gøre det. Så hun ikke skal tage stilling, men bare følge Syd. Men det er ikke altid Miranda har lyst til det, især ikke når det kommer til Nick. Nick, der brændte hende af til skoleballet sidste år og som hun stadig er forelsket i.

Så da Syd forsvinder, er det lidt som om Miranda også gør det. Og Savn mig ikke handler i første halvdel om hvordan Miranda langsomt, men sikkert finder sig selv og begynder at gøre de ting som hun har lyst til. Jeg kunne virkelig godt lide denne her del af bogen, hvor Miranda får lov til at folde sine vinger ud. Jeg kunne ikke lade være med at studse over, at hun på et tidspunkt tænker, at Sydney altid ville vende alting til at handle om hende, for det er faktisk også det, Miranda gør. Specielt i begyndelsen, indtil hun begynder at hvile mere i sig selv og faktisk begynder at have et liv uden for Syd. Men Miranda giver ikke op på Syd, selv ikke da alle andre tilsyneladende gør. Det er det eneste tidspunkt, jeg virkelig følte at jeg kunne se hvor meget venskabet med Syd betyder for Miranda, men jeg savnede at set det gå den anden vej også.

I del to smider hun nemlig alt hun har for at følge en meget svag og gammel ledetråd til Syds lokation. Det var på det tidspunkt, jeg mest blev irriteret på Miranda og ikke helt længere var sikker på, hvor historien skulle bære hen. Og det er jeg stadig i tvivl om. Jeg brød mig ikke rigtig om den måde, Miranda og Syds venskab bliver fremstillet på, når det så samtidig får Miranda til at bare køre uden nogen plan, uden at vide hvor hun skal hen, til sin fars store fortvivlelse, for at finde Syd, der udtrykkeligt har sagt, at hun ikke vil findes. At hun ikke er forsvundet. Syds hemmelighed er stor, og jeg forstår godt at hun valgte at stikke af og gemme sig, men jeg er ikke sikker på, om jeg har forstået hvad det var bogen gerne ville sige.

Savn mig ikke endte med at blive en ret rodet læseoplevelse. Jeg nød virkelig Mirandas forhold til hendes far, som egentlig overhovedet ikke virker så overbeskyttende som bagsideteksten antyder. Tværtimod har de to et ret tæt, venskabeligt forhold efter at Mirandas mor forlod dem for at tilslutte sig en kult. Meget af bogen fokuserer på familieforholdet mellem de tre, hvordan det har påvirket Miranda og hendes far at moren har efterladt dem på den måde, hvordan hendes meget hvide far og hun med sin mors mexikanske udseende, ofte bliver misforstået og mistænkt af fremmede. I den sammenhæng var Mirandas beslutning omkring college ret interessant at følge, hvordan hun langsomt men sikkert fandt frem til den beslutning, der er rigtig for hende, ikke for hendes far, ikke for Nick, og bestemt ikke for Syd. Til gengæld følte jeg mest af alt at Miranda på en måde var bedre stillet efter Syd var væk, og det er en forfærdelig ting at sige, for de var veninder og Syd betyder rigtig meget for Miranda og hele grunden til at Syd er stykket af er rædselsfuld. Men bare at fortælle om deres tætte venskab overbeviste mig ikke, når jeg ikke fik det at se.

Jeg ved ikke helt hvad jeg skal mene om bogen. Den er godt skrevet, Carrie Fountain skriver om mange forskellige forhold, romantiske, platoniske, familiære og alt sammen på en tilgængelig måde, der er let at læse og flot i sit udtryk. Men jeg følte ikke at bogen udlevede sit potentiale og jeg er stadig forvirret over, hvilket budskab, den gerne ville sende. Det ærgrer mig rigtig meget, at jeg ikke er mere glad for bogen, for den havde så godt potentiale.

Del dette:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.