anmeldelser

Winter (The Lunar Chronicles #4) af Marissa Meyer

Winter (The Lunar Chronicles #4) af Marissa Meyer. Udgivet af Square Fish i 2015. 824 sider.

Jeg har anmeldt de første bøger i serien her: Cinder, Scarlet og Cress.

When Princess Winter was thirteen, the rumor around the Lunar court was that her glamour would soon be even more breathtaking than that of her stepmother, Queen Levana. In a fit of jealousy, Levana disfigured Winter. Four years later, Winter has sworn off the use of her glamour altogether. Despite her scars, Winter’s natural beauty, her grace, and her gentleness are winning admiration from the Lunar people that no amount of mind-control could achieve.
Winter despises her stepmother, but has never dreamed of standing up to her. That is, until she realizes that she may be the only one with the power to confront the queen.
Can Cinder, Prince Kai, Scarlet, Wolf, Cress, Thorne, Princess Winter, and the palace guard Jacin find their happily ever afters?

Winter er den fjerde og sidste bog i The Lunar Chronicles og det er helt sikkert også min favorit i serien. Det er en ret stærk slutning på en lang, men også meget stor serie, hvor der er både mange synsvinkler og mange steder og kulturer at have med, så det er ikke så underligt, at bogen er en del hel længere end de foregående bøger. Der er nok af plotlinjer at binde sløjfe på.

Når jeg siger, at Winter er min favorit i serien, så mener jeg det. Det er nok den af bøgerne, jeg synes har haft den mest originale vinkel på det gamle eventyr og hvor serien især i starten lænede sig rigtig meget op af eventyrerne, kunne jeg i denne her bog mærke, hvordan Marissa Meyer for alvor har følt sig hjemme i universet og måske derfor har haft mere mod på at tage historien i en uforudset retning.

Vi følger alle de tidligere karakterer, men også to nye i form af Winter og Jacin, som også er de første karakterer, hvis synsvinkler faktisk foregår på Luna og derfor endelig giver læseren et indblik i livet på månekolonien. Det er noget, jeg tidligere har savnet, og igennem de to karakterer har man mulighed for at se både livet ved hoffet – og den nærmest paralyserende frygt for at gøre noget, der kan få den onde dronning Levana til at vende sin vrede mod én selv, men også livet for den fattigere almene befolkning, hvor undertrykkelsen også føles. Winter er en interessant karakter, som har valgt aldrig at bruge sin medfødte manipulerende evne, hvilket har alvorlige konsekvenser for hende selv og hendes mentale helbred. Alligevel er hun god og venlig og forsøger at hjælpe både Scarlet, som hun får narret dronning til at overgive til Winters egen varetægt, til at slutte sig til Cinders oprør mod Levana.

Cinders oprør er selvfølgelig det centrale i bogen, det er det, den 800 sider lange bog handler om, og det var så spændende at følge med i, hvordan de forskellige brikker langsomt begynder at falde på plads, men så netop som man tror, at de har fundet på en god plan, kommer der noget i vejen. Selv om bogen er lang, følte jeg ikke at den trak ud og den formår at komme omkring mange sider. En del af længden skyldes helt sikkert at man principielt følger 8 karakterer, og nu og da går historien faktisk lidt tilbage i tiden for at fortælle hvad der sker eksempelvis med Cinder på samme tid som det man lige har læst om med Winter og Scarlet. Man skal ikke lade sig afskrække af længden, for Marissa Meyer er god til at veksle mellem actionfyldte scener og strategiske møder og så de små, personlige øjeblikke der viser så meget om de karakterer vi følger.

Jeg kan også virkelig godt lide slutningen, og hvordan de forskellige karakterer, der overlever selvfølgelig, endelig har mulighed for at finde ud af, hvad de vil nu. Nogle af dem tager nogle overraskende valg, som jeg ikke havde set komme, men på den anden side kan jeg godt lide, når en historie omgår mine forventninger og dermed er i stand til at vise hvordan en karakter har udviklet sig igennem det de har oplevet.

Winter er min yndlingsbog i serien, fordi den var helt umulig at lægge fra mig. Den havde spor af inspiration fra eventyret om Snehvide, men på sin helt egen måde og som en solid, naturlig del af det univers, Meyer har skabt. Det gjorde ikke plottet alt for forudsigeligt, og især er jeg imponeret over hvor godt det fungerede for mig at der var så mange synsvinkler at holde styr på. Alle personerne har en vigtig rolle at spille og derfor er der heller ikke en af dem, jeg følte var kedelig at følge. Bogen er velskrevet og holder et højt niveau både med hensyn til fortælleniveauet og kronologisk sammenhæng. Bogen tog pusten fra mig hen mod slutningen, da det hele begynder at gå op i en spids og det ser ud til, at det vil gå galt. Jeg kan ikke mindes, at jeg har læst en lige så kreativ genfortælling af eventyr, som denne her serie har været og da jeg også ved, at de er kommet på dansk, vil jeg opfordre alle, der har interesse i for eksempel science fiction, politisk fantasy, futuristiske fortællinger og en lang række spændende og meget forskellige karakterer at læse denne her serie. Jeg kan huske, at den første bog var en anelse for forudsigelig, men hvis jeg må sige min ydmyge mening, så bliver bøgerne kun bedre og bedre. Winter er nok en af mine yndlingsbøger, når det kommer til konklusioner på serier.

Del dette:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.