The Rise of Nine (Lorien Legacies #3) af Pittacus Lore. Udgivet af HarperCollins US i 2012. 360 sider.
Jeg har anmeldt de første bøger i serien her: I Am Number Four og The Power of Six.
Læs også min anmeldelse af den første novellesamling i serien: The Legacies.
Until the day I met John Smith, Number Four, I’d been on the run alone, hiding and fighting to stay alive.
Together, we are much more powerful. But it could only last so long before we had to separate to find the others. . . .
I went to Spain to find Seven, and I found even more, including a tenth member of the Garde who escaped from Lorien alive. Ella is younger than the rest of us, but just as brave. Now we’re looking for the others—including John.
But so are they.
They caught Number One in Malaysia.
Number Two in England.
And Number Three in Kenya.
They caught me in New York—but I escaped.
I am Number Six.
They want to finish what they started.
But they’ll have to fight us first.
Når det kommer til denne her serie, så er jeg med The Rise of Nine klart nået dertil, hvor jeg for alvor virkelig godt kan lide historien. Og det skyldes helt sikkert, at man får langt mere af Nine at se, og han er præcis den en af den slags karakterer, teenage-mig især havde været vild med, men som jeg også godt kan lide i dag, dog af lidt andre årsager. Det er ham, bogen er opkaldt efter, men det er særligt Four og Six, der fortæller, præcis som det var i den foregående bog. De er splittet op og har været ude for hver deres kamp mod Mogadorianerne, den ene ved at forsøge at angribe deres base og den anden ved at blive overrasket da Mogadorianerne angriber. Og det har efterladt dem både med nye allierede og skilt dem fra deres venner.
Grunden til, at jeg godt kan lide Nine i dag er, at jeg i høj grad bedre forstår, at hans provokerende attitude og til tider hovedløse arrogance ikke kun er fordi han er selvglad og har stor tiltro til sine evner, men også en form for mur han sætter op, sådan at andre ikke kommer for tæt på. På mange måder er Four og Nine ret ens, men de kan til at begynde med, overhovedet ikke finde ud af at arbejde sammen uden at støde hovederne sammen. Hvor Four er rimelig ulidelig i sin det-er-synd-for-mig-tilgang til alting, ved Nine, at det var ham, der var skyld i at han og hans Cépan blev opdaget og taget til fange. Måske er han blevet skør af at sidde fanget i en celle i mere end et år, men hvis man lige som jeg har læst The Legacies før The Rise of Nine, så har man allerede fået en hel del at vide om hans baggrund og hvordan han havnede der, hvor Four finder ham i The Power of Six. Hans baggrundshistorie er stadig en af dem, der gør størst indtryk på mig og jeg forstår godt, hvis han er blevet lidt småskør af at sidde indespærret med intet andet end sine tanker og minder så længe og at han derfor reagerer lidt som en idiot nogle gange. Men han er sjov. Han er virkelig morsom, på en måde som de andre og mere alvorlige Garde ikke er. For mig er det virkelig ham, der bærer historien frem.
Samtidig møder vi også Eight og med ham bliver der lagt endnu mere vægt på de mystiske drømmesyner, som Four har af Setrakus Ra, lederen af Mogadorianerne. For Eight har dem også. Eight er en meget mystisk karakter, som man får mest at vide om igennem de mennesker, der tror han er en inkarnation af deres gud og derfor er det svært at vide, hvad der egentlig passer på Eight og hvad der er deres tilbedelse af ham. Det passer på en eller anden måde virkelig godt til ham, at han bliver opfattet sådan, for i modsætning til mange af de andre Garde, er han meget rolig og på en eller anden måde fattet. De andre virker kaotiske, desperate og voldsomme på en anden måde end han gør. Men hans evner gør ham til en formidabel modstander og han er ikke ufarlig, selv om han virker nærmest meditativt rolig.
Der bliver afsløret en hel del om Mogadorianernes tilstedeværelse på Jorden i løbet af The Rise of Nine og mens der bliver introduceret flere og flere Garde og deres allierede, bliver det også mere og mere klart for læseren, at det er en ret håbløs situation, de står i. Jeg kunne virkelig godt tænke mig, at deres forskellige Chests med ting fra deres hjemplanet blev udforsket mere, især fordi det er som om der er rigtig mange vigtige ting i dem, der er bare ingen af dem, der rigtig ved hvordan de skal bruges. Fælles for alle de Garde vi har mødt indtil nu, Four, Six, Seven, Eight, og Nine er, at de alle sammen har mistet deres Cépan, og selv om de selv overlevede, så er de virkelig dårligt forberedte på deres opgave.
The Rise of Nine har meget af det, jeg savnede i specielt den første bog: der er action, der er fart på og der er rigtig meget handling og knap så meget infodumping. Og så bliver der afsløret en del hemmeligheder, der virkelig er med til at tegne banen op til en forhåbentlig episk slutning på serien. The Rise of Nine er kun den tredje bog ud af syv i serien, men det her for mig helt sikkert her, at serien for alvor tager et skridt op og begynder at blive spændende. Vi har mødt alle Garde undtagen en og desuden er der kommet en del allierede til, både ventede og uventede, og jeg sluger fortsat bog efter bog i denne her serie med stor fornøjelse.