læselister

“She is too fond of books, and it has turned her brain.” | Maj læseliste

Titelcitat Louisa May Alcott, Work: A Story of Experience.

Anmeldereksemplarer er markeret med *.

Maj byder på nogle få, men spændende planer, for mit vedkommende, men selvfølgelig vil jeg også læse en del. Forhåbentlig bliver det skønt forårsvejr, jeg kunne virkelig godt trænge til solskin og varmere dage. Min læseliste til maj er meget blandet: der er fantasy, der er realistisk fiktion, der er romance, historisk fiktion, bøger til børn og voksne og en masse YA. En enkelt lydbog og en masse fysiske bøger. Det meste af min læseliste er nye bøger, men der er også et par genlæsninger imellem. Jeg har et enkelt anmeldereksemplar, som jeg endelig kan læse nu, for nu er jeg faktisk nået til den bog i serien, og selvfølgelig et par FairyLoot bøger, for det går godt med det mål. Forhåbentlig når jeg igennem dem alle sammen.

Lydbøger:
The Raven King (The Raven Cycle #4) af Maggie Stiefvater.
Dette er den fjerde og sidste bog i serien om Blue Sargent og hendes venner, kaldet Ravnedrengene, og deres søgen efter en sagnomspunden walisisk konge Glendower. Magi, stærke venskaber, overnaturlige hændelser og evner, men også mysterier, teenageliv, forelskelser og meget mere.
Det er en af mine yndlingsserier. Jeg havde faktisk lånt denne igennem Libby for et godt stykke tid siden, men nåede ikke at komme rigtig igang med den, før jeg måtte aflevere den tilbage. Så nu er det min plan, at jeg endelig skal få den gjort færdig. Jeg har nydt lydbøgerne af de første tre bøger og glæder mig til at komme i gang med denne her bog og endelig (!) gøre serien færdig.

Anmeldereksemplar:
*Månesøsteren (De syv søstre #5) af Lucinda Riley.
Jeg blev enormt glad – og overrasket – da Rosinante&Co. sendte mig denne her bog, da den blev udgivet. Jeg er vild med Lucinda Rileys bøger, men på daværende tidspunkt var jeg kun nået til den tredje bog i serien og havde derfor ikke ville spørge efter den, da jeg vidste, at der ville gå noget tid, før jeg kunne nå til den. Nu er det så nu. Jeg kan ikke forestille mig en bedre bog at læse i forårssolen i maj, end historien om Tiggy og hendes liv i Skotland og mulige baggrund i det solrige Spanien. Desuden glæder jeg mig virkelig mget til at læse bog seks, når den engang udkommer.

FairyLoot bøger:
Onyx & Ivory (Rime Chronicles #1) af Mindee Arnett.
Forræderi. Drager. Hemmelige magiske evner, der kan koste hovedpersonen livet og et par “star-crossed lovers”. Fik jeg nævnt drager? Jeg har en fornemmelse af at der også er et politisk aspekt i denne her bog og efter de mange “uvillig pige kommer til prinsens slot og opdager et plot for at myrde ham/en anden fra den royale familie”, jeg har læst på det sidste, håber jeg at denne her kan skille sig ud fra de andre.

State of Sorrow (Sorrow #1) af Melinda Salisbury.
For tiden er jeg virkelig interesseret i politisk fantasy og derfor sprang den her bare i øjnene på mig, da jeg sad og skulle vælge FairyLoot-bøger til maj. Jeg ved ikke meget mere om bogen end at den handler om Sorrow, der vidst nok er prinsesse eller sådan noget, og som skal styre landet på trods af folks mistro til hende. Det bliver spændende at se om det er rigtigt forstået. Bog to er netop udkommet og jeg håber på at jeg kan lide denne her nok til at ville læse videre.

World Mythology in Bite-Sized Chunks af Mark Daniels.
Det her er en af de “ekstra” bøger, der nogle gange er i en af deres bokse og jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal kategorisere den. Det er en form for opslagsværk eller oversigt over forskellige mytologier fra forskellige tider og kulturer, alt sammen kogt ned til det vigtigste. Det er en slags lille guide og jeg har bladet lidt i den og opdaget, at der er små illustrationer i også.

Andre nye bøger fra mine hylder:
Godnathistorier for rebelske piger 2 (Godnathistorier #2) af Elena Favilli og Francesca Cavallo.
Jeg har netop lige læst den første bog og blev ganske vild med konceptet, så derfor kunne jeg ikke vente med at læse den næste også. Jeg er spændt på, om den vil byde på samme mængde af diversitet og ikke mindst for mig ukendte kvinder, som den første gjorde.

Release af Patrick Ness.
Jeg aner ikke, hvorfor jeg ikke har læst denne her bog endnu. Det er efterhånden ved at være halvandets års tid siden jeg købte den og jeg kan huske, at jeg glædede mig virkelig meget til at læse den. Patrick Ness’ forfatterskab er meget forskelligt, så det er ikke altid til at vide, had man får når man læser en af hans bøger. Hvad jeg ved er, at det er realitisk YA, det handler om forelskelse og der er vist nok et eller andet magiske realisme element, hvis jeg ikke er helt forkert på den.

On the Come Up af Angie Thomas.
Denne her bog behøver ingen introduktion. Det er Angie Thomas længe ventede anden udgivelse, efter kæmpesuccesen The Hate U Give. Den bog var meget tung i kraft af de emner, den tog op og så vidt jeg ved, er denne her ikke lige så tung. Den handler om Bri, der er en undergrundsrapper på jagt efter sit store gennembrud. Hendes far døde lige inden hans fik sit gennembrud og da Bri bliver et kendt ansigt, er det ikke nødvendigvis godt. Jeg ved ikke præcis hvad der sker, men jeg ved, at Angie Thomas er god ti lat skrive bøger, der tager fat i aktuelle, svære emner og tvinger læseren til at tage stilling.

The Fate of Ten (Lorien Legacies #6) af Pittacus Lore.
Efter den cliffhanger, The Revenge of Seven ender på, fatter jeg ikke, at jeg ikke har læst videre endnu. Den endelig kamp mellem Garde og Mogadorians er begyndt, de mogadorianske krigsrumskibe er kommet til Jorden og ved slet ikke, hvordan det kommer til at udspille sig. Jeg glæder mig!

Den forkerte død (Den store djævlekrig #3) og Ondskabens engel (Den store djævlekrig #4) af Kenneth Bøgh Andersen.
Jeg er totalt faldet for denne her serie, så det faldt mig helt naturligt at sætte den næste på listen. Og så blev det til de næste to. Jeg tror nok, serien i første omgang skulle være sluttet her, så jeg er spændt på, hvordan de hænger sammen med de sidste to bøger i serien, men under alle omstændigheder, så glæder jeg mig virkelig til at vende tilbage til Helvede med Filip og de andre. Jeg overvejer også at benytte mig af lydbøgerne på Mofibo, hvor det er forfatteren selv der læser dem op, for han gør det simpelthen så godt – og er super behagelig at lytte til.

The Masked City (The Invisible Library #2) af Genevieve Cogman.
Uendeligt mange parallelle universer, der alle er tilgængelig fra et mystisk, usynligt Bibliotek, der eksisterer uden for tid og rum? Drager, fae, vampyrer, magiske ritualer, spionopgaver, mysterier og listetyveri – den her serie har det hele og så er jeg endda kun nået til bog to. Jamen altså, den her serie er så overset, at jeg bliver trist af at tænke på det. Min anmeldelse af den første bog er planlagt til i morgen og jeg har planer om endelig at læse resten af serien i løbet af de næste måneder.

Dream of Gods and Monsters (Daughter of Smoke and Bone #3) af Laini Taylor.
Jeg elskede bog to så meget i forhold til den første, og jeg kan næsten ikke vente med at læse slutningen på serien. Desuden kommer livestreamen omkring bog to en gang i midsten af maj, og det håber jeg, at jeg kan få passet ind, så jeg kan snakke med nogen om den. Slutningen af bog to lægger op til en episk kamp mellem chimeara og krigerengle, men også en alliance imellem medlemmer af de to racer og en kamp for at beskytte menneskeheden. Jeg ville ønske, at denne her serie ville blive filmatiseret en dag, for jeg tror, den ville tage sig så godt ud på det store skærm.

The Sublte Knife (His Dark Materials #2) af Philip Pullman.
Jeg har ikke så meget at sige om denne her bog, udover at jeg er hyped. Jeg kan ikke huske om jeg nogensinde har læst den. Hvis jeg har, har jeg ikke noteret det på Goodreads, og det har været min mors gamle paperbackugave, der ligner filmcoveret. Men jeg har min egen, super flotte udgave, og jeg glæder mig til at tage på eventyr med Lyra og Pan i det mystiske Aurora Borealis.

Genlæsninger:
Unravel Me (Shatter Me #2) af Tahereh Mafi.
Serien handler om Juliette, hvis berøring er dødbringende. Det er efterhåndne ved at være længe siden at jeg læste bøgerne første gang og derfor har jeg ikke rigtig nogen erindring om, hvad der sker i denne her bog, udover at sideløbende med Juliettes kamp for at lære at styre sine evner, bliver hun hvirvlet ind i kamped mod den undertrykkende regering, der har overtaget efter en global krise. Især fordi de ønsker at bruge hende som et våben.
Jeg gik i gang med at genlæse serien sidste år, og det er stadig min plan at fortsætte det. Især fordi jeg går lidt og kigger på den nye bog 5, der udkom i sidste måned, og derfor vil jeg gerne være up to date, hvis jeg vælger at få den hjem inden længe. Serien er en af mine favoritter og har de smukkeste forsider, jeg længe har set.

Rebel Allies (Lorien Legacies: Lost Files #10-12) af Pittacus Lore.
Jeg er godt igang med at genlæse alle disse noveller, der foregår ind imellem selve bøgerne i serien. Inden jeg går i gang med den næste bog i serien er denne her på listen og så vidt jeg husker giver den forklaringer på, hvad der sker med nogle af de karakterer, der kun optræder af navn i The Revenge of Seven.

The Evolution of Mara Dyer (Mara Dyer #2) af Michelle Hodkin.
Mara Dyer er en teenagepige med store problemer. Efter en ulykke efterlader hende med hukommelsestab og hendes nærmeste venner døde, er hun naturligvis traumatiseret. Traumerne bliver ikke bedre af at Mara ikke kan skelne mellem hvad der er virkelighed og hvad der er illusion, især ikke da det begynder at se ud som om hun har fået mystiske evner til at så ihjel ved hjælp af sine tanker. Eller er der nogen, der er ude på at drive hende til vanvid og få hende til at fremstå skyldig? Serien er mørk og dyster og selv om jeg tager Maras “confess all” tilgang til at fortælle sin egen historie med et gran salt, så er det svært ikke at blive suget ind i historien. Jeg genlæser trilogien med henblik på at læse spin-off serien bagefter.

Hvilken bog har du planer om, at du bare skal nå at læse i maj? Er der nogen af dem, jeg gerne vil læse, som du har læst og måske vil anbefale, at jeg starter med?

Del dette:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.