anmeldelser

The Unbecoming of Mara Dyer (Mara Dyer #1) af Michelle Hodkin

The Unbecoming of Mara Dyer (Mara Dyer #1) af Michelle Hodkin. Udgivet i 2012 af Simon and Schuster, først udgivet 2011. 452 sider.

Mara Dyer doesn’t think life can get any stranger than waking up in a hospital with no memory of how she got there.
It can.

She believes there must be more to the accident she can’t remember that killed her friends and left her mysteriously unharmed.
There is.

She doesn’t believe that after everything she’s been through, she can fall in love.
She’s wrong.

The Unbecoming of Mara Dyer er en lidt ældre YA, og den føles nogle gange også sådan, da jeg læste den igen i år. Men jeg fandt mig selv endnu en gang opslugt af det ret ubehagelige i historien, den der nervepirrende følelse af at der er noget galt, men det er ikke til at sætte fingeren på hvor den følelse stammer fra. Michelle Hodkin skriver meget stemningsfyldt og det meste af bogen er lettere uhyggelig, og meget mystisk.

Bogen starter med at Mara vågner op efter en ulykke, og det viser sig hurtigt, at hun har mistet hukommelsen og ikke husker, hvad der skete. Heller ikke at hende veninder og måske-kæreste døde i ulykken, der tilsyneladende ikke gjorde hende noget.

Men jeg siger tilsyneladende med vilje. Meget forståeligt medfører det enorme traume, at hendes mentale helbred er svækket og derfor bevæger bogen sig også imellem hvad der er virkeligt og hvad der ikke er. Maras langsomt tilbagevendende hukommelse forvirrer hende, for minderne r svære at skelne fra de hallucinationer, hun har lidt af siden hun vågnede op. Lægerne, psykologen og hendes forældre tilskriver hallucinationerne traumet og hun får medicin imod det. Men det er som om, det ikke er nok. Som om der er noget i hendes minder, hun bør komme i tanke om igen og som indeholder svaret på, hvorfor hun føler, der er nogen der holder øje med hende, er efter hende, selv efter hele familien er flyttet langt væk fra ulykken.

Jeg er altid lidt i tvivl om, hvorvidt Mara skal forestille at være en utroværdig fortæller, historien er skrevet fra hendes synsvinkel, som et memoir eller noget lignende. Men det er mysterierne, der virkelig driver bogen, mysteriet om ulykken og fortiden lige så meget som mysteriet om hvorvidt der er nogen efter Mara eller ej, er det hallucinationer, overnaturlige evner forbundet til døden, eller noget meget mere håndgribeligt som en, der ønsker hævn? Jeg nyder bogen, fordi den gang på gang hiver tæppet væk under ens fødder. Men bogen lider også meget under at være den første i en trilogi og der er meget set-up til resten af serien, mange spørgsmål der bliver stillet og som ikke bliver besvaret.

Når jeg giver bogen 4 hjerter, så er det på grund af stemningen, der får hårene til at rejse sig i nakken på de rigtige tidspunkter. På grund af mysterierne, der kun bliver større og større. På grund af de måske overnaturlige evner til at ønske folk døde, som Mara ikke er sikker på er indbildning eller virkelige. Den balancegang mellem viser perfekt hende ustabilitet og usikkerhed, men samtidig med et sarkastisk træk. På grund af Maras familie, der prøver deres bedste for at hjælpe Mara, selv om det er svært fordi hun ikke er ærlig over for dem. Men jeg er ikke vild med de to hovedpersoner i bogen, Mara og Noah, der føles meget som 2011-karakterer. Det jeg mener er at da jeg læste bogen igen, bed jeg mere mærke i at de er skrevet ret anderledes end man gør i dag og jeg tror, nogle af deres handlinger i dag ville blive set ret anderledes på. Til gengæld er der plads til masser af udvikling, og det er altid noget, jeg godt kan lide at læse om. Jeg kan godt lide den måde, de forsøger at finde rundt i alt det, der sker, men i virkeligheden er jeg i tvivl om, hvor meget af bogen der er egentlig plot-og-løsning, i forhold til hvor meget der er forberedelse til den næste bog.

Jeg kan godt lide den, for mig er det en perfekt bog til en sen efterårsaften, og jeg har længe haft lyst til at genlæse serien. Det går lidt langsomt til at starte med og egentlig er vi nok tættere på 3,5 hjerter end 4, hvis jeg gjorde mig i halve hjerter længere. Mysterierne er gode og bogen slutter på en kæmpe cliffhanger efter en større redningsaktion. Det kan godt være, at plottet i denne her bog lader lidt tilbage, men til gengæld lægger den op til et storslået plot på tværs af serien. Det er min plan at genlæse resten af trilogien også, især efter jeg fik spin-off serien i julegave.

Del dette:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.